Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kristian Ditlev Jensen: Vi taber noget i kampen for at være speciel

Copenhagen Pride 2017 Latexparret, som de kalder sig selv, er sammen med resten af Pride-optogetklar til afgang fra Frederiksberg RÔøΩdhusplads. Fold sammen
Læs mere

Dagens tekst i søndags i folkekirken var den fine beretning om, hvordan Jesus smider de kedelige banktyper – altså alle dem, der veksler penge – ud fra templet. For et Guds hus kan ikke både være kirke og basar, hvis man da lige ser bort fra julebasaren til ære for spejderne.

Lukasevangeliets 19. kapitel, vers 41-48, udlægges derfor ofte som en forskel mellem det profane og det fromme. Her får vi forskellen mellem det jordiske og det spirituelle serveret i renkultur. Vi skal have et sted i samfundet og i livet og i os selv, hvor det hele ikke drejer sig om penge og handel, men om åndelighed, bønner, sang, musik, menneskeligt nærvær, fællesskab.

Den lokale præst i Højer, hvor jeg bor, lagde fokus et lidt andet sted. I teksten står der nemlig også, at »hele folket hang ved ham for at høre ham«. Hele folket. Ikke kun dele af folket. Ikke kun halvdelen. Hele folket.

I den meget passende salme, som vi sang under søndagens gudstjeneste, havde Grundtvig samme pointe, bare endnu mere præcis:

 

Almindelig er Kristi Kirke,

Et bedehus for alle folk,

og kun i den vil Ånden virke

som kærligheds og sandheds tolk …

 

Pointen er, at Guds hus er et bedehus – og det hus er for alle. Det er nemlig det, der ligger i ordet »almindelig«. Hvis ellers nogen snart tør sige det ord mere.

Fyord

For det almindelige, det normale, uha. Begge ordene er i dagens identitetspolitiske samfund blevet noget nær regulære skældsord. For hvad så med alle de handicappede? Er de måske ikke almindelige? Hvad med alle dem med en anden etnicitet? Er de ikke? Hvad med alle dem, der er unge eller venstreorienterede eller platfodede eller alle tre dele? Og hvad med alle de hujende homoer og pragtfulde transvestitter, der fejrede pride i samme weekend, som min præst talte om, at kirken er for alle – eller det, der jo strengt taget, med Grundtvigs ord, er inklusion anno 1837? Er de så unormale? Og hvad så med deres egen og helt private normalitet? Er de bare unormale, sådan i almindelighed?

Minoriteter blærer sig

I dag går der ikke en uge, uden at vores hovedstads fælles byrum omdannes til et enrum, hvor den ene minoritet efter den anden blærer sig med, hvor specielle, de egentlig er. Så er det muslimske begravelsesoptog op og ned ad Nørrebrogade, så er det studenter, der hujende belejrer hele byen, så er det 1. maj-parader for arbejderklassen, så er det homoer, der fester i bund – og inden Lossepladsen, der dagen forinden hed Rådhuspladsen, er rengjort, er det radikaliserede triatleter, der forsøger at motionere sig selv og alle omkring dem ihjel.

Identitetspolitik er fin nok, Guds fred være med den, og jeg byder alle fester velkommen. Men vi taber også noget, når vi hele tiden vil være specielle. Vi taber fællesskabet. Vi taber sammenhængskraften. For når vi er specielle, så er vi specielle over for nogle andre, og så puffer vi dem også lidt væk. Vi betoner forskellene i stedet for lighederne.

Folkekirken er en kirke for folket, for hele folket. Dermed betoner den netop ligheden imellem os alle. Og en af grundene til, at man ikke skal lave om på den hele tiden er, at den netop kun er stærk, fordi den er og bliver en »almindelig« kirke. Den er for alle. Og den er for enhver.

Man bliver i virkeligheden overhovedet ikke set ved at fremhæve, hvor man er speciel. Man bliver set ved at indgå i et fællesskab sammen med andre, som er anderledes end én selv.