Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kulturens domsmænd i en hvepserede

Mads Lebech, Adm. direktør, Industriens Fond
Mads Lebech, Adm. direktør, Industriens Fond Fold sammen
Læs mere

Musealt. Begrebet giver mere støvkløe i næsen, end det leder tankerne hen på en aktiv og nutidig vinkling af en historisk fortælling eller kulturel oplevelse.

Unfair er det som hovedregel. De danske museer er ganske udviklingsorienterede og omstillingsparate. Det er vilkåret, de velvilligt tiltræder i deres resultatkontrakter. Noget positivt er således fulgt i kølvandet på New Public Management tankerne fra slutningen af det sidste årtusind.

Helt som i det omgivende samfund, og særligt erhvervslivet, er museerne bevidst om strategisk at fokusere på en kerneopgave forbundet til det DNA og den identitet, de er født med.

Samlingerne, den klassisk museale baggrund for det enkelte museums berettigelse, er dog langtfra altid der, hvor de helt store besøgstal opstår. Men når gæsterne dukker op for at se noget nyt og andet, der udstilles på lånt tid i en særudstilling, begaves de ofte samtidig med godter fra de ellers faste samlinger.

Men netop det at kunne supplere en samling og vise værker og historie frem i nyt perspektiv kræver også accept af, at ikke alle værker eller genstande nødvendigvis skal behandles som relikvier.

Og her skilles vandene.

Bredt er der accept af en historisk betinget deleøkonomi, hvor museer låner ud til hinanden. Det er vist endog set et og andet sted i verden, at der reelt bliver tale om en form for leje. Det utænkelige sker først, når et museum selv skulle ønske at gå videre og helt konkret afhænde fra deres samling.

Således går de kulturpolitiske bølger nu atter højt efter forslag fra dele af blå fløj om, at museerne må sælge (ud).

Bredt er der accept af, at museerne gerne må anskaffe og supplere, men at tynde ud og fokusere samlingen er nærmest tabu.

EN KATTELEM FINDES dog. Kulturministeren kan undtagelsesvis give tilladelse. Det bliver dog hurtigt en hvepserede af nationalbevidste og faglige diskussioner, hvor ministeren blot kan stå og prikke med pinden.

Hvor mange pilespidser og potteskår skal man have for at kunne formidle fra en tidsepoke? Og hvor mange værker i hver epoke skal der til for at dokumentere en kunstners udvikling?

Ligesom der selvfølgelig må tages hensyn til, at der vitterligt er såvel god som dårlig kunst. Alt er bare ikke lige godt. En vis form for kvalitetssans og prioritering af godt og skidt er indiskutabelt nødvendigt og også muligt. Ren objektivitet bliver der aldrig tale om. Men blot det så er kvalificeret subjektivitet.

UFARLIGT ER DET DOG ikke at rejse ønsket om mere frihed og omsættelighed til museerne. Guldhornene var mere værd end deres vægt i sig selv berettigede. Mens salget af blot et enkelt middelmådigt impressionistværk kunne sikre økonomi til formidling og udvikling i umindelige tider. Så selvklart kan det ikke overlades til en enkelt midlertidig »forvalter« på en kulturinstitution at træffe den endelige afgørelse.

En vis opblødning må dog på tale. Særligt i en tid, hvor kulturens budgetter i samfundsøkonomien presses af demografi, nye sundhedsbehandlinger og øget global ligevægt på vækst og værdiforøgelse mellem nationer. Magten til at træffe beslutningerne skal dog helt væk fra ministeren. Hun må nøjes med at sammensætte holdet, der vælger. Derfra skal der være armslængde.