Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lad os nu tage en saglig debat om vuggestuer

Henning Pedersen: Pædagogfaget har blandt andet her i avisen den seneste tid været udsat for en voldsom kritik.

Henning Pedersen, Formand for BUPL Fold sammen
Læs mere

Mit klare indtryk er, at kritikken er skudt milevidt forbi i forhold til langt de fleste pædagoger og daginstitutioner, og det viser sig nu også, at den baserer sig på et i bedste fald særdeles tyndt forskningsmæssigt grundlag, som 14 forskere har pointeret.

Nu synes jeg, det er på tide at komme videre fra det tynde grundlag af fri hash og kakaomælks-retorik, der har præget debatten i medierne, og i stedet tage en saglig og faglig debat om det pædagogiske indhold i institutionerne. Den debat er meget mere interessant både for os som fagfolk og for resten af samfundet end en ufrugtbar og unuanceret hetz mod pædagogerne.

Den pædagogiske opgave udvikler sig hele tiden i takt med de samfundsmæssige prioriteringer, og tendensen går lige nu helt klart i retning af, at daginstitutionerne bliver opfattet som forberedende til skolen på godt og på ondt. Godt, fordi det er rigtigt. I vuggestuen og senere i børnehaven udvikler børnene deres sprog, de udvikler deres evne til at omgås andre børn på en god måde, de udvikler selve evnen til at lære, og de bliver modnet i forhold til at modtage og acceptere en kollektiv besked. Alt sammen nødvendigt, når de sidenhen skal klare sig i skolen. Men fokus på skoleparathed kan også kamme over, når nogen misforstår, hvordan børn lærer, og tror, at en gennemplanlagt dag a la 1970ernes marxistiske strukturpædagogik er det rigtige middel. Hvis målet er skoleparate børn, der samtidig kan fungere i et socialt fællesskab, er løsningen ikke skemalagte aktiviteter hver time af dagen og skoleagtig læring: Løsningen er derimod en alderssvarende vekselvirkning mellem på den ene side leg, som børnene selv tager initiativ til, og som pædagogerne støtter, og på den anden side systematiserede aktiviteter, som pædagogerne tager initiativ til og sætter sig i spidsen for. Det er netop denne vekselvirkning, pædagoger er uddannet til at varetage, og som de pædagogiske ledere har fokus på at ramme.

Om opgaven lykkes er både et ansvar for pædagoger og for de politikere, der sætter betingelserne for arbejdet. Kvaliteten hænger nøje sammen med antallet af hænder, som vel at mærke helst skal sidde på uddannede pædagoger, fordi vi ved, hvad børn har brug for på de forskellige alderstrin. Vi for vores part vil fortsat holde den faglige fane højt og gøre det, vi er bedst til, nemlig at give børnene og de unge en tryg, udviklende og lærerig hverdag. Andre, der vil børnene det bedste, kan hjælpe til ved at give institutionerne ordentlige rammer for arbejdet. Sammen kan vi videreudvikle Danmarks institutioner til et endnu højere niveau til gavn for børnene selv, for skolen, som skal overtage dem, og for samfundet.