Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kvalitet er ikke lig med studentertilfredshed

For et halvt års tid siden meldte Søren Pind ud til offentligheden, at han med et nyt bevillingssystem gerne ville tilgodese en styrkelse af uddannelseskvaliteten på de videregående uddannelsesinstitutioner, og at han i den forbindelse eftersøgte bud på, hvordan det kunne lade sig gøre. Det var, som han sagde, ikke så enkelt at finde frem til en formel for, hvordan uddannelseskvalitet måles, endsige defineres. Det var en befriende ærlig og ligefrem udtalelse fra ministeren.

Nu er der så indgået en politisk aftale om et bevillingssystem, og ministeren har fulgt op på sin intention om at gøre »kvalitet« synlig i aftaleteksten. Men spørgsmålet er, hvad det er for en forståelse af kvalitet, som han opererer med, og i hvilken grad, den vil understøtte uddannelserne.

Det hedder på den ene side, at prioriteringen af midler skal tage hensyn til både »tværgående kvalitetsinitiativer, f.eks. faglige tilbagemeldinger eller øget anvendelse af teknologi« og på den anden side, at der skal udvikles en forskningsbaseret ramme, som kan måle kvalitet, og at den skal »baseres på spørgeskemaundersøgelser blandt studerende, nyuddannede og eventuelt undervisere«.

Dette tyder på, at Søren Pinds indledende rundspørge ikke har båret frugt, og han i erkendelse heraf har lagt sig fast på den nemme løsning, nemlig at lade brugerperspektivet – de studerendes oplevelse af studiet – vinde. I hvert fald så længe han ikke har noget mere håndfast at læne sig op ad, hvorfor Uddannelses- og Forskningsministeriet også har hensat ti mio. til forskning heri.

Men definitionen og det eftersøgte måleinstrument kommer aldrig. Ikke kun uddannelsesverdenen ved, at kvalitet er et subjektivt begreb og dertil særdeles påvirkelig over for allehånde eksterne påvirkninger. Vi kan opstille indikatorer på kvalitet – og det er, hvad akkrediteringsinstitutionen gør, når de samler en lang række af dem i fem kriterier – men vi forsimpler billedet betydeligt, når studentertilfredshed bliver den altafgørende indikator. Studentertilfredshed er med andre ord et ganske snævert kvalitetsmål.

Det er indlysende et vigtigt mål, og derfor ofrer institutionerne mange ressourcer på evaluering, men det er et snævert og påvirkeligt mål. Aktuelt er feed back, respons eller, som det hedder i aftalen, faglige tilbagemeldinger i meget høj kurs, men sådan var det ikke for fem år siden, og det skyldes ikke kun, at ressourcerne i dag er færre end dengang. Om et par år kan det være, at efterspørgslen på timer i filosofikum er det nye sort, som alle studerende vil eftersøge. Det vil utvivlsomt glæde Søren Pind, men eksemplet skal blot illustrere, hvor usikkert det er at operere med studentertilfredshed som dominerende indikator på kvalitet.

Samlet set er det derfor bekymrende for uddannelsesinstitutionerne at vide, at udfaldet af en studentertilfredshedsundersøgelse kan have indflydelse på en økonomi, der allerede er ualmindelig hårdt trængt, og hvor selv marginaler har stor indflydelse på mulighederne for vores ageren – ikke mindst i forhold til at højne den samlede kvalitet.