Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kunst handler om kvalitet – ikke om køn

Foto: Torben Christensen og NIELS AHLMANN OLESEN. Fold sammen
Læs mere

På årets Roskilde Festival fik jeg stukket en flyer i hånden: »Hvor mange kvinder optræder på RF 17?« Svaret er 18 pct. Mænd udgør 64 pct., blandede grupper 18 pct.

Okay, vil de fleste nok sige. Det er for galt. Hvad med ligestillingen? Det er jo det, flyeren forsøger at italesætte. Urimeligheden i at kvinder er underrepræsenteret i musikken og som kunstnere. På trods af at der er langt flere mandlige rockmusikere på højt niveau.

Debatten er ikke ny. Den har kørt længe – og kører stadig. Lige nu er der allerede surhed over, at Northside har offentliggjort et antal navne til næste års festival, hvor man synes, skævvridningen fortsætter. Debatten kører også, når det gælder for få kvindelige chefer og for få kvindelige bestyrelsesmedlemmer. Men lad mig holde mig til kulturen og kunsten. Er problemet reelt her?

Jeg synes det ikke. I går aftes havde Det Kongelige Teater premiere på »Othello« med en kvinde i titelrollen. I foråret var det en kvindelig Hamlet i teatret Mungo Parks opsætning. I »Scener fra et ægteskab«, ligeledes nu på Det Kongelige Teater, har Morten Kirkskov og Sofie Gråbøl byttet om på rollerne, så det er kvinden, der er manden. På mit eget teater, Aveny-T, er det fem kvindelige skuespillere, der først og fremmest fører sig frem i »Skam«. Det sker ikke pga. et pres eller et krav om kunstnerisk ligestilling mellem kønnene, men af kunstnerisk lyst.

Vender vi tilbage til årets Roskilde Festival, så var de absolut største oplevelser dem, hvor der stod kvinder bag. Solange, newzealandske Lorde og den kvindelige forsanger i The XX var klart den absolutte top af de mange oplevelser, festivalen bød på.

For mig handler kunst ikke om køn, men om kvalitet, og her er kvindelige kunstenere mere synlige og bedre end nogensinde. For mig handler kunst ikke om at sortere i, om den er mandlig eller kvindelig, men om det, der leveres fra scenen, og her er kvinder stærkere end nogensinde, mere synlige end på noget andet tidspunkt i historien.

Alligevel har vi debatten. Jeg forstår den godt, men finder den forfejlet. For kunsten og kulturen må være det sidste sted, hvor vi begynder at kvotere. Kunst handler om lysten til at skabe det uventede, det bedste, det mest interessante og ikke ligge under for et pres som kvoter. Ja, kunst er også et spejl af samfundet, og som sådan har vi et ansvar. Det er jeg med på. Men det ansvar ser vi jo, når teatret mere end nogensinde bytter roller mellem mænd og kvinder og har kvinder i stærke roller. Kunsten og teatret gør det, fordi vi har lyst til det, og fordi vi er kommet til et punkt, hvor det virker rigtigt og mere spændende. At kvinder leverer stærkere.

Måske burde det øvrige samfund lære af kunsten her. Måske burde kvinderne sætte sig selv mere i scene. Droppe en overdreven moderrolle og trække i arbejdstøjet og lade mændene tage mere over på hjemmefronten. Nøjagtig som når kvinder tager over og gør »Othello« og »Hamlet« til deres på bekostning af mændene. Bryder vanetænkningen og gør op med konventioner og normer.