Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kunstnere til eksamen

Suste Bonnén: Det er eksamenstider for kunstnerne. De skabende kunstnere altså. Dem der skaber de værdier, som en hel hær af kulturarbejdere i kunst- litteratur- og musikhistorien siden kommer til at leve af.

Suste Bonnén, billedkunstner, fotograf og forfatter Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ligesom husejere har deres termin at kæmpe med, er 1. februar en afgørende dato at tænke på for kunsthåndværkere, komponister, billedkunstnere og forfattere, hvis friværdi består i deres fortsatte blotte eksistens.

Bemærk at støtteansøgningerne ikke er noget kunstnerne taler så meget om, selvom det for alle ville være kærkomment med et arbejdslegat, dels tør ikke engang »de unge lovende« kunstnere, som ellers har den åbenlyse fordel, at de er ubeskrevne blade, der endnu ikke har stødt nogle af kunstverdenens magthavere, dels er det ikke fint at søge økonomisk støtte, hvis man får afslag, hvilket de allerfleste af billedkunstnerne, forfatterne og komponisterne får. Afslag.

Til forskel for kunstnerne er den voksende hær af offentligt ansatte kunstformidlere lønnede. De får feriepenge, barselsorlov og har pension, og skal ikke hvert år oversætte deres visioner om ler og toner, himmel og hav, bronze og poesi, til et digitalt formidlersprog med lavtopløselige filer og bilagt et CV, hvor hverken det kunstneriske liv og potientiale, sejre eller nedture alligevel kan opfattes af folk der sjældent selv har haft fingrene ned i materien.

Selvom man i kunstudvalgene siger at man alene støtter, køber og præmierer den kunstneriske kvalitet, så beror dette kvalitetsbegreb jo på et subjektivt skøn. Sådan er det. Tror man altså at det udelukkende er ens talent der bliver vurderet, og at det er den kunstneriske kvalitet der sejrer, når man sender ideer og ansøgninger ind, ja så er man naiv, for sådan fungerer »kunstinstitutionen« ikke.

Det er noget andet det handler om. Og afslagene vil derfor drysse som aprilregn ned over Bogø og Bornholm, Nordjylland og Esbjerg, Kolding og NV-kvarteret og hvor Danmarks seje kunstnere ellers bor.

Kunstformidlerne, som bor i Rungsted, Charlottenlund, Gentofte, Taarbæk og indre by behøver ikke at gå rundt og være nervøse i de kommende måneder, for deres løn bliver automatisk sat ind, selvom de ikke skaber noget selv og derfor også hurtigt går i glemmebogen.

Det er heller ikke alle kunstneres navne der bliver stående. Alligevel vil de fortsætte med hver dag, støt og roligt, at arbejde på at udvikle deres formsprog, som bygger på hinandens arbejder og dermed skabe de værdier, og som det hele handler om. Kunstværkerne. Heldigvis. For hvad skulle gallerier, forlag, auktionshuse, kunstråd og -museer og kulturhuse ellers leve af, hvis kunstnerne ikke leverede varerne?