Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kvindeundertrykkelse i islams navn

Jacob Mchangama: Ayaan Hirsi Alis mener, at muslimer bør forlade islam, hvis de vil være demokrater. Men hun er ikke den eneste kvinde, der har udvist overmenneskeligt mod ved at bekæmpe islams religiøse undertrykkelse. Jacob Mchangama har mødt Mukhtar Mai, Marina Nemat og Lubna Hussein, der alle tre har været grufulde ting igennem, men de deler ikke Hirsi Alis holdning.

Lubna Hussein Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I den forgangne uge formåede Ayaan Hirsi Ali at sætte yderligere skub i debatten om islams forenelighed med demokrati og vestlige værdier. Hirsi Alis udmelding om, at muslimer bør forlade islam, provokerede selv folk, der støtter Hirsi Alis resolutte kamp mod islam(ismen)s indflydelse i Vesten. Naser Khader kaldte eksempelvis Hirsi Alis vision for »mission impossible«.

Hirsi Ali har med god grund opnået ikon-mæssig status i debatten om islam. Men Hirsi Ali er ikke den eneste kvinde, der har udvist overmenneskeligt mod ved at bekæmpe islams religiøse undertrykkelse.

På den storslåede menneskerettighedskonference Oslo Freedom Forum deltager blandt en perlerække af verdens førende menneskerettighedsaktivister og dissidenter, en række kvinder, der har udmærket sig ved at kæmpe for kvinders rettigheder i muslimsk dominerede lande.

Heriblandt Lubna Hussein, der blev berømt, efter at hun blev anholdt og risikerede piskeslag for at bære bukser i Sudans hovedstad Khartoum og nægtede at rette ind. Pakistanske Mukhtar Mai, der af sit lokale stammeråd blev dømt til massevoldtægt, men besluttede sig til at retsforfølge gerningsmændene frem for at begå selvmord, og Marina Nemat, der i flere år sad indespærret og blev tortureret i Irans berygtede Evin-fængsel. Nemat slap først ud, da hun efter pres konverterede til islam og giftede sig med en af sine (nu afdøde) fangevogtere. Hun bor nu i eksil i Canada.

Jeg har sat disse tre kvinder stævne i et hotelværelse på Oslos fashionable Grand Hotel.

Alle tre kvinder har det til fælles, at de er blevet undertrykt i lande, hvor islam spiller en væsentlig rolle i politik og lovgivning, samt at de har haft modet til at sige fra. Jeg er derfor interesseret i at få at vide, hvorvidt de anser islam for forenelig med kvinders grundlæggende rettigheder.

Lubna Hussein, der er troende muslim, retter ikke pilen mod islam. Ifølge hende er piskestraf for at bære bukser ikke en del af islam. »Der er mange fejlfortolkninger uden basis i islamisk ret. I Sudan er det desværre sådan, at vold mod kvinder udøves af politiet i islams navn. Vi gentager de samme erfaringer, som Europa gennemlevede i middelalderen, hvor religion bliver brugt som et middel til at undertrykke folk,« siger hun.

Hussein understreger sin pointe ved at fremvise et billede fra 1920 af en sudanesisk kvinde med løst hår, bare arme og en slags buksedragt, der går til lige over knæet og som Ifølge Hussein tidligere var en traditionel klædedragt for muslimske kvinder i Sudan. I dag ville den være forbudt.

Jeg påpeger, at det ikke bare er i Sudan, at islam bruges til at undertrykke kvinder. Vi ser det også i bl.a. Saudi Arabien, Malaysia, Iran. Peger det ikke på, at der er et grundlæggende problem med islam og at løsningen er en adskillelse af stat og religion?

»Det er klart, at denne "kolde krig" må ophøre på et tidspunkt. Det er muligt, at løsningen består i sekularisering, som var svaret i Europa,« svarer Lubna Hussein. Jeg konfronterer hende med Hirsi Alis udmelding om behovet for helt at bryde med islam, som Lubna Hussein dog erklærer sig uenig i.

»Islam er som enhver anden religion et personligt forhold mellem et individ og Gud. Politiet skal ikke være en del af det forhold. Regeringens opgave er at bygge skoler og sørge for sikkerhed, ikke at sikre borgerne adgang til himlen.«

Heller ikke Mukhtar Mais modige kamp for kvinders rettigheder indebærer et opgør med islam. Adspurgt om den gruppevoldtægt, hun blev udsat for, fortæller Mukhtar Mai, at det var hendes lokale imam, der gav hende modet til at anmelde gruppevoldtægten.

»Jeg er ikke jurist eller imam, men islam ville aldrig tillade den slags overgreb som stammerådet udsatte mig for,« siger hun.

Da Marina Nemat boede i Iran tilhørte hun en lille kristen minoritet og har om nogen mærket præstestyrets intolerance på egen krop. Nemat fortæller blandt andet om systematiske voldtægter i Evin-fængslet. »Folk nægtede at tro på det, fordi det var et islamisk fængsel, og voldtægt er ikke tilladt i islam. Men en sharia-dommer kan erklære en indsat for en fangevogters hustru - i helt ned til to timer ad gangen - hvormed voldtægten bliver lovlig,« forklarer hun.

Undertrykkelsen i Iran er dog ikke begrænset til fængslet. »Hvis en kvinde eksempelvis ønsker en skilsmisse på grund af en voldelig ægtemand og går til en sharia-dommer, vil han sige: Gå hjem og vær en god hustru, så din mand ikke behøver at banke dig,« forklarer hun.

Nemat fortæller også, at hun efter at være blevet løsladt og efter sin mands død konverterede tilbage fra islam til kristendommen og giftede sig med en kristen mand og dermed risikerede dødsstraf. Først da hun flyttede til Canada kunne hun frit og åbent leve i et kristent ægteskab. Derfor spørger jeg hende, om hun ligesom Lubna Hussein og Mukhtar Mai mener, at islam bliver misbrugt eller om ikke der er et problem med islam i sig selv. Trods den religiøse undertrykkelse, Nemat har været udsat for, afviser hun, at fundamentalisme og undertrykkelse har noget med islam at gøre.

»Derimod er der tale om en ideologi. Folk, der ønskede magt, besluttede at bruge islam, fordi man med religion kan nå ud til folk.« Ifølge Nemat »er der forskel på den ægte islam, og hvordan religionen bliver brugt i disse tider«.

Da jeg konfronterer Nemat med, at der findes flere passager i Koranen, der legitimerer undertrykkelse og vold, erklærer Nemat sig uenig i denne udlægning, men hun er dog enig i, at løsningen på problemet med religiøs undertrykkelse er en adskillelse af moské og stat.

Selvom Lubna Hussein, Mukhtar Mai og Marina Nemat deler Hirsi Alis ønske om at adskille stat og moske og at gøre islam til et personligt forhold mellem muslim og Allah, er der åbenlyse forskelle på deres tilgang til islam og tiltro til mulighederne for forandring.

Men spørgsmålet er, om det gør så meget. Man kan muligvis drage en parallel til oplysningstidens Europa, hvor den radikale del af oplysningen så et opgør med kristendommen som afgørende, mens mere moderate dele af oplysningen insisterede på, at kristendommen kunne fortolkes i konformitet med de nye tanker om sekularisering, demokrati og menneskerettigheder. Begge fløje bidrog til, at Vesten i dag er fri for tidligere tiders religiøse tyranni. Forhåbentlig vil det samme kunne ske i den "muslimske verden".