Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kvotepolitiet vil styre kunsten

»Hverken kulturpolitikere eller i dette tilfælde Akademiraadet, der har udsendt et hyrdebrev til de statslige- og statsanerkendte kunstmuseer, skal diktere indkøbspolitikken.«

02debJesperBeinov.jpg
Jesper Beinov, kultur-, debat- og navneredaktør Fold sammen
Læs mere

Krav om kvoter og andre usaglige særhensyn er en tendens i kunst- og kulturverdenen i disse år: Kvoter for nydanskere i dansk film. Kønskvoter på teatrene. Krav om redegørelse for kønsfordelingen i de stykker der sættes op. At mandlige boganmeldere dropper at anmelde yngre kvindelige forfattere, da de ikke forstår kvindelitteratur(historie). At Roskilde Festival har for mange hvide, mandlige musikere, men for få kvindelige og danske musikere med anden baggrund.

Der eksisterer en slags selvbestaltet kvotepoliti, som ønsker alle mulige særhensyn. Nyeste påfund er, at kunstmuseerne skal købe mere kunst af kvinder, fordi der er statistikker, som viser skævheder.

Det er indlysende, at vi skal have mere kunst af kvinder. Og det er da også bemærkelsesværdigt, at der uddannes godt og vel lige mange mænd og kvinder fra kunstakademierne, mens indkøbene rummer så få kvindelige samtidskunstnere. Men det er altså de kompetente museumsledelser – hvoraf der er masser af stærke, fagligt markante kvindelige ledere – som skal styre den slags. Hverken kulturpolitikere eller i dette tilfælde Akademiraadet, der har udsendt et hyrdebrev til de statslige- og statsanerkendte kunstmuseer, skal diktere indkøbspolitikken.

Akademiraadet er sat i verden for at fremme kunsten og rådgive staten i kunstneriske spørgsmål, og den løftede pegefinger er ikke sådan at tage fejl af i brevet: »Effekten af den nuværende indkøbs- og udstillingspolitik er, at den kunst, vi præsenteres for på museerne i dag, er skævvredet,« og »der er stadig en klar overvægt af mandlige kunstner i nyerhvervelser.«

Kunstmuseerne skal naturligvis indkøbe den bedste kunst efter de højeste kvalitetskriterier, og her må der insisteres på, at de fagligt dygtige ledelser kan den slags. Direktør for Randers Kunstmuseum, Lise Jeppesen, skriver i museets blad, at hun er »stærkt afvisende over for deciderede kønskvoter«, og at hun ikke skelner »til køn, men til gode kunstværker« samt at »en kunstner aldrig bliver inviteret til at udstille på baggrund af kønslig eller politisk observans«.

Lige så klart lyder det fra en af dansk billedkunsts stærke profiler, Ordrupgaards direktør Anne Birgitte Fonsmark. Hun udtaler i Berlingske: »Udgangspunktet må altid være kvalitet, aldrig en kønskvotering. Og hvem ville i øvrigt bryde sig om at sidde på det mandat?«

For mig at se er det forrykt at gøre billedskunstmuseernes indkøbspolitik til en kønskamp. Endsige at golde statistikker skal bruges til at strømline kunstmuseerne. Jeg kommer rundt til en masse udstillinger i det danske kunst- og kulturliv. Alle ved, at det i den grad er kvinderne, som holder en hånd under dansk kunst og kultur. Naturligvis har vi alle hver især et perspektiv på verden, og vi kan se forskellige ting i et kunstværk. Men kunstnerisk kvalitet har intet med køn, alder, etnisk tilhørsforhold eller seksuel observans at gøre, som Berlingskes kunstkritiker Torben Weirup ofte har sagt. Nogle gange er et værk opbyggeligt, andre gange som at få fjernet et uvidenhedens slør, eller det sønderriver vores vante forestillinger om, hvordan man skal leve sit liv.

Kunst kan være dybt elitært, den kan række ud eller lukke sig om sig selv. At spænde kunst og kultur for en kvotetænkning kommer der intet godt ud af, så lad os i stedet give institutionerne frihed og ansvar.