Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lad Dragsdahl få fri proces

Efter Landsrettens afgørelse i sagen mellem Bent Jensen og Jørgen Dragsdahl sidder man tilbage med fornemmelsen af en inkonsistent dom, der i virkeligheden er en indirekte dom over Dragsdahl. Det er ikke et retssamfund værdigt.

Villy Søgaard, Lektor ved Institut for Miljø- og Erhvervsøkonomi, SDU Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»En forbandelse tynger »fredsarbejdet« i Danmark. Den hedder DKP. Partiets ekstremt pro-sovjetiske kurs svækker initiativers troværdighed og hæmmer bevægelsens politiske udvikling.« Sådan skrev Jørgen Dragsdahl i Dagbladet Information 2. juli 1980. Dragsdahl, som ifølge professor Bent Jensen var påvirkningsagent for KGB. Man kan uden besvær finde tilsvarende citater fra samme hånd. »Påvirkningsagenten« advokerede for, at kommunisterne burde fryses ude af fredsbevægelsen, så længe de forsvarede den sovjetiske aggression mod Afghanistan; han mistænkte danske kommunister for at ville ofre danske interesser på Kremls alter, osv. Med den slags påvirkningsagenter kan det ikke undre, at Sovjetunionen tabte den kolde krig.

Når der er grund til at minde om de gamle tekster her, er det selvfølgelig i lyset af Østre Landsrets afgørelse forleden – en afgørelse, som af principielle grunde forekommer helt uholdbar. Uanset om man nu i øvrigt sympatiserer med Dragsdahl eller ej.

Landsretten forholdt sig til 35 udsagn fra Jensens side og fandt, at de var ærefornærmende, men at fremsættelsen alligevel var berettiget. Det kan der som udgangspunkt være to grunde til. For det første naturligvis, at man kan føre sandhedsbevis for sine udsagn. Det kunne Jensen ikke. Som retten pointerer, har Dragsdahl »aldrig [har] været sigtet, tiltalt eller dømt for overtrædelse af straffelovens § 108«. Denne såkaldt milde spionparagraf forbyder, at man hjælper fremmede efterretningsvæsner med deres forehavende i Danmark. Og Dragsdahl må som alle andre være uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

Den anden undtagelse er, hvis »den, der i god tro fremsætter sigtelsen, har været forpligtet til at udtale sig eller har handlet til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv.« Var Jensen så i god tro? Retten nævner i sin afgørelse, at Dragsdahl »har været genstand for efterforskning af PET som mistænkt for overtrædelse af straffelovens § 108«. Men kunne det begrunde nogen »god tro« i nullerne, når tre års aflytninger i 1980erne ikke gav fangst? Og når Dragsdahl i begyndelsen af 1990erne var blevet frikendt for en tilsvarende anklage? Det virker ikke overbevisende.

Ud fra disse grundpræmisser burde Jensen altså have været dømt. Eller også burde Dragsdahl. For hvis man kunne føre sandhedsbevis for, at han var agent, så burde han naturligvis dømmes. Kunne man det, ville Dragsdahls sagsanlæg mod Jensen ganske vist have været et selvmorderisk forehavende, men det er en anden sag.

For nu alligevel at komme frem til sin frifindelse, tyr retten til en række argumenter, som alle virker tvivlsomme. Landsretten fremhæver »at Bent Jensen er historiker, at udtalelserne i det væsentlige er fremsat i aviser, at Jørgen Dragsdahl er en kendt og aktiv journalist og debattør, og at der er tale om et emne af stor samfundsmæssig interesse, og at der derfor må gælde ganske vide rammer for Bent Jensens ytringsfrihed.«

Men skal der ikke være lighed for loven? Efter hvilke særlige paragraffer har historikere udvidet adgang til at injuriere aktive og kendte journalister, når de i det væsentlige gør det i aviser? Forskere har rigtig nok pligt til at publicere deres resultater, men man starter normalt ikke med at gøre det i avisen. Videnskab skulle jo gerne være certificeret, kvalitetssikret viden. Derfor anerkendes forskningsresultater først rigtigt, når de har været gennemgået af fagfæller. Bagefter kan man så gå i avisen med sine opsigtsvækkende fund. Den modsatte trafik er til skade for forskningens omdømme, fordi da åbner en ladeport for, at forskere kan lancere egne uforgribelige meninger som den højeste videnskab. Det forhold, at Bent Jensen er historiker, burde altså om noget skærpe og ikke afsvække kravene til belæg og seriøsitet i argumentationen.

Hvad angår Jørgen Dragsdahls status som er »kendt og aktiv« journalist, så har injurierne betydet, at han er blevet ramt på levebrødet. Hvordan kan dét være en formildende omstændighed? Og hvordan kan det være formildende i forhold til netop injurier, at den offentlige interesse var stor?

Afsluttende finder landsretten »efter en samlet afvejning af hensynet til ytringsfrihed over for hensynet til respekt for privatliv, at Bent Jensens fremsættelse af ærefornærmende sigtelser mod Jørgen Dragsdahl om agentvirksomhed og desinformation var berettiget efter straffelovens § 267 og § 269, stk. 1, som fortolket i lyset af artikel 8 og artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.« Artikel 10 angiver, at ytringsfriheden naturligvis er underkastet en række begrænsninger, f.eks. »for at beskytte andres gode navn og rygte...« – men det har tilsyneladende undgået rettens opmærksomhed.

Samlet sidder man altså tilbage med fornemmelsen af en inkonsistent dom, der i virkeligheden er en indirekte dom over Dragsdahl. Sådan blev dommen da også tolket af f.eks. Jyllands-Posten, der (26.10.) på lederplads konkluderede: »... at det var en KGB-agent, der støbte fundamentet til fodnotepolitikken og dermed satte Danmarks placering i forsvarsalliancen Nato på spil.« Den slags indirekte domfældelse er ikke retssystemet værdigt. Hvis Dragsdahl var agent, burde han dømmes for det.

Kan man ikke føre bevis for, at han var det, bør Jensen dømmes, hvis hans udtalelser godtages som ærekrænkende. Der er ikke nogen holdbar mellemvej. Derfor bør dommen indbringes for Højesteret, og Dragsdahl have fri proces – ikke mindst i lyset af, at Byretten kom til den modsatte konklusion.