Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kun ved at sætte hegn om ytringsfriheden kan vi forsvare den

»Man kan ikke værne om ytringsfriheden ved at åbne landet for dens fjender. Og at tillade voldsopfordringer, medmindre »det kan sandsynliggøres, at der er klar og overhængende fare for, at de omsættes i voldelige handlinger«, er absurd og elastik i metermål. En opfordring til vold er en opfordring til vold, og der vil altid være risiko for, at den bliver fulgt.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fri Debats Niels Ivar Larsen gør sig i Berlingske 19. marts til talsmand for, at Erdogan og hans ministre har ret til indrejse i Danmark for at føre valgkamp. Det følger af den universelle ytringsfrihed, som Larsen mener bør give alle og enhver ret til indrejse, blot de har et budskab, de gerne vil udbrede. Og ikke nok med det: Alle ytringer skal tåles – også voldsopfordringer i det omfang, det ikke kan bevises, at de rent faktisk vil blive fulgt.

Erdogan kan lige så lidt forbydes adgang til Danmark, som Geert Wilders kunne forbydes at deltage i Folkemødet. »Ytringsfriheden bør gælde for enhver. Også for Wilders, også for Erdogan,« saluterer Larsen.

Rent bortset fra den bizarre sammenligning mellem demokraten Wilders og Erdogan, islamisten med de despotiske tilbøjeligheder, så hviler Larsens forsvar for ytringsfriheden på den grundlæggende forkerte antagelse, at ytringsfriheden er universel og den lige så forkerte følgeslutning, at ytringsfriheden kan bruges som murbrækker til at skaffe sig adgang til vores land.

Der er grænser

Ytringsfriheden er ikke en universel rettighed, men en frihedsrettighed, som en retsstat kan sikre de mennesker, der opholder sig inden for landets grænser. Var ytringsfriheden universel, havde Ai Weiwei ingen problemer med at udtrykke sig i Kina, og Snowdon ville ikke leve i eksil i Rusland.

Ytringsfriheden er herhjemme sikret med Grundlovens forbud mod censur, men det gør ikke alle ytringer lovlige. For kun ved at sætte hegn om ytringsfriheden kan vi forsvare den: Indadtil ved at forbyde voldsopfordringer og injurier – og udadtil ved at værne den mod anslag fra fjender af ytringsfriheden ved at nægte dem indrejse.

Larsens anprisning af ytringsfriheden som et absolut og grænseløst adgangskort til Danmark er ikke alene en afvisning af den nationale retsstats suveræne ret til at beskytte sig selv. Det er også den sikre vej til at undergrave den ytringsfrihed, som Larsen og Fri Debat angiver at ville beskytte.

Man kan ikke værne om ytringsfriheden ved at åbne landet for dens fjender. Og at tillade voldsopfordringer, medmindre »det kan sandsynliggøres, at der er klar og overhængende fare for, at de omsættes i voldelige handlinger«, er absurd og elastik i metermål. En opfordring til vold er en opfordring til vold, og der vil altid være risiko for, at den bliver fulgt. Husk Omar El Hussein, der skød Dan Uzan foran synagogen dagen efter, at hans imam havde opfordret til krig mod jøder.

Med Niels Ivar Larsens grænseløshed, vil ytringsfriheden lide en krank skæbne.