Radio 24syv skal nok klare sig, og som DR2 gå fra at være undertippet til en succeshistorie, inden licensen udløber 31. oktober 2019. Ro på. De har på Radio 24syv kun lige har taget fat på en spændende udvikling, og radioen sprudler af kreativitet og ideer. Det er svært at flytte om på radiovaner, men indtil videre har alene tilstedeværelsen af Radio 24syv blandt meget andet også flyttet P1 ind i nutiden. Det er i sig selv en bedrift.

Tilbage til hovedemnet for denne kommentar. I den forløbne uge blev det bekendtgjort, at danske Egmont blev 100 pct. ejer af det norske TV2 for en pris af 1,9 mia. kr. Egmont ejede i forvejen 50 pct. af aktierne i TV2 Norge og synes godt på vej til at etablere en nordisk mediegigant på TV-markedet. Det norske A-Pressen ejede den anden halvpart af TV2 Norge og ville gerne sælge for at finansiere købet af Edda Media fra Berlingskes ejer Mecom for 1,7 mia. kr. A-Pressen i Norge er ejet 64 pct. af den norske fagbevægelse og 44 pct. af Telenor, som igen er ejet 54 pct. af den norske stat repræsenteret ved Næringsministeriet og erhvervsminister Trond Giske fra Arbeiderpartiet.

Giske havde den mening, at en 100 pct. udflagning af TV2 Norge skulle forhindres ud fra et kulturpolitisk synspunkt, og han lagde det, de fleste vil kalde et meget utvetydigt pres på bestyrelsesformanden for Telenor for at forhindre salget. To bemærkelsesværdige SMSer er dokumentationen i sagen samt en styreformand, Harald Norvik, fra Telenor, der gik offentligt ud og sagde, at han følte sig utilbørligt presset af ministeren til at tage en beslutning, der ikke var den bedste for virksomheden. Den norske statsminister, Jens Stoltenberg, måtte gribe ind og meddele, at regeringen ikke havde nogen mening om salget af TV2 Norge, men at det var en sag for bestyrelsen af Telenor at beslutte.

Skal kulturpolitiske eller nationale hensyn kunne stå over forretningsmæssige, når staten er ejer? Sagen har udløst en kæmpe debat i Norge om reglerne for statslige ejerskaber og instruktionsbeføjelser fra en minister over for en uafhængig bestyrelse i sådan et selskab. Med DSB in mente kunne det være interessant at tage en tilsvarende diskussion i Danmark om statens rolle som ejer af virksomheder og politisk indblanding i beslutningerne i bestyrelserne. Skal statens ejerskaber bruges til andet end høj lønsomhed og penge i kassen? Skal det bruges til kulturpolitiske, energipolitiske eller trafikpolitiske formål? Giske er fortsat erhvervsminister i Norge, selv om han blev sat på plads af sin statsminister, og den norske befolknings flertal ser ud til i en meningsmåling at være på Giskes side. Hvis TV2 en dag skulle blive sat til salg under en anden regering end den nuværende, kunne selskabet så være svensk, norsk, britisk eller amerikansk ejet men selvfølgelig kvalitetsmæssigt forpligtet af nogle klare koncessionsbestemmelser? I en kommerciel medievirkelighed: ja.