Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

KVINFO til skilsmissefar Reimer Bo: Du behøver ikke råbe så højt

»Selvfølgelig er der ingen tvivl om, at mænd og kvinder, også fraskilte, principielt bør behandles lige.«

Reimer Bo forsøger i en klumme i Berlingske 19. november at råbe KVINFO op. Det gør han, fordi han som skilsmissefar føler sig sat ud på et sidespor i kontakten med de offentlige myndigheder, selv om han og moderen har fælles forældremyndighed og er enige om, at det er ham, som skal tage sig af det.

Han behøver nu ikke råbe så højt. For selvfølgelig er der ingen tvivl om, at mænd og kvinder, også fraskilte, principielt bør behandles lige. Og han har givet også ret i, at myndighederne i alt for høj grad automatisk blot har kommunikeret med moderen, hvad enten forældrene stadig er gift eller ej.

Det er der andre end Reimer Bo, der har fået øje på. Institut for Menneskerettigheder lavede faktisk en undersøgelse af det sidste år med titlen »Hvem får posten?« Og det fik regeringen til at tage med i sin ligestillingshandlingsplan for 2016, at der skal udarbejdes en vejledning til kommunerne om digital kommunikation til forældre.

Det arbejde er altså i gang, og det er godt.

Barnets tarv må gå forud for alt andet

Men én ting er kommunikationen fra myndighederne. Reimer Bo peger især på myndighedernes behandling af forældrenes kontakter til dem – konkret hans datters indskrivning i et nyt fritidshjem, som han ikke kunne få lov at foretage.

Her er det sådan, at myndigheden til at foretage den slags ændringer normalt følger den forælder, som barnet bor hos (og altså ikke forælderens køn, selv om det i praksis ofte er moderen). Skal det ændres, bliver tingene lidt mere komplicerede.

Helt generelt farer vi i KVINFO med meget stor lempe i de spørgsmål, der omhandler forældremyndighed og rettigheder for skilsmisseforældre af to grunde:

Den første er, at barnets tarv må gå forud for alt andet i skilsmissesager. Og det er ikke et område, KVINFO har nogen synderlig ekspertise i. Vi har med andre ord været forsigtige med at komme med anbefalinger, hvor vi ikke har nok indsigt i konsekvenserne for barnet.

Den anden grund er, at man i skilsmissesager er nødt til at have et system, som også virker i tilfælde af konflikter mellem forældrene. Selv i så banal en sag som at flytte fritidshjem, kan der gå rigtig meget mudder i hverdagen, hvis der bliver foretaget ting, som den forælder, barnet bor hos, ikke er enig.

Man kunne godt forestille sig, at der kunne laves et system, hvor bopælsforælderen indvilliger i, at den anden forælder kan ordne denne slags sager, men det vigtigste er, at vi ikke i samme ombæring kommer til at skabe redskaber, der kan bruges i en konfliktsituation, og som vil gå ud over barnet. Det skal med andre ord analyseres grundigt, og ikke kun med ligestillingsbriller.