Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kvindelige biskopper, homovielser og flere prædikener om Gud: I dag er det 25 år siden, at Kathrine Lilleør blev præst - og meget har ændret sig

For mig blev begyndelsen af 00erne et vendepunkt. Det kom fra uventet kant.

sdsd
Kathrine Lilleør har i dag været præst i 25 år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

25 års jubilæum som præst fejrer jeg i dag 1. søndag i advent. Børn, jeg døbte i 1993, får nu selv døbt børn, de fleste enker og enkemænd, jeg trøstede, er nu selv døde, og konfirmanderne er blevet meget voksne, en af dem har selv været præst i nogle år.

Hvad har forandret sig i folkekirken de seneste 25 år bortset fra kvindelige biskopper, digitaliserede kirkebøger, homovielser, sognemedhjælpere, spaghettigudstjenester, sorggrupper, babysalmesang, musikgudstjenester?

Vi har fået flere prædikener, der handler om Gud.

I begyndelsen af 90erne var det stadig Johannes Møllehaves tid. Møllehave personificerer 80ernes og 90ernes ubehag ved for meget Gud fra prædikestolen. Som havde man i årtierne forinden opbrugt kvoten af faste prædiken-vendinger som »for vores synders skyld« og »forsage Djævelen og alt hans væsen«. Man magtede ikke det tunge kirkesprog, præsterne måtte prædike indirekte ved at spejle evangeliet i hverdagshændelser, film og litteratur. Møllehave kunne med sit enestående litterære talent og fortællebegejstring især det sidste. Det forsøgte præster landet over at kopiere. Jeg selv skrev speciale om H.C. Andersens Eventyr og Søren Kierkegaard. Mine første mange prædikener var mere Andersen-eventyr end evangelie-fortælling. Det behøver der ikke at være noget galt med, men det betød, at jeg de første flere præsteår blev stadigt mere klog på Andersen og Kierkegaard, men evangelierne kom jeg ikke dybere ind i.

»Kun de, der kender deres egen tro, kan forstå og respektere andres.«


For mig blev begyndelsen af 00erne et vendepunkt. Det kom fra uventet kant. Jeg havde lært Naser Khader at kende, og vi ringede ofte sammen, når vi kørte hjem fra hver sit foredrag et sted i landet sent på aftenen. Han vidste ikke meget om kristendom, jeg vidste intet om islam. Samtalerne kulminerede i samtalebogen »Tro mod Tro«, der udkom i efteråret 2005, et halvt år før Tegningkrisen.

Ved de efterfølgende foredrag, vi holdt sammen, blev det klart for mig, at H.C. Andersen ikke var nok, når jeg skulle fortælle om kristentro. Dertil kom, at udfordringen med at forstå, hvad muslimske danskere tror på, medførte, at man i stigende grad efterspurgte, hvad det vil sige at være kristen. Det var baggrunden for, at jeg i 2009 udgav »Kvinde, hvorfor græder du«, som beskriver, hvorfor man kan finde på at blive præst og kan have brug for at høre en påskeprædiken. Den blev en af de to mest solgte biografier det år. Ikke på grund af mig. Men på grund af en intens interesse for, hvordan kristendommen kan bære livs- og selvforståelse. Hvad kristendommen kan bringe af trøst og perspektiv lige nu, i mit liv og i alles liv.

Kathrine Lilleør Fold sammen
Læs mere

For mig blev den store lydhørhed for evangeliernes indhold indledningen til en stadigt større forståelse ikke bare af Det Nye Testamente, men også af gudstjenestens store betydning. For ét er Bibelen, men søndagens gudstjeneste er kilden til kristentro. Det har man vidst i 2.000 år. Det første, man gjorde efter Kristi opstandelse, var ikke at skrive evangelierne, men at holde gudstjeneste. Vekselvirkningen mellem salmer, læsninger, prædiken og altergang var, er og bliver kongevejen til Gud.

Kultursammenstødet mellem den muslimske verden og Vesten har de seneste 25 år været foruroligende. Men ligesom korset i Dannebrog kun folder sig ud, når det blæser, efterspørges evangeliets glæde først, når glæden mangler. Kun det hjerte, der gennemblæses af forfærdelse, hører juleenglens »frygt ikke«. Kun de, der kender deres egen tro, kan forstå og respektere andres.

Glædelig advent.