Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lad os komme i gang med en værdikanon

For borgerlige er hverken moralske eller religiøse idealer acceptable mål for tvang, ligesom re-spekten for værdier aldrig kan retfærdiggøre nogen form for statslig tvangsindgreb bare for at beskytte nogen eller noget fra den forandring, som globaliseringen eller andre økonomiske kræfter afstedkommer.

Kanondebatten i 00erne vakte voldsomt røre og resulterede bl.a. i, at Berlingske udgav sin egen kulturkanon. Arkivfoto: Scanpix. Fold sammen
Læs mere

Forslaget om at udarbejde en værdikanon, som Venstres Martin Geertsen kom med forleden, er lige så godt som den danske sommer. Det giver en tidligere kulturminister som jeg både varme og glæde, fordi forslaget følger op på min kulturkanon og giver den nødvendige diskussion om dansk identitet, om danske værdier og vores kulturarv, der er så vigtig.

Liberal Alliances kulturordfører, Mette Bock, udtalte, at værdier gennemsyrer alle aspekter i vores liv, men tilføjede på Facebook, at sætter man dem på formel, er det første skridt i retning af tyranni og ensretning.

Hvis man tror, at en værdikanon er statsligt smagsdommeri, kan jeg godt forstå, man blankt afviser forslaget, men den store kulturkanon, VK-regeringen fik udarbejdet i 2006, illustrerer jo, at resultatet var alt andet end et skridt i retning af tyranni og ensretning.

Tværtimod resulterede forslaget og udarbejdelsen – for slet ikke at tale om offentliggørelsen – i en levende debat specielt blandt de borgerlige meningsdannere om for eller imod, større opmærksomhed om vores fælles kulturarv, der alt i alt var med til at gøre os klogere på os selv og den nation, som vi er en del af.

Debatten og historien om, hvordan den nationale kulturkanon blev til, kan man læse om i »Opgøret om vor samtids historie« af Bent Blüdnikow, Kasper Elbjørn og Henrik Gade Jensen i 2012. Her skildres, hvor meget debatten fyldte og venstrefløjens underlige fravær i debatten samt de bedste argumenter for og imod.

At dømme ud fra debatten vedrørende forslaget om at udarbejde en værdikanon kan vi være vidne til en ny kulturkamp.

Det skortede ikke på advarsler, da arbejdet med den nationale kulturkanon begyndte, og heller ikke på kritik, da arbejdet blev afsluttet. Hvert eneste valg af et kunstværk til kanonen var selvfølgelig et fravalg af en hel række andre, der hver især også var betydningsfulde. Interessant var det forleden, at mange af dem, der advarede mod Geertsens forslag, samtidig havde meget stærke holdninger til, hvilke værdier der skulle med og ikke med.

Det skriver jeg ikke for at håne modstanderne af en værdikanon, men blot for at understrege den sjove debat forslaget, afstedkom.

På trods af al kritik udgør en kanon en stor og sammenhængende fortælling om visioner og kultur, der udvikler sig gennem årtier, århundreder og årtusinder. Ikke nødvendigvis danske værdier, men vestlige værdier.

Sådan var det med den nationale kulturkanon, og sådan bliver det med en værdikanon, hvis en kommende kultur-, undervisnings- eller integrationsminister tør føre ideen ud i livet.

Én ting kan jeg love: Man kan nemt få sig en ordentlig blodtud, når man stikker næsen frem og kommer med sådan et forslag.

En kanon er selvfølgelig ikke et eviggyldigt udsagn, men det er et vægtigt udsagn. Værdier, der er specielt danske, er ikke kun kendetegnet ved, at de bekræfter, hvem vi er. De udfordrer os også, især når de er sammensat i en kanon, i stedet for et debatforum eller en afstemning.

Ikke fordi medlemmerne af udvalget, der udarbejder en kanon, skal være smagsdommere, som i ophøjet ensomhed fastlægger, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Men fordi en seriøs debat om værdier har behov for et solidt udgangspunkt, et gennemtænkt bud på, hvad der er gode, sunde værdier, og hvad der er dårlige, usunde værdier.

Det betyder ikke, at man ikke må have personlige værdier, som man tillægger større betydning end dem, der står i kanonen, eller at staten skal blande sig i, hvordan vi lever vores liv, men blot, at alt ikke er lige godt.

For borgerlige er hverken moralske eller religiøse idealer acceptable mål for tvang, ligesom respekten for værdier aldrig kan retfærdiggøre nogen form for statslig tvangsindgreb bare for at beskytte nogen eller noget fra den forandring, som globaliseringen eller andre økonomiske kræfter afstedkommer.

Jeg er ret sikker på, at alle de borgerligt-liberale partier er enige heri – lige fra Liberal Alliance over Venstre og Konservative til Dansk Folkeparti – og det er faktisk et godt, borgerligt udgangspunkt for at diskutere indholdet i en værdikanon.

En værdikanon vil – efter en sund, folkelig debat – komme til at indeholde noget værdifuldt, som stadig betyder noget. Noget, vi kan holde fast i, fordi vi vil. Noget vi kan videregive til børnene i skolen, fordi vi mener, at værdierne er bedre end andre værdier og værd at lære om, uanset hvor de stammer fra. Her vil jeg igen minde om, at en værdikanon alene repræsenterer en vejledning og et tilbud. Den indeholder intet diktat. Den er en rettesnor eller en slags kompas, et udgangspunkt for samtale.

På et enkelt punkt vil jeg dog give kritikerne ret, nemlig i at en værdikanon er bagudrettet. Det er rigtigt nok. Det er faktisk meningen. Men den peger også fremad, fordi den ruster os til at møde omverdenen. Nok kræver udviklingen altid sit og stiller høje krav, men det betyder ikke, at vi bare skal overgive os blindt til den. Vi kan godt tage noget værdifuldt med, ja, vi bør efter min mening tage noget med. Værdier er ligesom kultur et godt sted at begynde.

Det at kende vores værdier gør os stærkere og bedre i stand til at begå os i Danmark og internationalt. Der er ikke andre end os fem millioner danskere til at værne om de værdier, som kendetegner os. Så lad os komme i gang med en værdikanon.