Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kvindeprogrammer skal gennemtænkes

Der bør stilles krav om mere velgennemtænkte og juridisk holdbare løsningsforslag ved fremtidige kvindeprogrammer, der skal sikre kvindelige forskere stillinger. Mon ikke vi i lyset af den voksende tvivl om kvindeprogrammernes legitimitet vil opleve en sådan moderation, når forskningsministerens »Task-force for flere kvinder i forskning« fremlægger sine forslag i dag i København?

I en nylig artikel i Ugeskrift for Retsvæsen, af dr. phil. og fhv. advokat (H) Jens Ravnkilde og undertegnede, påviser vi, at de syv centrale kvindeprogrammer (der skal sikre kvindelige forskere stillinger) fra de seneste 20 år, alle er udtryk for omgåelse af EU-fællesskabsretten og den danske ligebehandlingslov. I denne kommentar vil fokus især være på det seneste initiativ på området i form af regeringens og Det Frie Forskningsråds såkaldte YDUN-program. For alle kvindeprogrammernes vedkommende er det lykkedes helt at udelukke mandlige ansøgere fra at opnå stillinger eller støttemidler. For at sørge for at kun kvinder bliver begunstiget, er der hovedsagelig benyttet to virkemidler, der kan benævnes hhv. den lukkede og den åbne metode.

Den lukkede metode omgår EU-retten ved, at mænd ganske vist kan søge, men bag ansættelsesudvalgenes lukkede døre sørges der for, at en eventuelt bedre kvalificeret mandlig ansøger fravælges til fordel for en kvinde. På Københavns Universitet og Århus Universitet er dette foregået ved, at fakulteter og institutter er blevet tildelt millionbeløb, hvis de vel at mærke ansætter kvindelige lektorer og professorer.

Her er et eksempel på den lukkede ordnings konsekvenser: »Jeg er lektor på en afdeling på Københavns Universitet. Instituttet slår så et professorat op lige netop inden for mit felt. Jeg er gruppens ledende forsker med ubestrideligt flest publikationer, studerende, samarbejdsaftaler og bevillinger. Jeg kontakter derfor ledelsen lidt undrende over, at jeg ikke havde hørt noget om hvad det opslag handlede om, og yderst trykkede fortalte de, at stillingen var øremærket en kvinde, så instituttet kunne få udløst en »professorbonus« fra dekanatet.«

VED DEN LUKKEDE metode påvirker man ansøgningssituationen ved kun at tildele penge, hvis kvinden ansættes. Ved den åbne metode påvirker man derimod ansøgerskaren ved at meddele, at støtten er tiltænkt et bestemt køn, hvorfor mænd opgiver at søge. Målet er i begge tilfælde at slippe uden om retsprincippet om, at de bedste skal vælges uanset køn. Den åbne metode er i modstrid med EU-forbuddet mod øremærkning samt Ligebehandlingsloven §-6, der lyder: »Det må ikke ved annoncering angives, at der til ansættelse eller erhvervsuddannelse m.v. søges eller foretrækkes personer af et bestemt køn.«

Københavns Universitet benytter sig af en hybridform, idet man udover millionbelønningerne også i selve opslagene markerer, at man gerne ser kvinder ansat. F.eks. hedder det i opslagene til fem ekstraordinære professorater til kvinder på teologi i 2013, at: »stillingen er en del af programmet »Kvinder i forskning og ledelse på Københavns Universitet«, hvorefter der henvises til bl.a. den økonomiske belønningsplan til ansættelse af kvindelige professorer.

Et rent eksempel på den åbne metode er det seneste kvindeprogram, det såkaldte Ydun-program, der blev vedtaget af Folketinget i november 2013. YDUN forsøger på talrige måder at eksludere mænd fra at søge denne særpulje på 110 mio. kr. ved at gøre det klart, at der her er tale om et rent kvindeprogram. I dispensationsansøgningen fra Det Frie Forskningsråd (DFF) til Forskningsministeriet stod der godt nok, at dispensationen »skal sikre mulighed for en eventuel prioritering af kvindelige ansøgere over mandlige i tilfælde af lige kvalifikationer.« Ikke desto mindre angav allerede titlen den kvindelige eksklusivitet, idet Ydun er et akronym for Younger Women Devoted to a University Career.

Det blev da også fremhævet direkte, at programmet skulle sørge for bevillinger til »en række af de dygtigste, yngre kvindelige forskere«. Også overfor pressen lagde lederne af DFF op til, at der var tale om et egentligt kvindeprogram. Formanden og næstformanden for DFF skrev f.eks. i Jyllands-Posten, at: »Ydun-programmet giver alene kvinder mulighed for at søge en bevilling, som i en periode vil gøre det muligt for dem at etablere sig som ledere af forskningsprojekter... Ydun giver et antal kvinder et midlertidigt skub i en kort, men vigtig del af karrieren.«

ENDELIG ANFØRTE DFF allerede i overskriften på deres ministerielle hjemmeside, at »som følge af den politiske aftale om fordeling af forskningsreserven i 2014 opslås Ydun-programmet målrettet kvindelige forskere«. I praksis medførte denne annoncering, at 527 kvinder og 27 mænd søgte, og at hele puljen gik til 17 kvinder og ingen mænd. Ligesom i de andre seks programmer svarer resultatet til, at programmet var øremærket til kvinder.

Når vi kigger på listen over de kvinder, der modtog en YDUN-bevilling, springer navne som f.eks. Veel, de Bruijne, Hose, Zhang, Assuncao og Xella, i øjnene. YDUN-midlerne er faktisk for over halvdelens vedkommende blevet uddelt til udenlandske forskere. I betragtning af at en af hovedbegrundelserne for YDUN var, at der var for få danske kvindelige topforskere i forhold til udlandet, forekommer det bemærkelsesværdigt. Hertil kommer, at kvindeprogrammerne begrundes med at skulle afbøde et frafald fra universitetet af kvindeligt talent, den såkaldte »leaking pipeline«, men i realiteten sigter disse programmer ikke på at holde på de løst ansatte kvindelige forskere, men på at promovere de allerede ansatte kvindelige lektorer til professorer og til forskergruppeledere uden åben konkurrence.

I YDUNS tilfælde gives der midler til kvinder, der allerede i forvejen har vist, at de uden støtte er i stand til at opnå bevillinger. På BRIC (Biotech Research and Innovation Centre) fik to kvinder en YDUN-bevilling. Den ene havde allerede en stor European Research Council-bevilling, og hun har tidligere været finansieret af Lundbeck-fonden. Den anden har et Hallas-Møller-stipendium og mange andre bevillinger. Det vil sige, at YDUN ikke giver anledning til, at flere kvinder vælger forskningsvejen, men for nogles vedkommende blot støtter dem, der allerede har mange ressourcer i forvejen.

Alt i alt bør der stilles krav om mere velgennemtænkte og juridisk holdbare løsningsforslag ved fremtidige kvindeprogrammer. Mon ikke vi i lyset af den voksende tvivl om kvindeprogrammernes legitimitet vil opleve en sådan moderation, når forskningsministerens »Task-force for flere kvinder i forskning« fremlægger sine forslag i dag i København?