Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kun en stram udlændingepolitik kan redde velfærden

Alexander Grandt
Læs mere
Fold sammen

Så længe indvandringen er en nettoudgift for samfundet, kan den ikke forsvares. Vi har brug for en stram udlændingepolitik, hvis vi skal gøre indvandringen til en gevinst for Danmark.

Forestil dig, at ikke-vestlige indvandrere var bedre repræsenteret på arbejdsmarkedet end gammeldanskere, mindre repræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne, højere uddannet og bosat udenfor de parallelsamfund, vi efterhånden har fået skabt i en række større danske byer. Hvis det var virkeligheden, er jeg fuldstændig overbevist om, at udlændingepolitikken ikke ville stå øverst på den politiske dagsorden.

Finansministeriets seneste opgørelse over indvandringens pris er slående tal, der bekræfter danskerne i deres bekymringer og sætter politikerne på en alvorlig opgave. Danmark, og navnlig den socialdemokratiske velfærdsmodel, kan kun holde til indvandringen, hvis den er et plus for samfundsøkonomien.

Vores samfundsmodel er en af de dyreste i verden. Den kræver en forholdsvis stor offentlig sektor og relativt høje overførselsindkomster. Det universelle princip, hvor alle, uanset pengepungens størrelse, bruger fællesskabets institutioner, har skabt et serviceniveau på vores hospitaler, i vores skolevæsen og i ældreplejen, der er i absolut verdensklasse. Der er tillid, tryghed og sikkerhed i vores samfund, men det er ikke gratis. Vi har gjort plads til, at man kan træde forkert og kan få brug for fællesskabets hjælp, men modellen holder ikke til at modtage tusindvis af mennesker, hvor hovedparten aldrig kommer til at bidrage, og permanent befinder sig på offentlig forsørgelse. Det er simpelthen ikke foreneligt med budskabet om at gøre sin pligt og kræve sin ret.

Sammen med den universelle velfærdsmodel må der unægtelig eksistere en restriktiv udlændingepolitik, hvor man kun kan komme hertil, hvis man kan bidrage til samfundet. Alt andet giver ikke mening. Ambitionen må være, at indvandringen bliver en netto-gevinst for det danske samfund, både i samlet forstand, og når vi ser på indvandringen fra specifikke områder af verden.

For det første kræver det, at vi får en alvorlig diskussion om det nuværende asylsystem, hvor mange ender som de facto indvandrere uden et arbejde. Den spontane asylansøgning må høre op. De mennesker, der er egentlige flygtninge, skal kunne modtage beskyttelse så tæt på deres hjemlande som muligt og nye europæiske flygtningelejre skal fjerne gevinsten ved at risikere livet over Middelhavet. Jo længere vores fejlslagne asylsystem får lov til at eksistere, jo mere blod vil der flyde i Middelhavet.

Det er i store træk den canadiske model til efterfølgelse. En politik, hvor flygtningene kun kan indvandre til Europa, hvis de har de rette kvalifikationer, der efterspørges på vores arbejdsmarked og i øvrigt opfylder kriterierne for arbejdsindvandring. Alternativt må man blive som flygtning under vores beskyttelse i nærområderne. Det er ikke et brud på flygtningekonventionen. En sådan politik vil opfylde vores forpligtelse til at yde beskyttelse, men samtidig ikke sætte vores velfærdssamfund over styr.

For det andet må indvandringen til Danmark hænge tæt sammen med tilknytningen til arbejdsmarkedet, ligesom familiesammenføring af indvandrere skal bero på, at ægtefællen, der kommer hertil, også arbejder, og at familien forpligtes til at børnene dygtiggør sig, passer deres skolegang, lærer dansk og sendes i dagtilbud, hvis de er i førskolealderen. Indkomstgrænserne kan variere afhængig af konjunkturen, behovet for arbejdskraft og den politiske vilje. Men det er arbejdet, der er adgangsbilletten.

For det tredje skal pligterne gøres tydelige i integrationsindsatsen. Førstegenerationsindvandrere skal afskære sig selv fra at bosætte sig i indvandrermiljøerne, hvis de vil tage arbejde og ophold i Danmark. Forældrepålæg skal i brug over for de familier, hvor børnene ikke passer skolen og forældrene ikke løser deres ansvar. Det offentlige tilskud til friskoletilbud skal kun gælde danske statsborgere, og religiøse dogmer, der forhindrer dig i at tage et arbejde, er samtidig et farvel til den offentlige understøttelse.

Opgaven er først løst, når indvandringen er en nettogevinst for Danmark. Grundprincippet, at man kun kan komme til Danmark for at arbejde, sammenholdt med ændringerne i asylsystemet, vil både løse den økonomiske byrde bag indvandringen og reelt hjælpe langt flere mennesker end i dag, fordi vi vil kunne række ud til millioner af mennesker i en tiltrængt indsats i nærområdet.

Alternativet til den restriktive udlændingepolitik er et opgør med den universelle velfærd, hvor sociale rettigheder erstattes af forsikringsordninger og brugerbetaling – og langt størstedelen af verdens flygtninge vil stadig lide uden vores hjælp. Så hellere forholde sig til indvandringens pris.