Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kvindeforagt lanceret som frihed

Elisabeth Rygård: Tea-party bevægelsens budskab, at nul stat er lig med FRIHEDEN, har efter mange år nået Danmark. Jordbunden er gødet med forskelsbehandling og nysprog gennem ti år. Et ord som tabere er i dag helt anerkendt, de arbejdsløse er blevet til nassere, al åndelig virksomhed, der ikke har som mål at tjene penge, udlægges som »blødsøden humanisme«. At sørge for lige muligheder for alle individer, herunder kvinder, udnævnes nu til »femi-tvang« (velkommen til nysprog ).

Elisabeth Rygård, Filminstruktør Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ordet optræder 28. september i et indlæg i Berlingske. Gennem læserbreve, bøger, radio/TV-interviews har en lille gruppe kvinder gennem de sidste år under forskellige ad hoc grupper som »Kvinder for frihed« og i eget navn som Katrine Winkel Holm og Mie Harder bredt sig over forbavsende spalteplads og taletid med det ene formål at angribe ethvert forsøg på at forbedre kvinders sociale og arbejdsmæssige vilkår.

I indlægget den 29. angriber Katrine Winkel Holm, Mie Harder med flere et forslag til den ny regering, et forslag der understreger behovet for mere uddannet personale i børnehaver, at piger skal støttes fra folkeskolen i at kunne vælge andet end »kvindefag«, at kvinders muligheder skal fremmes i kulturlivet. Katrine Winkel Holm og gruppens eneste argument imod disse forslag er, »at man bruger kvindekønnet til at gennemtrumfe yderligere indskrænkninger i den personlige frihed«.

Kære venner, jeres ultra-liberalistiske forestillinger om verdens indretning, at ethvert politisk forsøg på at forbedre kvinders sociale vilkår er et »overgreb«, at alle kvinder burde gå hjemme og kun arbejde »for sjov«, det moralsk rigtige i kun at mele sin egen økonomiske kage, fordi lige muligheder i et samfund er »misundelseskultur« - de synspunkter har da haft glimrende medvind de sidste mange år. Kvinders reelle ligestilling er sunket langt bagud i denne tid, så hvad mener I med »yderligere indskrænkninger«? Hvad vil indskrænke jeres personlige frihed, hvis flere piger valgte naturvidenskabelige fag? Eller der kom flere kvinder i kulturlivet?

Et træk, der hver gang slår mig ved denne gruppe kvinders indlæg, er det fuldstændige fravær af substans, bortset fra ideen om, at kvinder er skabt til at stå under og bag manden, som de forudsætter er til stede som forsørgeren. Det kalder de for »familien« og »den personlige frihed«. Men hertil kommer noget, jeg finder betydeligt farligere, nemlig den voldsomme kvindeforagt, der afslører sig i deres sprogbrug.

»Disse kvinder efterlyser mere tvang.« Det må da være en sag for EU-Kommissionens næstformand, Vivian Reding, der i forvejen er ved at vride armen om på finansielle virksomheder, så deres bestyrelser kan blive fyldt med kvinder. Eller måske kan Københavns Kommune få en af deres 120 kommunikationsmedarbejdere til at udarbejde et kodeks for god amme-skik - sådan lidt i stil med det kodeks for god cykel-skik, som kommunen for nylig har offentliggjort.

Denne hånende tone ligger på linje med de ældgamle patriarkalske forestillinger om kvinder, der tillader sig at overskride »kvindens rette plads«, herunder tidligere tiders forestilling om, at kvinder hører til i den underordnede stab, og at kvinders bryster er uhørt ulækre ved amning uden for hjemmet.

Men hvad driver i grunden denne gruppes ekstremt ophidsede attitude og nedværdigende sprogbrug over for enhver kvinde, der overskrider 50ernes kønsnormer? Jeg kan kun gætte på, at gruppen - udover at udbrede deres lidet tiltalende budskab om »total personlig frihed for de rige og raske« - må være kraftigt drevet af en konform indre lillepige, der føler sig truet af brud på egne underdanige normer og som håber på ros og klap fra store farmand, som hun selvfølgelig skal giftes med, når den tid kommer. Men velkommen til 2011!