Regeringen nedsætter derfor et organ, der skal fungere som klageinstans for alle dem, der har et problem med multinationale selskaber - gæt selv, hvilket prægtigt segment disse klager vil strømme ind fra.

At alle store virksomheder allerede har ’grønne’ regnskaber, klima- og fairtrade-politikker, og hvad der ellers findes af latterlige imagetiltag derude, er ikke nok for den bestemmende klasse. Benhård, statssanktioneret ideologi med fløjlsblød, feminiseret fernis, tages i brug for at mindske de store virksomheders råderum og eksistensmuligheder.

Alle i bestyrelseslokalet skal derfor, fra nu af, have en æggestok, som de skal føle rigtig meget i, inden de træffer beslutninger om virksomhedens fremtid. Og vi ved godt, hvad de skal føle. De skal blandt andet føle, at børnearbejde altid skal bekæmpes, at virksomhederne skal give samme arbejdsforhold udenlands som i værtslandet og sikre en række vidtgående miljøkrav. For almenvellet og løvfrøen. At alternativet til børnearbejde i mange tilfælde vil være ekstrem fattigdom eller børneprostitution, kerer man sig ikke om. At det simpelthen ikke er rentabelt at sikre arbejdsmiljøer i udlandet, som er lige så magelige som dem, vi har herhjemme, ej heller. Og så fremdeles. Men det er heller ikke virkeligheden, det kvindagtige CSR-projekt handler om. Ikke de faktiske mennesker ude i verden. Det handler om to helt andre ting. For det første, at magtklassen får bekræftet sin magt ved at se sin ideologi reflekteret i selv store virksomheders arbejde. Som når indbruds­tyven sætter sin signatur i det røvede hjem. Og dernæst handler det om antikapitalisme, forklædt som etik. Virksomheden, født ond ved den kapitalistiske arvesynd, skal ydmyges ved at bruge tid og ressourcer på irrationelle regler, der åbenlyst ikke er i dens interesse.

Det vil den enkelte, naive CSR-propagandist naturligvis aldrig indrømme. Hun, m/k, vil i stedet fyre en handelsskoleindlært floskelsalve af om det gode og nyttige i at være etisk ansvarlig. Men det er femipladder. Tomme ord, der nærer og varmer den forfængelige. Virksomhederne er allerede etisk ansvarlige ved at skabe arbejdspladser og muligheder for flere mennesker, end det nogensinde er lykkedes nogen regering at gøre. Virksomhederne og den globale kapitalisme er det eneste - læs: det eneste - som historisk har kunnet løfte hele befolkninger ud af fattigdom. Det er deres ’sociale ansvar’. Altimens de sortsnakkende varmluftsproducenter på CSR-fabrikken, hvor man ansætter folk, der - formentlig uden at vide det - har forlæst sig på venstreradikal tænkning, ikke producerer andet end forhindringer. Forhindringer, der gør det sværere for disse virksomheder at gøre det, de gør bedst, i hele klodens interesse. Det kan kaldes meget, men ’socialt ansvarligt’ eller ’etisk forsvarligt’ er det ikke. Verden har brug for vækst og velstand; ikke mænd med bryster i et bestyrelseslokale, hvor retningen på forhånd er bestemt af en feminiseret tidsånd, der lever af at ydmyge de formående.