Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kurderne og krisen i Syrien set med udenrigspolitisk realisme

Tyrkiet har under Erdogan i stigende grad fjernet sig fra den kemalistiske tradition og i stedet vendt sig væk fra Vesten. Så selv om det er fristende, ville det være fatalt at smide Tyrkiet ud af NATO, for Tyrkiet vogter et strategisk vigtigt knudepunkt.

A member of the Kurdish Internal Security Force known as Asayesh stands guard during a protest in the northern Syrian town of Hasakeh on October 12, 2019, against the Turkish offensives on Kurdish-held towns. - Turkish forces and their Syrian proxies kept up their assault on Kurdish-held border towns in northeastern Syria on Saturday targeting the Kurdish-led Syrian Democratic Forces (SDF), a key US ally in the five-year battle to crush the Islamic State (IS) group, on the fourth day of an offensive that is drawing growing international condemnation. (Photo by - / AFP) Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP / Ritzau Scanpix

Under den nuværende konflikt i Syrien mellem Tyrkiet og de kurdiske oprørere tænker de fleste kommentatorer ud fra et liberalt udenrigspolitisk paradigme. Beskyt kurderne! Det er dog lige så velmenende, som det er naivt.

Hvordan skal konflikten så læses ud fra et realistisk perspektiv? Her kommer et bud.

Trump lader til at ville gøre alvor af den realistiske udenrigspolitik, som Obama allerede var slået halvhjertet ind på. Det handler om tilbageholdenhed og et opgør med aktivismen: USA skal ikke være verdens liberale politibetjent.

Kurderne var USAs strategiske allierede i nedkæmpningen af Islamisk Stat. Da den kamp var fuldbyrdet, annoncerede Trump for næsten et år siden, at han ville trække amerikanske soldater hjem. Det var i øvrigt et valgløfte.

Kasper Støvring Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix.

USA har ingen interesse i at risikere menneskeliv og milliarder af dollars på at sikre kurdisk autonomi og dermed en konflikt med Tyrkiet eller med andre stater i Mellemøsten for den sags skyld. Der er nemlig ingen magt, der truer med at udvikle sig til en hegemon i den region. Tværtimod afbalancerer magterne hinanden, med USAs støtte på sidelinjen. Det kaldes »offshore balancing« og er en fornuftig strategi oven på alle de fejlslagne interventioner i bl.a. Irak, Afghanistan og Libyen.

Putin spiller spillet godt

Tyrkiet har under Erdogan i stigende grad fjernet sig fra den kemalistiske tradition og i stedet vendt sig væk fra Vesten. Så selv om det er fristende, ville det være fatalt at smide Tyrkiet ud af NATO, for Tyrkiet vogter et strategisk vigtigt knudepunkt.

Skal man tale om en fejl af USA, består den i endnu en gang at fremstå som en upålidelig allieret, der ikke tydeligt formåede at signalere, hvori loyaliteten bestod. Det spil er Putin derimod god til.

I Vesten er det kun os, europæerne, der har en interesse i den aktuelle konflikt, nemlig i at holde islamister og flygtninge ude af Europa. Midlet er effektive grænseværn bevogtet af militære styrker. Men europæerne er liberale, bløde og svage, så de har ikke sikret sig ved at føre realistisk udenrigspolitik. Dermed har vores ledere overladt os til rå børster som Erdogan.

Og tyrkerne? De vil naturligvis ikke finde sig i, at det, de anser som en terrororganisation med løsrivelsesambitioner, opererer på deres grænse. Stater vil altid søge at udvide deres magt for at sikre deres egen overlevelse. Økonomi og snak om menneskerettigheder er sekundært. Det er synd for de brave kurdere. Men vi kommer nok også til at undgælde. Vi har dog kun os selv og vores liberalisme at takke.

Heldigvis tyder noget på, at regeringen vil fratage såkaldte fremmedkrigere med dobbelt statsborgerskab deres danske pas. Det bør kunne udvides til også at gælde krigere med udelukkende dansk pas. Det er dog ikke særlig liberalt.

Kasper Støvring udgav sidste år bogen »Gensyn med fremtiden«, der var et realistisk (ikke-liberalt) bud på, hvordan man bør forstå den nye verdensorden og handle i den.