Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lad os se realistisk på Afghanistan

Vi er ikke i tvivl om, at indsatsen har virket, og at afghanerne - samlet set - har det bedre i dag end i de sidste mange årtier. Man kan ikke med et snuptag løse alle problemer i et land, der har været plaget af væbnede konflikter i tre generationer.

Trods kritikken af indsatsen i Afghanistan er der sket fremskridt. Bl.a. går flere piger i skole. Foto: Farooq Naeem Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I løbet af 2014 trækker vi de danske kampsoldater ud af Afghanistan. Men Danmark vil fortsat yde massiv støtte til genopbygningen af det afghanske samfund, formentlig i mange år fremover. At vi fortsat giver udviklingshjælp til Afghanistan er ikke et udtryk for, at indsatsen i landet siden 2001 er slået fejl, men derimod en naturlig forlængelse af de seneste 13 års vedvarende indsats.

Det bliver naturligt nok debatteret intenst, om indsatsen står mål med resultaterne, og navnlig forfatteren Carsten Jensen har gjort sig til talsmand for, at indsatsen har været en fiasko, og kritiseret resultaterne voldsomt.

Vi er ikke i tvivl om, at indsatsen har virket, og at afghanerne – samlet set – har det bedre i dag end i de sidste mange årtier. Uanset om man er enig med os eller ej så er diskussionen af resultaterne i sig selv vigtig, ikke mindst i forbindelse med vurdering af afgørende dele af dansk udenrigspolitik, og den fortsatte brug af omkring en halv milliard kroner af vores årlige udviklingsbistand i Afghanistan.

Læs også: Obama truer Afghanistan med fuld tilbagetrækning

En af de vigtigste nøgler til at genopbygge Afghanistan er sikkerhed. Efter 35 års borgerkrig er vold mellem landets mange klaner og etniske grupper desværre blevet et grundvilkår i Afghanistan. Men det er simpelthen forkert, at den internationale indsats har »destabiliseret« Afghanistan, som Carsten Jensen har hævdet.

Studier har estimeret, at den sovjetiske krig i 1978-87 krævede helt op mod 1-1,5 millioner ofre, og at der under borgerkrigen i 1990erne blev dræbt 400.000 civile afghanere. Til sammenligning vurderer den kritiske forskergruppe Cost of War, at under 20.000 civile afghanere er døde siden 2001. Det er stadig utilfredsstillende højt, men er ikke i nærheden af de tidligere årtiers svimlende tabstal.

Man kan ikke med et snuptag løse alle problemer i et land, der har været plaget af væbnede konflikter i tre generationer. Men at antallet af dræbte civile er reduceret til langt under niveauet for de foregående årtier viser, at sikkerhedssituationen er forbedret. En anden indikation på, at sikkerhedssituationen ikke er så katastrofal, som det nogle gange hævdes, er, at knap seks millioner afghanske flygtninge siden 2002 er vendt tilbage til Afghanistan. Selv om der er store udfordringer, bliver de afghanske sikkerhedsstyrker stadigt bedre til at varetage sikkerheden i landet.

Indsatsen for at forbedre levevilkårene for afghanerne er også blevet forbedret markant, siden Taleban-regimet blev væltet. Al statistik fra Afghanistan skal tages med mere end ét gran salt, men en række analyser peger på solide fremskridt. Levealderen er blevet forøget mærkbart. Antallet af afghanere, der har adgang til sundhedsydelser, er vokset fra omkring ti procent til over 80 procent. Dobbelt så mange husholdninger har adgang til elektricitet. Antallet af børn, der går i skole, er vokset fra en til to millioner i 2001 til ca. syv millioner i 2013. 40 procent af eleverne er piger, mens antallet af piger, der gik i skole under Taleban, var tæt på nul. Børne- og mødredødeligheden er i 2013 reduceret til en tredjedel af, hvad den var i 2001.

Læs også: Taleban tager skylden for dødeligt angreb i Afghanistan

Med vækstrater på over ti procent i årevis er købekraften blevet fordoblet, og mange millioner er blevet løftet ud af dyb fattigdom og har ikke måttet leve med vedvarende sult og følgesygdomme heraf. Selv om der stadig er lang vej til ligestilling mellem kønnene og overholdelse af menneskerettighederne, er der klare fremskridt på netop disse områder de sidste ti år i Afghanistan.

De fremskridt har samtidig, for første gang i årtier, skabt en social kontrakt mellem borgerne og staten. De har sikret, at et stort flertal i befolkningen anerkender og værdsætter statens indsats for at levere uddannelse til deres børn og sundhed til familien. Det har sikret, at hundredtusinder af afghanere nu er ansat af staten og hver måned modtager løn direkte på deres bankkonto. Det skaber en bred vilje i befolkningen til at fastholde de fremskridt, der er nået. Det er statsopbygning og fredsopbygning på samme tid.

Selv om vilkårene er blevet bedre, står landet over for mange store udfordringer, som vi også kender det fra en række andre udviklingslande. Naturligvis er ikke alt fryd og gammen, og fattigdom, vold, korruption, narkoproduktion (og narkomisbrug) og etniske spændinger er stadig en del af hverdagen (alt for) mange steder i Afghanistan. Bombeanslaget mod en restaurant i Kabul for nylig satte en tyk streg under, at der stadig er mange udfordringer i landet. Vi vil med sikkerhed opleve en række tilbageskridt i de kommende år.

Desværre vil Taleban-bevægelsens arvtagere og tankegods også være en magtfaktor i mange dele af landet fremover. Derfor er det meget vigtigt at befolkningen anser forløbet og resultatet af det præsidentvalg, som skal holdes i år, som legitimt. For det bliver netop den troværdighed, der afgør, om valget vil understøtte eller underminere den positive udvikling, som landet trods alt er i.

Læs også: Afghanistan løslader fanger - USA protesterer

Det siges at sandheden er det første offer i en krig. Det har desværre også været tilfældet i debatten om den danske krigsindsats. VKO regeringens jubeloptimistiske udmeldinger om, at man var tæt på at besejre Taleban, var både malplaceret og et udtryk for en manglende forståelse for, hvad den internationale indsats kunne opnå. Afghanistan står hverken på tærsklen til at blive et ny Schweiz – eller et nyt Somalia. Der sker fremskridt. Og når kritikere som Carsten Jensen forsøger at opdyrke en dolkestødlegende om Afghanistan, tager de lige så meget fejl som jubeloptimisterne. Det, som debatten om Afghanistan har mest brug for, er hverken utopier eller dommedagsprofetier, men realisme.

De udfordringer, som det krigsplagede land står over for, kan afghanerne ikke løse alene, og Danmarks, EUs, USAs, Japans og FNs fortsatte indsats er helt afgørende for udviklingen. Men selv om genopbygningsarbejdet bliver omfattende, er Afghanistan en suveræn stat og ikke et internationalt protektorat.

Det er med det for øje, at vi fra dansk og international side skal hjælpe landet i en årrække fremover, så afghanerne kan stå på egne ben. Læren fra de sidste 35 års borgerkrig i Afghanistan er, at sikkerheden er grundlaget for den sociale og økonomiske udvikling.

Derfor skal vi hjælpe med at styrke sikkerheden gennem den internationale støtte samt rådgivnings- og træningsmission af de afghanske sikkerhedsstyrker. En forbedret sikkerhed giver også et bedre grundlag for at styrke den positive økonomiske og sociale udvikling. Derfor vil Afghanistan også være det land, som modtager mest udviklingsbistand fra Danmark i de kommende år.

Det hjælper ikke afghanerne, at vi enten stikker halen mellem benene eller erklærer sejr. Det, der hjælper afghanerne mest er en sober realisme om, hvad vi hidtil har opnået, og hvad vores indsats kan gøre for Afghanistan fremover.