Kvoterne kan fungere officielt fra »Her kan kun kvinder søge« over »Vi her i ledelsen synes, I skal ansætte en kvinde« til »Lad os hellere ansætte en kvinde, så vi ikke får ballade«. Nyansættelser på universiteterne har altid været en speget affære, hvor personstridigheder, ideologi, universitetspolitik, faglige uenigheder og nepotisme har haft en tendens til at overskygge vurderingen af ansøgernes faglige kvalifikationer. Men med kvindekvoter, opslag af stillinger kun for kvinder og bonus til universitetsledere for at ansætte kvinder har man indført en institutionaliseret diskrimination på grundlag af køn, som er et officielt brud med princippet om, at man skal ansætte den bedst kvalificerede ansøger.

Man kan næppe undgå, at kvaliteten af forskning og undervisning falder. Der er jo nok en grund til, at der ikke er kvindekvoter blandt hjertekirurger. Jeg kan heller ikke tro, at det er godt for arbejdsmoralen på en forskningsinstitution, at en stor del af de studerende og ansatte direkte får at vide, at de godt kan glemme alt om ansættelse eller avancement de næste mange år, indtil en kvote af forskere af et bestemt køn er opfyldt.

Drenge og mænd taber, selvfølgelig, det ligger så at sige i kvindekvotens natur. Men bliver det dem fra de pæne hjem, fra de gamle akademikerfamilier, hvor der var klaver, malerier og et stort bibliotek i hjemmet? Hvor far er professor og mor er præst? Eller er det dem fra ikke-akademiske hjem, som har skullet finde ud af det selv, og hvor far og mor ikke kan hjælpe, hverken med penge, forbindelser eller gode råd? Svaret giver sig selv. Drenge fra akademikerhjem kommer til universitetet med penge, forbindelser og kulturel kapital i læssevis, og de skal nok klare sig. Taberne er drengene fra arbejderklassen, fra familier på kontanthjælp eller førtidspension. Det er drenge fra de grupper, der typisk er problemer med, og hvor en stor del forlader uddannelses­systemet tidligt eller uden en eksamen. Med kvindekvoter vil mønsterbryderne blandt dem støde ind i kvotens glasloft, når de søger videre i samfundet og måske endog drømmer om en universitetsansættelse. Det bliver gode tider for pæne piger fra pæne hjem, for alt tyder på, at det bliver dem og ikke deres medsøstre fra arbejderhjem, der vil profitere af kvoterne.

På den måde bliver den paradoksale konsekvens af kvindekvoter en yderligere fastfrysning af de sociale og kulturelle opdelinger af det danske samfund. Der er mange tegn på, at årerne mellem bund og top er ved at forkalke. Man gifter sig med en partner med samme uddannelsesniveau og baggrund som en selv. Børnene forbliver i samme samfundsklasse som deres forældre. Uddannelsessystemet er ikke den dynamo for socialt avancement, som det har været før. Lagdelingen fryser fast, og kvindekvoter vil yderligere styrke og cementere den udvikling.