Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kvinder i kamp dør også

Karen Schultz: Karen Schultz blev soldat i 1979 og kæmpede for, at kvinder blev en del af kamptropperne på lige fod med mænd - en kamp der står i et særligt lys, efter konstabel Sophia Bruun tirsdag mistede livet i Afghanistan. Hun spørger nu: Var det det værd?

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg vidste det godt allerede aftenen før, og jeg nævnte det for min gode ven, der kom forbi til en kop kaffe og trolige tanker i tusmørket. »Der er en soldat død i Afghanistan,« sagde jeg nærmest til mig selv, fordi tristheden var mærkbar, som den er det hver gang. Min ven skulle lige kende mit stemningsleje. Dagen efter var jeg mere i vigør og koblede op på et cafeteria langs motorvejen, for man er vel online og på farten og så vældig moderne. »De kaldte hende Bellis,« stod der på netavisen på min computerskærm, og på billedet smilede hun kønt til alle os, der kan se frem til en sommer og glæden ved netop den blomst.

Jeg græd. I det offentlige rum. Man kan godt græde på et cafeteria lige over middag. Eller rettere - jeg kunne ikke lade være. Og mens jeg nu sidder - timer efter - og skriver, løber det over igen. Der er mange følelser i dette og mange tanker og måder at forstå det på. Jeg græder, og det er mere end den efterhånden velkendte tristhed over, at vi mister unge, duelige mænd i et land langt borte, hvor vi netop ved tabene kan mærke den tvivl, der også hører til den troende idealist. Det er i sig selv grund nok til at græde, synes jeg. Tro og tvivl på én gang er tungt og hører til livet. Men oveni er det skelsættende, at vi for første gang har mistet en kvinde i kamp. Og skønt et liv er et liv, og kvindeliv må være lig mandeliv i dette regnestykke, græder jeg over, at vi nu også oplever dét skel.

»Var det det værd?« spurgte jeg ud i cafeteriets almindelige onsdag og grundede over, hvad Sophia Bruun selv ville have svaret. Hun ville sikkert have svaret ja. For hun var en dygtig drengepige, der ville være med, hvor drenge gør det nødvendige. Sådan som vi netop har set det i filmen Armadillo, hvor krig - som politik med andre midler - reelt folder sig ud, når Afghanistans ørkesløse klima danner rammen for det, der altid ender ultimativt: Det er fjenden eller os. Dér ønskede hun at være.

Jeg har selv været en ung drengepige og valgte i 1979 at blive soldat med ideen om, at jeg sammen med drengene kunne gøre en forskel for Danmark. For mig blev forskellen aldrig, at jeg rejste ud og tog min tørn. Tiden var ikke til den slags opgaver, da jeg var så ung som Sophia Bruun. Det hed Forsvaret og gjaldt Danmarks territorium. Og da opgaven ude i verden endelig kom, var min militære grad i mellemtiden blevet så høj, at jeg var funktionstømt blandt muslimske mænd, der ikke vil forhandle med en kvinde. Så jeg har måttet nøjes med at være rejsende i besøg og i civile ærinder - og det tæller ikke i det store regnskab blandt drengene.

Det gør til gengæld Sophia Bruuns kamp. Mens hun har betalt med sit liv, har jeg bare kæmpet kampen for, at kvinder skulle få lov til at høre til kamptropperne. Jeg har i mange år af mit liv set det som min væsentligste opgave at sørge for, at Danmark - som det oplyste og demokratiske land, vi bryster os af at være - fik afsluttet de uværdige dispensationer, der efterlod kvindelige soldater i forsynings- og telegraftropperne. Jeg var selv på dispensation i en uendelighed, fordi jeg begyndte i kamptropperne - og blev der. Jeg har været heldig at være chef for nogle få kamptropkvinder og har været særlig glad, når jeg kunne anerkende den indsats, der trods alt ligger i at skulle begå sig blandt muskuløse drenge. Og jeg har mærket stoltheden halvt i hemmelighed og typisk først på afskedsdagen, for ingen kvinde har nogensinde klaret sig godt i det militære system, hvis hun troede, hun var på særregler.

Det var væsentligt, syntes jeg, at kvinder måtte være også der, hvor det er farligst, og hvor det altid koster liv. Hvis vi vil have rettigheder, må vi også tage omkostningerne, lød mit argument.

Og i tirsdags betalte Sophia Bruun med sit liv. Jeg føler mig skyldig og sært nok ikke angrende, skønt jeg græder for hende. Jeg føler mig skyldig for den omstændighed, at hun fik muligheden, og sært nok også glad for, at hun fik den. Og jeg føler mig skyldig for den samfundsudvikling, der giver kvinder lov til at dø i kamp, og sært nok også stolt over, at sådan blev det. For det var og er nødvendigt, at de få drengepiger, der har så meget testosteron i kroppen, at det giver mening at være med drengene, skal have muligheden. Vi bryster os som danske af, at mennesker skal have lige muligheder. Den gode mulighed for det ene menneske er sjældent lig med den gode mulighed for det andet menneske, har jeg erfaret. For mig har det altid været afgørende, at det enkelte menneske får netop den mulighed, der giver mening og får lige præcis dét menneske til at folde sig ud. Derfor fik vi langt om længe værneret til kvinder, når nu ikke Grundloven kunne skrives om, så vi kunne få værenepligt.

Men var det det værd? spurgte jeg. Ja, livet koster livet. Kvinder i kamp dør også. Ligestillingen er fuldgyldig nu, har den ikke været det før. Jeg sørger ved synet af Sophia Bruuns smil, der ikke længere er den korteste afstand til hendes familie og drengene, som hun hørte til.

Jeg føler med familien og vennerne, der må undvære hende og alligevel vide, at lige netop hendes død blev en skelsættende begivenhed i et vestligt demokrati, hvor kvinder i kamp også dør.

Æret være Sophia Bruuns minde.