Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kulturelle dilemmaer skal løses allerede i børnehaven

Det nytter ikke, at vi først taler om problemerne, når vi står overfor en gruppe utilpassede teenagere, som ikke føler, at de er en del af samfundet.

Foto: Claus Bech Fold sammen
Læs mere

Vi lægger stor vægt på, at børn fra andre kulturer kommer i børnehave, så de kan lære både det danske sprog og den danske kultur. I det danske samfund lægger vi vægt på ligeværdighed og respekt for hinanden.

Vi sidder på Stjernestuen i børnehaven og er i gang med frokosten. Der er en rar og hyggelig stemning. Pludselig løfter en lille dreng sit glas og siger højt og tydeligt »skål«! Han er en lille dreng, der ellers ikke siger ret meget og som kæmper med at lære det danske sprog. De andre børn og vi voksne tager selvfølgelig imod hans gestus og løfter derfor også vores glas og siger »skål« til hinanden – alle, bortset fra en enkelt lille dreng. Han er en lille gut på fire år med mellemøstlig baggrund, og han virker foruroliget og siger: »Det må man ikke sige«! Jeg spørger hvorfor. Han ser meget alvorlig ud og siger, at det er forbudt, for det siger hans mor og far. Åbenbart forstår hans forældre ikke, at det at skåle er en social skik og hilsen og ikke nødvendigvis har noget med alkohol at gøre.

Sådanne små og umiddelbart ubetydelige situationer ser vi ofte, og man må fundere over, hvad der sker, når et fire-årigt barn oplever, at vi voksne i børnehaven ikke ser noget forkert i hverken ordet eller handlingen. En handling som hans forældre anser for upassende og ligefrem forbudt, mens vi opfatter den som hyggelig og social! Der opstår dermed en »os-og-de andre«-situation, og kimen til en konflikt er skabt.

I dette interkulturelle dilemma vil barnet naturligvis ofte tage afstand fra »os«, det danske samfund, og rette ind efter forældrenes moralkodeks. Der skabes en opdragelsesmæssig og interkulturel konflikt, hvor barnets opdragelse resulterer i en alt for tidlig konfrontation med det danske samfund. Heri ligger nogle vide perspektiver med store konsekvenser, når barnet bliver ældre. I sådanne situationer skaber forældre og pædagoger uforvarende grundlaget for de situationer, vi har hørt om, hvor drenge i skolen ikke respekterer den danske lærer, men kun respekterer den mellemøstlige (muslimske?) lærer. Det er jo ikke en adfærd, der først dukker op, når drengene begynder i skolen, men givet en adfærd, der langsomt kan være opstået fra den tidlige skabelse af konfliktsituationer.

Vi må have dette aspekt med i vores diskussion om integration både politisk og fagligt. Vi må derfor diskutere, hvorledes vi håndterer risikoen for den tidlige eksklusion, når sådanne dilemmaer naturligt opstår. Det nytter ikke, at vi først taler om problemerne, når vi står overfor en gruppe utilpassede teenagere, som ikke føler, at de er en del af samfundet.

Der er behov for at forældrene inddrages på en ny måde. De skal kende og forstå de ord, deres barn vil møde i en daginstitution. Det er forældrene, der har ansvaret for at lære deres børn at håndtere de danske skikke, så de kan begå sig i samfundet og respektere det, men fra samfundets side må vi samtidig støtte forældrene.