Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kun fjolser argumenterer ud fra undtagelser

Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

»Vi må stille krav om, at statsborgerskab ikke tildeles indvandrere og efterkommere fra lande, som hviler på islamisk kultur og som samtidig er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne, og dermed udgør en sikkerhedsrisiko for det danske folk.«

Sådan skrev jeg forleden i et udspil om statsborgerskab. Mange var enige – vi skal ikke give statsborgerskab til folk, som er imod os og vores værdier.

Sidste år gav politikerne 15.000 indvandrere dansk statsborgerskab. Flertallet var irakere, somaliaere, afghanere og tyrkere. Ifølge undersøgelser mener 65 pct. af alle muslimer i Europa, at religiøse love er vigtigere end demokratisk vedtaget lovgivning. Og fra Danmarks Statistik ved vi, at efterkommere af indvandrere fra de muslimske lande er mere end dobbelt så kriminelle, som andre.

Men der var også modreaktioner til udspillet. De fleste var baseret på undtagelsesargumentation; Argumenter baseret på enkeltstående, atypiske tilfælde. »Jeg kender en storryger, som blev 90« er et eksempel på undtagelsesargumentation, der selvsagt ikke beviser, at rygning er sundt.

Undtagelsesargumenterne til udspillet om statsborgerskab handler om, at der er enkelte danske statsborgere med oprindelse i de muslimske lande, som beriger vores samfund. Det er korrekt.

Selvfølgelig er der enkelte velassimilerede indvandrere fra de muslimske lande, som vil miste retten til at opstille til Folketinget eller deltage i sport på landsholdsniveau, hvis de ikke får tildelt dansk statsborgerskab. Det er en skam for de få, der måtte have sådanne drømme og kvalifikationer. Men det vil næppe skade vores samfund. Og langt de fleste udlændinge vil kunne fortsætte deres liv i Danmark uden dansk statsborgerskab, så længe de overholder vores love og forsørger sig selv.

Udlændinge har ikke krav på dansk statsborgerskab.

Ved tildeling af statsborgerskab bør politikerne vurdere, hvorvidt udlændinge vil berige eller svække vores samfund. I en sådan vurdering er det let at afklare, om ansøgeren forsøger sig selv og overholder landets love. Men hvordan kan man afklare, om ansøgerens børn bliver blandt de mange, der er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne? Og hvordan kan man undersøge, om ansøgeren selv er blandt det store flertal, som mener, at islamiske love skal stå over de danske? En test af viden om danske værdier siger intet om, hvorvidt man har lagt sine præferencer for islamiske love fra sig.

Hvis en ansøger om dansk statsborgerskab er fra et land, som er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne, og som hviler på islamisk kultur, er det noget nær umuligt at skaffe viden på individuelt niveau om disse centrale spørgsmål. Til gengæld har vi klare statistikker, som generelt taler imod, at indvandrere fra disse muslimske lande vil skabe værdi for vores samfund. Og den viden bør vi handle på – uden frygt for dermed at generalisere.

For som sociologen Henrik Dahl skriver i bogen »Spildte kræfter«: »Evnen til at foretage og fortolke generaliseringer er et udtryk for menneskets høje intelligens. Det er kun de dumme, der bliver forvirrede, når de står over for udsagn af generel karakter.«