Min kæreste og jeg skal have et barn – på et eller andet tidspunkt. I forbindelse med snak og tanker om, hvornår to skal blive til en mere, kommer man naturligvis ind på de mere praktiske omstændigheder. Hvem skal for eksempel tage sig af det fremtidige afkom i den periode, hvor vedkommende trods alt er for lille til at stævne ud fra den trygge havn med fast kurs mod institutionsliv og kommunale madpakker?

Det skal siges, at min kæreste og jeg er at betragte som velfungerende mennesker med ejerbolig, styr på økonomi, nysynet bil og diodelygter på cyklerne. Jeg læser på overbygning og min kæreste er færdiguddannet inden for sit felt. Jeg vil altså til hver en tid hævde, at vi både principielt og empirisk bevist er i stand til at træffe velorienterede, fornuftige og »gode« beslutninger, der trækker vores liv i den ønskede retning uden at ligge samfundet unødigt til last.

Men alligevel er vi tilsyneladende ikke helt kompetente nok til selv at bestemme, hvem der skal passe vores fiktive, fremtidige barn, hvis Danmark skulle få en rød regering efter næste valg. I så fald vil politikerne og dermed staten bestemme, at min kæreste og jeg skal dele barselsorloven over vores fælles barn.

Det er ikke blot (endnu) en fundamental indgriben i den private familiesfære, men også endnu en fornærmelse mod mænd såvel som kvinder i en ligestillingsdebat, der er kørt komplet af sporet.

Den underliggende præmis i den aktuelle kønsdebat er i forhold til tvungen delt barselsorlov, kønskvoter, prostitutionsforbud mv., at kvinder ikke ved, hvad der er bedst for dem selv eller blot ikke magter at opnå det på grund af den anden del af præmissen: mænd er onde. Mænd holder sammen imod kvinder, mænd konspirerer mod kvinder og mænd har ansvaret for samfundsstrukturer, der lægger hindringer i vejen for de afmægtige kvinders opnåelse af egne ambitioner.

Gud, hvor er det trist! Man kunne fristes til galgenhumoristisk at pege på, at ligestillingskampen da vist mest handler om at være lige usle kønnene imellem: mænd er stygge og kvinder er bare ofre.

Udover det principielt forkastelige i endnu en utidig statslig indgriben i privatlivets inderste cirkler – planlægningen af familielivet par imellem – er der tale om en indblanding med økonomisk konsekvenser. Jeg betragter det som et velkendt fænomen, at mange mænd ikke tager lang barselsorlov, fordi manden ofte tjener mere end kvinden og familien derfor ikke vil have råd til det. Man kan kalde det at gøre en dyd ud af nødvendigheden, men omvendt er det da netop at tage økonomisk ansvar indenfor familien; vi har ikke råd, ergo må vi gøre noget andet. Hvorfor skal ligestillingsordfører Julie Rademacher (S) og hendes ligesindede bestemme over private disponeringer af tid og penge i forhold til barselsorlov?

Udover ovennævnte sider af sagen kan man også pege på en endnu mere følsom og kontroversiel side af sagen: er mor i visse tilfælde og perioder af et barns liv bare bedre end far af den simple grund, at hun er moren? Og hvem er det mest synd for, hvis mor tager hele barselsorloven – far, mor eller barnet? Og hvorfor ved nogle politikere bedre end min kæreste og jeg, hvordan vi bør indrette vores fælles liv hvad angår yngelpleje?

Det danske samfund er gennemreguleret og gennemkontrolleret. Og naturligvis er noget af denne regulering og kontrol gavnlig, produktiv, fornuftigt og nødvendig.

Men at tvinge fædre på barselsorlov er at gå et skridt for vidt ind i den korte tid, som de fleste tager med deres børn, inden det store Moder Samfund venter med kommunale institutioner, madpakker, fritidstilbud mv.

Tvungen barsel og andre meldinger om forbud med forbud på fra den røde blok dæmoniserer mænd, gør kvinder til ofre og vidner om et menneskesyn fra rød bloks side, som ingen kan være tilpas ved. Lad os få ligestillingsdebatten tilbage på sporet, hvor vi har respekt for begge køn og for frie menneskers ret og forstand til at træffe fornuftige valg for eget liv og levned. Man kan ikke forbyde sig til lighed.