Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lad os være ærlige: Minimumsnormeringerne bliver snarere maksimumsnormeringer

Med regeringens første finanslov i hus havde mange set frem til en sand julegaveregn. Intet tyder dog på, at det, der ligger under træet, svarer til ønskelisten.

»Minimumsnormeringer er blevet et buzz-ord, men ingen har besluttet, hvad minimumsnormeringer er – eller hvordan de skal implementeres. Og jeg oplever ganske klart, at den opfattelse af konceptet, som forældrene kæmper for, afviger markant fra det, der er afsat økonomi til på Christiansborg,« skriver Sofia Osmani. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sarah Christine Nørgaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Øverst på ønskelisten i 2019 stod hos mange »minimumsnormeringer«, og der er da også sat penge af til netop det formål i årets finanslov. Helt præcist 500 mio. kr. næste år stigende til 1,6 mia. i 2025. Det lyder af meget, men lad os lige pakke gaven ud på kommunalt niveau.

Uden at vide præcis, hvordan forligspartierne agter at udmønte pengene, så lad os antage, at de fordeles efter børnetallet i kommunerne. I Lyngby-Taarbæk passer vi hvert år 2.764 børn i dagtilbud. Det giver os en andel af finansloven på 4,7 mio. kr. i 2020 stigende til 15 mio. kr. i 2025. Et beløb der svarer til otte minutters ekstra voksentid pr. barn om ugen i 2020 og 27 minutter i 2025.

Jeg vil nødigt lyde utaknemmelig – for lidt har bestemt også ret. Hvert minut tæller. Og selvom beløbet kun øger vores budgetter på området med under to procent i 2020, gør pengene da en lille forskel. Særligt hvis vi ikke tvinges ud i yderligere besparelser på området de kommende år.

Sofia Osmani Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofia Osmani Taarbæk Kommune.

Med en udligningsreform i kikkerten er der dog intet, som tyder på, at hovedstadens borgere kan se frem til øget kommunal service. Tværtimod. Vi kan hurtigt få en regning til udligningen, der langt overstiger den gave, som er givet på dagtilbudsområdet.

Der er dermed intet, som tilsiger massive forbedringer i de kommende år. Det bør vi være ærlige om. Minimumsnormeringer er blevet et buzz-ord, men ingen har besluttet, hvad minimumsnormeringer er – eller hvordan de skal implementeres. Og jeg oplever ganske klart, at den opfattelse af konceptet, som forældrene kæmper for, afviger markant fra det, der er afsat økonomi til på Christiansborg.

»Derfor bliver minimumsnormeringerne realistisk set også maksimumsnormeringer – og så svigter vi børn med det største behov.«


Implementeres minimumsnormeringer tilmed på institutions- eller (fornuften forbyde det) stueniveau, som nogle ønsker, ja, så går det helt galt.

For vi får næppe i kommunerne penge til et serviceniveau, der ligger højere end det statsfastsatte minimum. Derfor bliver minimumsnormeringerne realistisk set også maksimumsnormeringer – og så svigter vi børn med det største behov.

I dag tildeler vi ikke blot ressourcer efter antallet af børn. Vi ser også på de særlige behov, der er i den enkelte institution. Og her er der stor forskel på børnesammensætningen på tværs af en kommune. Nogle steder er der derfor brug for flere hænder end andre. Læg dertil, at institutions- eller stuebestemte minimumsnormeringer vil understøtte store institutioner og stuestørrelser, der ikke nødvendigvis tager udgangspunkt i pædagogiske principper, indhold og kvalitet, men derimod i ren matematik og regneark.

På min ønskeliste til jul står derfor (lige efter mindre udligning) ærlighed i forventningsafstemningen. Der er nemlig ikke afsat økonomi til de minimumsnormeringer, som mange drømmer om. Det skal vi være ærlige om. Og det fører logisk til ønsket: Kommunal frihed til at bruge de få kroner, vi trods alt får, bedst muligt til gavn for børnene frem for til ære for nøgletal og regneark. Hånden på hjertet – det klarer vi bedst lokalt uden snævre rammer og fordyrende (gave)bånd fra Folketinget.