Et spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse. Sådan lyder den første linje i Det Kommunistiske Manifest. Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt (K&M) ser også spøgelser (»Vejen til helvede…«, Berlingske 14. juni); et EU-spøgelse, euro-ismens spøgelse, som er totalitært, som vil ensretning, og som vil skabe et nyt menneske: homo europea.

K&M er ofre for eget tankespind. EU er ikke et ideologisk projekt, men en politisk kampplads, hvor liberalister, grønne, socialister – og sågar nationalkonservative som K&M – kan få indflydelse. Under én forudsætning: At man ikke sætter sig surmulende på sidelinjen, men engagerer sig helt og fuldt i samarbejdet.

MED SAMHANDEL OG institutioner har vi i EU lagt våbnene til side. Samarbejdet bygger på respekt for demokrati, retsstat, menneskerettigheder og beskyttelse af mindretal. Fremmedhad og diskrimination er bandlyst. Det er denne politiske vision, der giver samarbejdet luft under vingerne. Disse værdier er K&M vel næppe uenige i?

K&M opstiller en kunstig modsætning mellem det europæiske samarbejde og nationalstaterne. Jeg ser ingen modsætning mellem at være dansker og europæer. Tværtimod er EU nationalstatens stærkeste allierede. I en globaliseringstid er nationalstaterne – selv de store – for små til at løfte de fælles udfordringer: nye job, miljøet og borgernes tryghed. Den nationale suverænitet som K&M klamrer sig til, er en død sild i en globaliseringstid.

Lad mig sige det én gang for alle: Det er hverken EU eller euroen, der er skyld i den nuværende gældskrise. EU er ingen garanti mod uansvarlige regeringer. Havde det ikke været for et stærkt europæisk samarbejde, ville situationen i bl.a. Grækenland tværtimod have eskaleret.

K&M kan have ret i, at Europa er blevet økonomisk og politisk destabiliseret. Svaret er ikke mindre, men mere europæisk samarbejde.

DEN ØKONOMISKE KRISE har med al uønskelig tydelighed demonstreret, at de nuværende traktater ikke sikrer økonomisk ansvarlighed i medlemslandene. Euroen blev gennemført for at undgå, at vi eksporterede vores problemer til hinanden gennem devaluering. Den har i så henseende været en succes, men der er behov for at styrke den økonomiske ansvarlighed og soliditet gennem en stærkere union.

Hovedpunkterne bør være strammere regler for den økonomiske politik og bedre styring heraf. Samtidig skal der etableres et fælles europæisk banktilsyn. Kravene vedrørende gæld og underskud på de offentlige budgetter skal traktatfæstes. I traktaten skal endvidere indføres automatiske sanktioner over for lande, som forbryder sig mod de fælles spilleregler. Glem ikke, at euroen er den naturlige overbygning på det indre marked, som Danmark har en vital økonomisk og beskæftigelsesmæssig interesse i.

K&M kløjs i føderalisme-debatten. En europæisk føderation, som spejler sig i USA, er hverken realistisk eller ønskelig, men et skræmmebillede, der kun eksisterer i EU-modstandernes hoveder. Nationalstaterne er langt stærkere i Europa end Oregon, Delaware og Ohio er det i USA – når det gælder identitet, sprog, kultur og historie.

Derimod er jeg ikke bange for at hilse en føderation af nationalstater velkommen. Netop fordi vi oplever sociale spændinger i Europa, stigende nationalisme, en væren-sig-selv-nok og xenofobi, bør vi styrke EU-samarbejdet. Men ambitionen bør være et europæisk samarbejde, som er langt stærkere demokratisk funderet end i dag.

HVAD DER FOR K&M er et mareridt, er for mig en vision: Kommissionsformanden bør vælges ved frie og almindelige valg i alle medlemslandene. Det vil være det mest demokratiske, det mest enkle, det vil give samarbejdet et menneskeligt ansigt – og en fælles europæisk valgkamp vil bidrage til at udvikle en fælles europæisk samtale og offentlighed; vigtige forudsætninger for et levende og dynamisk europæisk demokrati.

Dansk Folkepartis drøm om et kolonihave-Danmark, hvor klokkefrøerne overdøver al verdens larm og ballade, er illusionsmageri. Vi har for så vidt allerede prøvet K&Ms model for et europæisk samarbejde: Før 1945 havde vi nationalstaternes Europa; resultatet var en verdenskrise og to verdenskrige. Efter 1945 har vi haft et europæisk samarbejde med EU som et stadigt vigtigere omdrejningspunkt. Resultat: fred og stabilitet og på trods af økonomisk krise og andre besværligheder en social og økonomisk fremgang uden sidestykke i vor moderne historie. Kaster vi et blik mod fremtiden og en verden i hastig forandring, trænger nødvendigheden af et tæt og forpligtende europæisk samarbejde sig kun stærkere på.