Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kulsort snak i EU

Hver anden gang en europæer tænder på kontakten, er det importeret energi, der får pæren til at lyse. EU importerer energi for 400 mia. kroner hvert år. Det bliver vi nødt til at gøre op med.

Jeppe Kofod, MEP (S), gruppeformand Fold sammen
Læs mere

Kunne du tænke dig en europæisk energiunion der, baseret på indfødte energikilder, gør op med energifattigdom og skaber en lav-kulsøkonomi? Giver det overhovedet nogen mening? Nej. Men det er desværre hvad Europa-Parlamentets kulsorte højrefløjspolitikere går og taler om i disse dage, og det bliver vi nødt til at gøre op med.

Hvert år sender vi hele 400 milliarder euro ud af Europa som betaling for vores importerede energi. Det er mere end otte milliarder kroner om dagen, hver dag. Og langt størstedelen af pengene ryger lige lukt i kasserne hos Putin eller Mellemøstens oliesheiker.

For at føje spot til skade kan vi ikke engang være sikre på, om vi så også får den energi, vi betaler for. Vi ved nemlig af bitter erfaring, at russerne i hvert fald ikke holder sig for gode til at skrue på energihanerne, når de vil sætte streg under deres udenrigspolitiske prioriteter. Det fik mange europæere at føle under den sidste Ukraine-krise.

De kolde radiatorer og de døde blus på komfuret blev en brat opvågning for Europa. Endelig gik det op for selv de mest fodslæbende af Europas ledere, at det ikke var holdbart at basere sin energiforsyning på importeret brændsel. Det kaldte på handling fra et samlet Europa.

Svaret på udfordringen blev, at Europa nu skulle have en energiunion. Et tæt samarbejde i EU som skal sikre, at der altid er både varme i radiatoren, lys i lampen og gas i komfuret.

Men selvom energiunionen helt overordnet set er en god og nødvendig idé, er det stadig alt for tidligt at kaste hænderne i vejret og erklære arbejdet for overstået. I EU fyger det nemlig for tiden med energipolitiske buzzwords og eufemismer. Tager man sæde i Europa-Parlamentets energiudvalg, kan man høre, hvordan politikere fra den borgerlige fløj siger, at vi skal have en »kulstoffattig økonomi« baseret på »indenlandske energikilder«.

Det er alt sammen og på alle tænkelige måder sort snak. Jeg vil ikke have en »kulstoffattig økonomi« baseret på »indenlandske energikilder«. For sandheden er, at bag næsten alle disse buzzwords gemmer sig bjerge af polsk kul, centraleuropæisk skifergas og flydende såkaldt naturgas, som kan være hentet op af den nordamerikanske undergrund via hydraulisk frakturering for derefter at blive sejlet over Atlanten. Ikke hverken særligt miljøvenligt eller naturligt.

Det sørgelige er dog, at EU-Kommissionen lader til at have lyttet lidt for velvilligt til den sorte snak. Deres mest konkrete bud på, hvordan vi gør os fri af vores gas-afhængighed af Putin, er nemlig, at vi skal bygge gasterminaler og nye gasledninger, der kan bruges til at importere gas fra Nordamerika, Kaukasus og Nordafrika. Kommissionen vil kort sagt erstatte vores afhængighed af russisk gas med en afhængighed af gas og olie fra USA, Aserbajdsjan og Algeriet.

Det er på høje tid at få luget ud i den her sorte snak. Der er brug for at råbe vagt i gevær og lægge maksimalt pres på EU-Kommissionen for at sikre, at vi får en grøn klima- og energiunion. Og det er særligt vigtigt for os danskere. I 2013 udgjorde energiteknologi hele 10,8 pct. af den samlede danske vareeksport. Samme år producerede vi i Danmark grønne varer og tjenester for hele 165 milliarder kroner. Er der nogen, der står til at vinde på en europæisk energiomstilling, ja, så er det os danskere. Groft sagt kan Danmark være underleverandør til hele Europas grønne omstilling.

Danmark bugner nemlig af innovative og topprofessionelle virksomheder, som har både viden, erfaring og produkter at tilbyde til resten af Europa. Det så vi da også i netop denne avis, da Danfoss, DONG, Grundfos, Novozymes, Rockwool, Velux og Vestas for nylig gik sammen om et debatindlæg om netop vigtigheden af energiunionen.

I EU impoterer vi 53 pct. af al vores energi. Sat på spidsen vil det sige, at hver anden gang en europæer tænder på kontakten, er det importeret energi, der får pæren til at lyse. Derfor er det kun sund fornuft, at vi gør en massiv indsat for at nedbringe vores samlede energiforbrug ved at skære al det overflødige energispild væk.

Den billigste, sikreste og grønneste energi er selvfølgelig den, vi ikke bruger. En anden udfordring for Europa er, at vi har brug for et tætforgrenet og fleksibelt elnetværk til at sende grøn strøm på kryds og tværs af kontinentet. Det har vi absolut ikke i dag. F.eks. har vi en enorm kunstig flaskehals på den dansk-tyske grænse, som ifølge tal fra Dansk Energi kan koste dansk vindeksport for over en halv milliard kroner om året.

En del af svaret på denne udfordring er, at der inden 2020 skal bygges over 100.000 nye elmaster i Europa. De skal sikre, at vores elmarkeder kommer til at hænge ordentligt sammen. Vi kan vist alle se de kedelige grimme elmaster for vores indre øje. Stående på rad og række som en uendelig samling halvfærdige Eiffeltårns-samlesæt efterladt i den europæiske natur. Ikke nogen tiltalende tanke, det medgiver jeg gerne.

Men sådan behøver det absolut ikke være. Tag for eksempel det danske designfirma Bystrup. De har udviklet en række forskellige elmaster, som er både markant lavere og uendeligt meget kønnere end de gammeldags gitterkonstruktioner vi kender. Hvor de elmaster, vi kender, rejser sig 50 meter i vejret, kan Bystrup klare sig med hele 18 meter mindre i højden. Til en norsk designkonkurrence udviklede de endda en elmast, der ved hjælp af højglanspolering helt forsvandt i landskabet, fordi elmasten spejlede både jord og himmel.

Derfor er det afgørende, at vi nu får gjort op med den sorte snak. En grøn klima- og energiunion vil på sigt gøre Europa selvforsynende ved at pumpe dansk vindstrøm over danske elmaster til huse og virksomheder, der er isoleret og varmeeffektiviseret med dansk isolering, danske termoruder og -døre.

Dét er i hvert fald ikke sort snak. Det er tværtimod et klokkeklart bud på en grøn og bæredygtig fremtid for Europa med masser af grønne danske job.