Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kristian Mouritzen: Når soldater hyldes

Kristian Mouritzen: Flagdagen for de danske soldater er en dag, hvor vi har mulighed for at sige tak for den indsats, soldaterne udfører blandt andet i Afghanistan.

Den Nationale Flagdag onsdag d. 5 september 2012 markeres i Holstebro med en march fra byen til Holstebro kirke. Soldater fra JDR marcherede igennem Holstebro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Stricker
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Men det er også en dag, hvor modstanderne af krigen selvfølgelig har ret til at protestere mod, at Danmark i det hele taget er en krigsførende nation, selv om man kan mene, at lige netop denne dag er den dårligst tænkelige - set ud fra respekt for netop højtideligheden og de følelser, der er forbundet med den. Det er for tusinder af danskere en højtidelig dag. Og hvis man af en eller anden grund er modstander af krigen, er der reelt 364 andre dage, man kan bruge til protestdemonstrationer.

For flagdagen er ikke en protestdag lige så lidt som den er en markering af, om man er tilhænger af krigen i Afghanistan. Det er en støtte til de soldater, der med livet som indsats forsøger at skabe fred. Det er soldaternes og de pårørendes dag. Ikke en stillingtagen for eller imod en krig, der foregår på præmisser, ikke ret mange kan forstå alligevel. Derfor er det også forstemmende at se, at en protestdemonstration som den, Hitzb-ut-Tahrir gennemførte lige over for det folketing, de i øvrigt foragter, blev gennemført på flagdagen. Deres forskruede ideer om, at en storkrig er igang mellem kristendommen og islam, er endnu et bevis på, at gruppen lever i en særpræget verden. I demokratiets navn er de velkomne til at ytre sig. Vi andre har så også ret til at sige, hvad vi mener om dem. For deres forsøg på provokation preller af på en befolkning, der hylder ytringsfriheden. De risikerer højst den finger, en kvinde gav dem, og et par tilråb, andre kom med.

Hitzb-ut-Tahrir medbragte skilte om, at islam i sidste ende vil sejre i hele verden. De ønskede vores soldater ned i helvede. De ser sig ikke for gode til at bruge den mest primitive retorik for at provokere. Man må undre sig over, hvem de forsøger at ramme ud over de pårørende, som er et let mål, fordi de følelsesmæssigt er i en svær situation. For organisationens medlemmer er en dårlig vittighed. Deres drømmesamfund er en utopi. Det nærmeste, vi kommer den styreform, ligger i Saudi-Arabien, hvor de allerede - inden de havde skrevet det første protestskilt - var havnet i torturkældrene i Mekka. Deres fuldstændig marginaliserede rolle både i Vesten og i den arabiske verden er velfortjent. Men når man alligevel provokeres til at beskæftige sig med dem, er det fordi, at der aldrig er langt fra tanke til handling. Hvis de virkelig mener, at der er en krig igang mellem kristendommen og islam, må man formode, at de tager det alvorligt. Protestdemonstrationerne kan så hurtigt udvikle sig til noget helt andet.Hitzb-ut-Tahrir er så ekstrem, at den er forbudt i mange lande. Tyskerne har nedlagt forbud mod organisationen. Det samme har en række lande i den arabiske verden. Herhjemme er den tilladt. Vi skal være glade for, at vi lever i et samfund, hvor der er vide rammer for ytringsfriheden. Vi skal glæde os over, at organisationen kunne gennemføre deres aktioner uden at blive anholdt eller udsat for vold. Det viser samfundets styrke. Men medlemmerne skal mødes med den ligegyldighed, de fortjener. Men lad os også holde øje med dem. For nogle af dem er sikkert så kugleskøre, at de kunne finde på at bruge andre metoder end at protestere.