Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Krigen mod Gaza er en ulige kamp

Vi må gennem FN og EU insistere på, at en våbenhvile nu følges op af, at der omsider åbnes reelle forhandlinger om at løse de helt grundlæggende årsager til konflikten, hadet og volden, sagde tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) ved en demonstration i aftes. Vi bringer her Lykketofts tale.

Krig mod Gaza er hver gang en ubegribeligt ulige kamp, sagde Mogens Lykketoft, da han i aftes var til palæstinensisk demonstration. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Konflikten mellem Israel og Palæstina har de senere år stået i skyggen af andre, mere akutte og endnu mere blodige i regionen. Den forfærdende borgerkrig i Syrien koster hver måned tusindvis af liv og sender millioner af mennesker på flugt. I Irak er en borgerkrig brudt ud i lys lue. Nabolandene Jordan og Libanon tynges i knæ og suges ind i konflikterne i kølvandet på flygtningestrømmen. Egypten har, med et nyt og mere brutalt militærstyre, risiko for terror og borgerkrig.

Nu er Palæstinas uendelige lidelseshistorie igen i front, fordi Israel er gået i krig mod Gaza for tredje gang på seks år.

Hvert enkelt liv, der går tabt eller kvæstes på legeme og sjæl i spiralen af blodige hævnaktioner i hele Mellemøsten, er den samme tragedie for en familie og for drømmen om civilisation og humanitet i denne verden.

Netop fordi Israel definerer sig som en del af en vestlig, demokratisk civilisation, burde retfærd overtrumfe hævn som ledetråd.

Netop fordi det jødiske folk også i den nyere historie har været udsat for kollektiv forfølgelse og udryddelse i et helt ufatteligt omfang, burde behovet for afmålt, balanceret og human reaktion over for modstandere være en ledetråd.

Tre teenagere fra Israels bosættermiljø blev grusomt myrdet på Vestbredden. Det fordømmes naturligvis fra hele verden.

Israel valgte at give Hamas skylden for forbrydelsen, selv om verden intet bevis har set.

Under besættelsesmagtens voldsomme ransagninger og arrestationsbølge i palæstinensiske lejre og boliger på Vestbredden efter kidnapningen af de tre teenagere er en lille flok jævnaldrende palæstinensere skudt og dræbt for at kaste med sten eller på anden vis gøre modstand. Og en palæstinensisk dreng blev grusomt brændt til døde af jødiske hævnere.

Derefter kom staten Israels straffeaktion: Den seneste uge er mere end et par hundrede – deraf mange børn og det store flertal tilfældige civile – dræbt af skud fra kampfly og kanoner eller kvast til døde under murbrokkerne af de tusindvis helt eller delvis ødelagte hjem i Gaza. Syv gange så mange er såret. Skoler, hospitaler og moskeer er i ruiner. Titusinder er på flugt uden at have beskyttelsesrum eller et sikkert sted at søge ly for krigshandlingerne.

Krig mod Gaza er hver gang en ubegribeligt ulige kamp, der forværrer de i forvejen utålelige levevilkår for dem, der overlever i Gaza.

Før de seneste krigshandlinger var den humanitære situation ifølge FNs folk i området allerede gået fra fortvivlende slemt til værre for Gazas 1,7 millioner mennesker. 70 pct. af dem er flygtninge eller efterkommere af flygtninge fra det nuværende Israel. Over halvdelen er under 18 år. De er indespærret og presset sammen på et område på størrelse med Langeland! Gaza-striben er blokeret fra land, i luftrummet og til havs. Israels militær holder området og dets indbyggere totalt afskåret fra omverdenen. Dronerne summer over enklaven, der er omringet af intelligente hegn og mure og livsfarlige bufferzoner. Det er ikke mærkeligt, at over halvdelen af de voksne mænd i denne overbefolkede interneringslejr viser tegn på posttraumatisk stress, for kvinderne er det 75 pct. og for børnene helt op mod 90 pct.

Der er meget få muligheder for et udkomme i Gaza. Frem til 2002 arbejdede 100.000 mennesker fra Gaza i Israel, og forsyninger kom ind på tusindvis af lastbiler. Siden 2005 er der lukket, og også derfor er arbejdsløsheden tårnhøj. Forsyningssituationen er nu yderligere desperat, fordi Egyptens nye militærstyre – som reaktion på Hamas’ samarbejde med det nu forbudte Muslimske Broderskab – har ødelagt tunnellerne ved grænsen til Egypten. Otte ud af ti indbyggere i Gaza er afhængige af fødevarehjælp fra FNs hjælpeorganisation UNWRA, og seks ud af ti har ikke en stabil og sikker fødevaresituation.

Ødelæggelserne fra det voldsomme israelske angreb omkring nytår 2009, hvor 1.400 palæstinensere blev dræbt, og fra angrebet i 2012 hvor 167 døde, er ikke udbedret: Israel har ikke tilladt byggematerialer at komme ind i nær det nødvendige omfang. Så mange bor i telte. Der mangler 70.000 boliger og 250 skoler i Gaza. Der er usikker og usund vandforsyning, og el-forsyningen virker kun fire-12 timer i døgnet. Spildevand løber direkte i havet og er en alvorlig sundhedstrussel. Hospitaler og andre vitale institutioner lider af daglige og timelange strømafbrud.

Det var situationen allerede før denne tredje krig mod Gaza på bare seks år.

Officielt er det en krig mod Hamas, som Israel begrunder med retten til selvforsvar.

Naturligvis har et land ret til selvforsvar.

Men hverken Israels militær eller Hamas respekterer krigens regler, når krigen udkæmpes som forsøg på kollektiv afstraffelse af modparten.

Ingen kan for alvor tro, at man kan udrydde Hamas ved at smadre løs med voldsom overmagt af kampfly og kanoner, der udløser langt de største tab i civilbefolkningen.

I hvert fald vil det så kun være, fordi endnu mere radikale kræfter næres af fortvivlelsen og hadet mod overmagten.

Bygerne af raketter fra Gaza mod Israels befolkningscentre er heldigvis for det allermeste for uduelige til at gennembryde forsvarsmuren – den såkaldte jernkuppel. Men de er udtryk for en både tåbelig og grusom reaktion, der aldrig vil bringe andet med sig end gengældelse, som tifold eller hundredfold rammer den befolkning, som Hamas har ansvaret for. Derfor må Palæstinas sande venner gøre alt for at stoppe også dette.

Danmark må af al kraft støtte Verdenssamfundets krav om øjeblikkeligt stop for alle parters krigshandlinger og al kollektiv afstraffelse af civilbefolkningen.

Stop for blokade af Gazas ulykkelige befolkning og ophør af besættelsen af Vestbredden er eneste tænkelige vej væk fra vold og had og frem mod fred og sikkerhed, så en fjerde og femte Gaza-krig kan forebygges.

Israel har hidtil uafbrudt udvidet sine bosættelser og annekteret mere palæstinensisk territorium i strid med folkeretten. 600.000 israelske bosættere bor nu i det besatte Palæstina. Denne fremadskridende kolonisering må standses.

Folketinget vedtog 23. januar i år med opbakning fra syv af de otte partier, at »vi støtter Israels ret til fred og sikkerhed; Palæstinas ret til en levedygtig, sammenhængende og demokratisk stat med udgangspunkt i 1967-grænser og fuld suverænitet over eget område; og en forhandlet løsning med Jerusalem som hovedstad for to stater«. Folketinget udtaler bl.a. også, at vi »ikke vil legitimere de israelske bosættelser eller forbedre de økonomiske muligheder for disse hverken via EU eller ved offentlige eller private engagementer«.

Vi må gennem FN og EU insistere på, at en våbenhvile nu følges op af, at der omsider åbnes reelle forhandlinger om at løse de helt grundlæggende årsager til konflikten, hadet og volden.

Det kan kun ske, hvis resten af verden enes om at lægge tilstrækkeligt pres. Parterne selv kan ikke løse op.