Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kræv demokrati for bistanden til Sudan

Rushy Rashid Højbjerg: Brug nogle af vores bistandskroner på at hjælpe de kræfter, der er i stand til at sætte ord og billeder på de overgreb, der finder sted i landet. Vi kan ikke bare sidde på sidelinjen og lade de overgreb fortsætte.

Sudansk politi i Khartoum standser effektivt en demonstration for mere demokrati Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I lande, hvor man prøver at ensrette samfundet efter en bestemt religion, er der ikke plads til mange diskussioner eller holdninger, der ikke stemmer overens med den givne religion. Derfor er der hverken plads til ligestilling eller menneskerettighederne de steder. Men nogle gange skal der en ekstraordinær personhistorie, en tragedie eller en naturkatastrofe til, før vi virkelig får øjnene op for de frygtelige forhold, folk tvinges til leve under.

Den personhistorie, der i denne uge har fået min opmærksomhed rettet mod Sudan, handler om den sudanske kvinde Lubna al-Hussein, som blev verdenskendt, da hun blev idømt 40 piskeslag for 'anstødelig og umoralsk' opførsel i juni 2009. Hun blev arresteret, fordi hun var iklædt et par bukser. Forleden var hun i Danmark i forbindelse med udgivelsen af sin bog, 40 piskeslag.

Jeg var spændt på at møde hende. Nysgerrig efter at finde ud af, om Ve­­sten nu havde fået en ny udgave af Hirsi Ali. Endnu en kvinde, der var vred på islam. Jeg blev positivt overrasket over at møde en kvinde, som definerede sig som troende muslim og med stor integritet og værdighed satte ord på al det postyr, der havde været med hendes bukser. Hun beskrev sit hjemland Sudan som et styre baseret på en cocktail af et statskup tilsat nogle gamle normer og traditioner, rystet sammen af en stram version af sharialoven, som er personligt defineret af den siddende præsident.

På den måde har præsident Omar al-Bashir tilegnet sig ubegrænset magt, og det samme har hans tre politikorps, som med hård hånd sikrer ro og orden i landet. Det 'almindelige politi' tager sig af de almindelige politiopgaver som kriminalitet, mens 'turist-politiet' fungerer som et vagtkorps, som man kan købe til at beskytte sig, når man bevæger sig rundt i Sudan. Og har man en vagt fra turist-politiet med sig, holder de to andre korps sig væk, og man kan gå klædt, som man har lyst, uden at blive antastet.

Det sidste korps, 'disciplin-politiet', sikrer, at de moralske kodeks overholdes og folk ikke opfører sig umoralsk eller klæder sig uanstændigt. Paragraf 152 omhandler den moralske lov og orden i Sudan, men angiver ikke nærmere, hvornår og hvordan man kan komme til at overtræde loven. Det er op til den enkelte betjent at afgøre, om nogen har overtrådt loven og dermed skal arresteres. Med penge kan man sno sig igennem systemet, men hvis man nægter at betale, risikerer man pisk og bøder og en rettergang uden ret til at forsvare sig oven i. Det levner ikke meget personlig frihed eller retssikkerhed til den enkelte borger.

Når man sidder og lytter til de uhyrlige forhold, mennesker og især kvinder tvinges til at leve under, får man sat et spejl for sig selv og de frihedsrettigheder, vi nyder herhjemme. Man bliver endnu en gang styrket i, hvor nødvendigt det er at kæmpe for udbredelse af de basale menneskerettigheder. Ligestilling og frihed for den enkelte bør være kernen i vores engagement, når vi engagerer os internationalt. Vores værdier skal tænkes ind i hver en krone, vi giver i udviklingsbistand. Derfor er det en stor glæde, at vi har fået en så synlig minister på den post. Ikke at jeg er stor fan af Søren Pind, men han over­rasker mig positivt med den nye strategi, som gør vores udviklingspolitik mere målrettet og med præcise kriterier for, hvem vi vil støtte og på hvilke betingelser. Der har længe været brug for en oprydning og nytænkning på den front.

Netop Sudan er en af de største modtagere af vores humanitære bistand. Derfor må og skal vi også være med til at støtte projekter, der har et demokratisk sigte. Det er fem vigtige hovedpunkter, som Søren Pind har udstukket som pejlemærker. Det er vigtigt med fokus på vækst og beskæftigelse, miljø og klima. Men demokrati, ligestilling, frihedsrettigheder og menneskerettigheder kommer ikke af sig selv. Vi er nødt til at arbejde på flere fronter.

I lande som Sudan, hvor man lever traditionelt, er det stadig kvindernes ansvar at opdrage og sørge for den næste generation. Derfor synes jeg, at der mangler en klar strategi og fokus på uddannelse af netop kvinderne. Når vi først gør dem i stand til at tilegne sig viden, vil det starte en positiv cirkel til de næste generationer. Med uddannelse kommer viden om sundhed, selvstændighed og uafhængighed. I nogle tilfælde også økonomisk uafhængighed. Så kan vi begynde at tale om ligestilling. Et afrikansk ordsprog lyder: »Hvis man uddanner en mand, uddanner man en person. Hvis man uddanner en kvinde, så uddanner man en hel familie« - og jeg tror det er der, vi skal starte.

Ifølge Lubna al-Hussein blev 43.000 kvinder arresteret alene i hovedstaden Khartoum og omegn i 2008 for overtrædelse af paragraf 152, også kaldet skandale-paragraffen. Bliver man dømt efter denne paragraf, sidestilles det med prostitution. Det er en stor ærekrænkelse for den enkelte og familien at blive stemplet efter denne paragraf, derfor vælger de fleste at tage straffen eller betale bøden uden at køre en retssag og derefter glemme sagen. Med den hjælp, vi yder Sudan, mener jeg, at vi er i en position til at kræve noget igen. Vi skal gå meget mere målrettet efter de NGOer, som kæmper for kvindernes sag. En vigtig brik i det spil er synlighed. Medierne har en stor magt og spiller derfor en vigtig rolle i den sammenhæng. Brug nogle af vores bistandskroner på at hjælpe de kræfter, der er i stand til at sætte ord og billeder på de overgreb, der finder sted i landet. Vi kan ikke bare sidde på sidelinjen og lade de overgreb fortsætte.

Lubna al-Hussein lever i dag i eksil i Paris. Hun har været nødt til at flygte, hvis ikke hun skulle lade livet. For hende er det ikke længere en personlig sag om retten til at bære et par bukser. Hun har gjort det til sit kald at få afskaffet den omstridte paragraf 152 i den sudanske lov.

Jeg synes, vi skylder Lubna al-Hussein og de 43.000 andre kvinder at tage imod stafetten og støtte dem i deres kamp mod overgrebene begået af de sudanske myndigheder.