Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kvinder er nøglen til varig fred

Hillary Rodham Clinton og Jonas Gahr Støre: I land efter land har vi set, at kvinder hjælper med at få fredsaftaler på plads. Berlingske Tidende følger konferencen »Role of Women in Global Security«, som finder sted i København med blandt andre NATOs generalsekretær Anders Fogh Rasmussen og USAs udenrigsminister Hillary Clinton som deltagere.

Kvinder er også soldater i vore dage. Kvinder er så vigtig en del af alle samfund, at der heller ikke kan skabes varige fredsløsninger uden kvinder ved forhandlingsbordene. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

En af de mest frustrerende sider af global sikkerhed er de tilbagevendende konflikter. Gamle krige dør sjældent helt. Oftere indtræder der våbenhvile på grund af udmattelse, men selvom en skrøbelig våbenhvile stopper fjendtlighederne, så løser den ikke de underliggende problemer, der i første omgang førte til krigene. Og så begynder de forfra.

Af de 39 konflikter, der er brudt ud i de seneste ti år, er kun otte helt nye. 31 er gentagelser af konflikter, som aldrig er blevet helt løst.

Det er ikke tilfældigt, at de fleste af disse konflikter opstår i samfund, hvor kvinder næsten ingen magt har, og hvor de er udelukket fra hele processen med at forhandle og gennemføre fred.

Fredsaftaler falder typisk fra hinanden, når de undlader at løse de problemer, der forårsagede konflikten i første omgang, herunder etniske spændinger, ulighed, og uretfærdighed. Men det er kvinderne, der står over for disse problemer i dagligdagen, og derfor er det kvinderne, der bedst kan bringe disse spørgsmål på bane ved forhandlingsbordet og sikre, at der kommer praktiske løsninger på dem

I denne uge er det ti år siden, at FN tog et historisk skridt i denne retning ved at erkende, at kvinder ikke blot er ofre for krig, men også uundværlige fredsskabere. Alligevel har det haltet med at gøre kvinder til en del af fredsprocessen. Derfor må vi på årsdagen for den enstemmige vedtagelse af FNs Sikkerhedsråds resolution 1325 fordoble vores indsats for at sikre, at kvinder i det mindste sidder med ved forhandlingsbordet - og i meningsfulde roller.

Det er ubestrideligt, at kvinder og børn lider uforholdsmæssigt under krige ikke mindst på grund af voldtægter. Vi må gøre mere for at beskytte dem. Men blot at gøre dem til passive ofre fastholder dem i en tilstand af magtesløshed. Men når »ofrene« organiserer sig, så kan de måske skabe forandring, ligesom det skete i Sierra Leone, Rwanda og Liberia.

Kvinder kan være effektive fredsstiftere, fordi de har en bred opfattelse af, hvad sikkerhed er. For dem er det mere end fravær af krig. Det betyder, at deres sønner og døtre kan gå i skole sikkert. Det betyder, at de kan få lægehjælp, når de føder, og at de kan få deres børn vaccineret. Det betyder, at hjemvendte flygtninge kan finde jord, vand og arbejde. Ved på denne måde at udvide vores definition af sikkerhed, kan vi hjælpe med til at forhindre, at uløste stridsspørgsmål bryder ud igen og eskalerer.

Selvfølgelig kan kvinder ikke garantere, at fredsforhandlinger vil lykkes. Men den nyere historie viser, at aftaler, der udelukker kvinder og ignorerer deres bekymringer, normalt mislykkes.

I Nordirland var kvinder udelukket fra den politiske proces i løbet af tre årtiers konflikt og flere forsøg på at opnå fred brød hutigt sammen. Men så dannede kvinder fra begge sider af konflikten et politisk parti, The Northern Ireland Womens Coalition, og fik to pladser ved forhandlingsbordet.

De insisterede på, at forhandlingerne måtte omfatte omsorg for ofrene, integreret uddannelse for begge parter, et forum for det civile samfund, medindflydelse for kvinder, ligestilling og menneskerettigheder. Deres engagement i fredsprocessen ydede et afgørende bidrag til underskrivelsen af Good Friday aftalerne i 1998. Og den fred holder endnu.

I land efter land har vi set, at kvinder hjælper med at få fredsaftaler på plads. Der, hvor kvinderne er udelukket, ligger aftalerne ofte alt for langt fra dagligdagens realiteter, og det er mindre sandsynligt, at de lykkes og får folkelig opbakning. Alligevel tog næsten ingen kvinder del i de seneste fredsforhandlinger i Indonesien, Nepal, Somalia, Cote dIvoire, og Den Centralafrikanske Republik.

Og alligevel hører vi spørgsmålet: Hvorfor skal kvinder være en del af fredsforhandlingerne, hvis de hverken er soldater eller embedsmænd?

Men kvinder er i stigende grad part i konflikten. Oftere og oftere bliver de rekrutteret til regulære væbnede styrker og terrorgrupper. I Sudan spillede kvinder og piger for eksempel en aktiv rolle på frontlinien i de to nord-syd borgerkrige - som både soldater og fredsaktivister.

Men de er stort set fraværende fra de formelle fredsforhandlinger.

Uanset om de er soldater eller overlevende, fredsskabere eller tilskuere, så bør kvinderne spille en rolle i overgangen fra krig til fred. Og vi må opfordre mænd og kvinder til at ændre de forhold, der har skabt volden i første omgang. I de kommende uger og måneder vil vores regeringer presse på for en meningsfuld gennemførelsen af resolution 1325. Som blot en del af denne indsats, er vores regeringer blandt dem, der deltager i en vigtig international konference i København i denne uge, hvor fokus vil være på kvinders rolle i en bred vifte af globale sikkerhedsspørgsmål.

Hvis vi ønsker at gøre fremskridt hen imod bilæggelse af verdens mest komplicerede konflikter, så lad os inddrage kvinderne.