Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

L.O.C. og banaliteterne

Eva Agnete Selsing, filosof Fold sammen
Læs mere
Foto: Katrine Krzeminiski

Vi lever i en plat tid. Se bare på den bugnende industri af selvudviklingsnarcissisme. Den religiøse tro på »innovation.« De grimme, abstrakte billeder, der hænger i alle offentlige institutioner og gør stemningen endnu mere udknaldet, end den utvivlsomt var i forvejen. Selve det, at der findes et ligestillingsministerium. Eller at Trine Bramsen har en politisk karriere.

Et andet symptom på platheden er de etablerede mediers ærefrygt over for åndeligt selvdøde kunstnere og deres tænkte banaliteter. Forleden var rapperen L.O.C. for eksempel inviteret i »Vi ses hos Clement.« Bedste sendetid, et stort publikum og en vært, der ellers er den inkarnerede seriøsitet i samfundsdebatten. Men altså med en gæst, der lever af at skrive generiske sange om stoffer, »kællinger« og vold. Og i øvrigt har fuld plade i ungdomskliché-bingo: prægtige tatoveringer, store børnegummisko, voldsdomme og en særdeles slasket attitude. I fjernsynet causerede denne vor rappende ven, med enfoldighedens inspirerende klarsyn, over ytringsfrihedens væsen og kår:

»Ytringsfriheden forpligter. Hvis vi gerne vil vise folk i Mellemøsten, hvor fantastisk den her ytringsfrihed er, så skal vi nok ikke bruge den til at håne folk, der ikke har den. Det siger jo sig selv.« Og videre:

»Jeg føler mig ikke under angreb,« hvilket bringer det rimende orakel til den lykkelige konklusion, at »selve ytringsfriheden er ikke under beskydning.«

En kakofoni af fejlslutninger. Men prøv at sige det samme til Finn Nørgaards pårørende, til Lars Hedegaard eller Kurt Westergaard. Eller til de aviser, der over en bred kam ikke tør trykke de farlige tegninger.

Det store spørgsmål er, hvorfor en L.O.C.-type overhovedet er inviteret ind i Clements program og får medieplads til at kaste sig op som samfundsanalytiker?

Det er selvfølgelig ikke nyt, at man, også i åndslivet, tager kunstnere og deres tanker ind. For det kunstneriske gemyt kan, i de gode tilfælde, sige noget om vores eksistens, om selve det menneskelige vilkår. Dostojevskijs gribende tegninger af menneskelig desperation – med den rodede politiske situation i datidens Rusland som bagtæppe. Baudelaires bittersøde beskrivelser af den gryende modernitet. Flauberts nådesløse afdækning af de sociale mekanismer i samfundets øvre lag. Degas’ rige glimt ind i en ellers lukket verden af kvinders hjerte og smerte. Byron, Shelley og Keats’ grundige, poetiske spørgen ind til kærlighedens væsen. Rembrandts indfølende portrætter af mænd og kvinder i al deres nøgne menneskelighed. De gav os ord og billeder af en radikalt anderledes slags: Et udvidet, fint facetteret vokabular til at beskrive og forstå vores tid og historie. Forstå os selv som mennesker.

 

Derfra er der bare temmelig langt ned til L.O.C.s endimensionelle tirader. Lysår, faktisk. Et illustrerende eksempel: »De kan beholde/deres lort for mig og mine vi vil bare spise/mens vi ruller op i noget der får dig og dit hold til at ligne pis/alt jeg kender er lav de der fucking penge/alle mine venner er ligesom fortæl mig du kneppede hende.«

Ja, det er flot. Men hvad siger det om os som mennesker, om vores eksistens? Hvad siger det om vores tid – ud over det indlysende: At den er plat? Ingenting. Rimende primitivitet, krydret med infantile fyord. Det er jo forfald, ikke berigelse.

Kunstnere i dag kan ikke fortælle os noget væsentligt. Lad os holde op med at tage dem alvorligt.