Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kvinderne i dansk pop er ikke i krise – men det er de mandlige gatekeepere

Sanne Salomonsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

I Berlingskes musikredaktør Michael Charles Gaunts kommentar 10. oktober »Hvor er kvinderne i dansk pop?« bliver der fremført en række årsager til et væsentligt problem: Nemlig hvorfor popgenren for tiden er så totaldomineret af mænd.

Den trykte avisudgave var sigende for rigtigheden i Gaunts observation, for lige ved siden af indlægget kunne læses to anmeldelser af nye udgivelser med mandlige solister. Men desværre er de årsager, Gaunt anfører som årsag til ubalancen, præget af en manglende forståelse for og anerkendelse af kvinders stilling i dansk pop i dag.

I indlægget antydes det, at fraværet af kvindelig dominans skulle være kvindernes egen skyld, eftersom de ikke lever op til deres mandlige kollegers udfarenhed. Men kvindelige popmusikere har det rent faktisk fint, idet mange af dem laver vedkommende og nyskabende pop af høj kvalitet.

Så måske det snarere er gatekeeperne – det vil sige de mange mænd på musikbranchens mest magtfulde poster – der er i krise ved at være ude af trit med virkeligheden.

Mandsdomineret jazz

Undervejs overser Gaunt to væsentlige årsager til, at mænd dominerer musiklivet på bekostning af kvinder: For det første bliver drenge og unge mænd i højere grad opmuntret af deres musiklærere, forældre og øvrige omgivelser til at udøve musik. Ellers ville 88 procent af Koda-midlerne (i 2015-tal) ikke gå til mænd alene, og ellers ville f.eks. jazzgenren ikke være så mandsdomineret, sådan som en artikel fra Videnskab.dk i juli i år argumenterer for det.

For det andet er musikbranchen i forvejen udpræget mandsdomineret både blandt de skabende og udøvende musikere, blandt musikformidlerne og altså også blandt de førende gatekeepere, hvilket en række undersøgelser de seneste år har dokumenteret.

Derfor reproducerer Gaunt en forestilling om, at de mandlige musikere repræsenterer en tryg, genkendelig norm, mens de kvindelige musikere omvendt repræsenterer en afvigelse fra denne norm, som er mere udfordrende at afkode.

Denne forestilling gør det generelt sværere for kvindelige musikere at trænge igennem til en større offentlighed, ligesom den gør det mere sårbart overhovedet at være kvinde i musiklivet: For kvinder er oppe imod den tankegang, at alene lyden af en mandestemme i en popsang er mere troværdig, mere efterstræbelsesværdig og mere tryghedsskabende end lyden af en kvindestemme.

Så hvordan skulle kvinderne dog komme mere til orde, så længe Gaunt og hans kolleger helt mangler fantasi og vilje til at forestille sig det? Igen: Problemet er ikke de kvindelige popmusikere, men derimod de mænd, som forventer det forkerte af dem.

Gaunts observationer er et eksempel på, hvordan mænd kan forveksle et maskulint blik på verden med et universelt blik. Det gælder ikke mindst antagelsen om, at mandlige popmusikere »tør mere« end kvindelige.

Her sætter han en decideret sexistisk præmis op om, at mænd skulle være mere modige, dristige og risikovillige, mens kvinder til gengæld skulle være mere forsigtige, bange og tryghedssøgende.

Fokus på kvindernes krop

Men selv hvis der virkelig skulle være noget om snakken, ville det næppe være kønnede egenskaber, men snarere eksistensen af nogle gældende heteronormative kønsrollemønstre, som opmuntrer drenge til at være vilde og udfarende og piger til at være pæne og tilbageholdende.

Så hvorfor er det ikke disse mønstre, Michael Charles Gaunt i stedet kritiserer?

Helt galt går det, når Gaunt lufter sin antagelse om, at mandlige popmusikere når længere, fordi de spiller på seksuelle undertoner i forhold til deres kvindelige publikum. For hvorfor skulle kvindelige popmusikere dog gøre det samme over for et mandligt publikum?

De har jo kunnet se, hvad deres ældre, kvindelige kolleger fik ud af at lade sig seksualisere: Et vedvarende fokus på deres kropslige fremtoning på bekostning af respekten for deres kunstneriske integritet.

Med andre ord betalte de dyrt for at være sexede. Bare tænk på de seneste års latterliggørelse og marginalisering af en stor, men ældre stjerne som Sanne Salomonsen.

Gaunt skriver ligefrem: »Jeg siger ikke, at kvinder skal vise mere hud«. Men jo, det er faktisk lige præcis, hvad han siger: At kvinder skal vise meget mere hud, hvis de fremover vil gøre sig forhåbninger om at blive taget mere alvorligt af de mandlige gatekeepere.

Udsagnet er et grelt og forstemmende eksempel på, at mænd med magt, men til gengæld uden perspektiv, selv i 2017 tillader sig at fortælle kvinder, at hvis blot de anerkender præmissen om at seksualisere sig til opmærksomhed, skal det skam nok gå alt sammen – selv om deres definitionsret dermed er stækket, og deres egen magt tæt på ikke-eksisterende.

Michael Charles Gaunt har ret i, at der er få for kvinder i toppen af poppen, og at det er et problem. Men næste gang han spørger sig selv om hvorfor, bør han måske give ordet til en kvinde. Og tage ved lære af, hvad hun måtte have at sige.michael cha