Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kulturradikalismen kan ikke dø

byline Hans Hauge
Læs mere
Fold sammen

Klaus Rifbjerg var kulturradikal, men han var ikke den sidste. Kulturradikalismen kan nemlig ikke dø. Den kan ikke dø, fordi den fortæller sin egen historie med et billede hentet fra naturen. Dette billede er bølgen. Og bølgen går op og ned, men forbliver en bølge. Når den er nede, trøster de sig med, at snart går det op igen, og når den er oppe, frygter de, at nu går det ned igen. Det gik opad efter 2001. Den trivedes under Fogh og Løkke, men så er det gået nedad de sidste par år, men de ved, at det kommer til at gå opad igen.

Kulturradikalismen er egentlig norsk. Den kom til os i 1955 med en kronik i Politiken af den norske forfatter Sigurd Hoel og senere blev den fulgt op af en af Elias Bredsdorff. De to var dog ikke de første til at bruge ordet, selvom det står i Encyklopædien. Ordet er ældre. Det blev brugt af Arne Sørensen og forfatteren Richardt Gandrup i 1936 som navn på det, som de kæmpede imod. Det blev brugt i et KFUM-blad i 1951 og i Berlingske i 1950, men det kunne Sigurd Hoel jo ikke vide, da han brugte ordet. Ordet var altså i omløb, før det dukkede op i 1955. Det var først et skældsord.

Vi kan alligevel godt sige, at kulturradikalismen er et norsk inspireret dansk fænomen fra 1950’erne, for det var på det tidspunkt, man opfandt kulturradikalismens historie. Han der opfandt den, hed Johan Fjord Jensen, og han var litteraturhistoriker. Han var søn af grundtvigske forældre – det samme var Elias Bredsdorff – og opvokset i Kenya. Hoels far var kun kirkesanger, så kulturradikalismen er i alt fald i Danmark en frigørelse fra det grundtvigske, men ikke fra det missionske. Fjord Jensens historiekonstruktion var at finde i en antologi, der hed Ny-radikalismen. Den kom så sent som i 1965.

HVORDAN SÅ BØLGEHISTORIEN så ud? Det gik opad til norske Holberg, og derefter nedad til den mørke guldalder. Det kom et lille hop op med Kierkegaard. Og så helt op med Georg Brandes, men så gik det ellers nedad. Opad igen i 30’erne med Hans Kirk og Hans Scherfig, men bunden nåede man med skurken Martin A. Hansen. Så gik det opad igen i 50’erne med Rifbjerg, og deroppe standser vi, men bølgen fortsætter.

Ny-radikalismeantologien havde bidrag fra Klaus Rifbjerg, Erik Knudsen, Elsa Gress, Villy Sørensen og mange andre. Erik Knudsen kunne sige »vi kulturradikale«, og de kulturradikale snakkede fornuft, men de vidste godt, at den ikke virkede, for flertallet er blevet »stjålet væk« af den borgerlige propaganda, der for dem var: Underholdning, lotteri, sød musik.

KULTURRADIKALISMENS FJENDE nr. 1 var popmusik og underholdning. Danmarks Radio var vor tids pest, sagde Rifbjerg i 1956, fordi man var begyndt at spille popmusik. Denne kamp mod underholdning, lotteri og sød musik har kulturradikalismen tabt, og det er en skam. Der er ingen, der har ført den kamp videre, og resultatet så vi i Aarhus i anledning af dronning Margrethes 75 års fødselsdag. Foran et festklædt publikum, hvor kulturradikale socialdemokrater hyggede sig med kirken, militæret og adelen, blev der serveret rap, pop, rock og stand-up – plat underholdning og sød musik. Det blev undskyldt med, at det nok var for børnenes skyld.

Så for tiden er kulturradikalismen nede i en dyb bølgedal, men trøsten er, at det går op igen. En dag nedlægger DR måske X faktor?