Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Konservativt syn på islam

Kasper Støvring: Muslimsk kultur har givet mening til millioner af menneskers liv, og rummer dybe traditioner og ideer om det gode, det hellige og det beundringsværdige, som gør den fortjent til vores anerkendelse. Alt andet ville være arrogance.

»Når muslimsk kultur kritiseres som tilbagestående, er det ofte ud fra argumentet om, at kvinder er undertrykte. Men for ikke så mange år siden var kvinder i Danmark heller ikke frigjorte i en nutidig betydning. De var ikke på arbejdsmarkedet, men passede i stedet på hjemmet og børnene. Men er det bedre at være karrierefikseret og sende børn i institutioner,« skriver Kasper Støvring. Fold sammen
Læs mere
Foto: Brian Bergmann

Her i avisen har der i forsommeren været en debat om konservatisme, kristendom og kulturrelativisme. Teologen Katrine Winkel Holm har polemiseret mod min relativistiske opfattelse, at islamisk kultur er lige så værdifuld for muslimer, som den vestlige kultur er for os.

Men alt er ikke lige godt, indvender Winkel Holm: Hun vil altid bekæmpe islams »uværdige« og »barbariske« undertrykkelse af friheden – især kvinders frihed – og forsvare kristendommens absolutte sandhed som Vestens »rygrad«. Islamister er jo også konservative, og hvis vi ikke kan bekæmpe dem, forsvarer vi i virkeligheden en »gold traditionalisme«.

Jeg er imidlertid også konservativ og kristen, og jeg opfatter også min vestlige kultur som mere værdifuld end andre kulturer. Men jeg anerkender også, at andre har det på samme måde med deres egen kultur. Derfor bør vi anerkende andres ret til at leve, som de vil i deres lande, så længe den anerkendelse er gensidig. Vi ønsker heller ikke, at andre blander sig i vores kultur. Det er ikke uden dobbeltmoral, at vi vil bekæmpe deres kultur. Det kan kun retfærdiggøres i selvforsvar. Vi er heller ikke i Afghanistan for at frigøre kvinderne, men for at bekæmpe vores fjende.

Men kan vi så ikke forsvare os selv, hvis vi opfatter andres – f.eks. muslimers – kultur som i princippet lige så god som vores? Jo, netop! Det er først, når man glemmer, hvem man er, at man ikke kan forsvare sig selv. Selvforsvar forudsætter en bevidsthed om, at man er forskellig fra andre. Og Vesten er unik, ikke universel.

Hvis vi med magt ønsker at udbrede vores værdier til andre, bliver vi universalister. Det er farligt, for det kan lede til konfrontationer, som Vesten – der er blevet svagere – risikerer at tabe. Desuden er universalismen også en form for imperialisme og dermed umoralsk. Endelig er universalismen fejlagtig. Den tror, at alle er – eller ønsker at blive – som os i Vesten, bare de får øjnene op for det.

Der ligger en fremskridtstro i universalismen, som er kritisabel, fordi den overser, at man altid taber noget, når man vinder noget. Når muslimsk kultur kritiseres som tilbagestående, er det ofte ud fra argumentet om, at kvinder er undertrykte. Men for ikke så mange år siden var kvinder i Danmark heller ikke frigjorte i en nutidig betydning. De var ikke på arbejdsmarkedet, men passede i stedet på hjemmet og børnene.

Men er det bedre at være karrierefikseret og sende børn i institutioner? Var det ikke lige så godt, dengang kvindens værdighed bestod i at være familiens sammenhængskraft? Det forekommer mig, at vi i Vesten nogle gange for hastigt dømmer muslimske kvinder undertrykte og fanget i et inhumant og uværdigt liv. For skal man ikke stole på muslimske kvinder, når de siger det modsatte? Lider de af falsk bevidsthed, som de gamle marxister ville sige?

Min pointe er, at muslimsk kultur har givet mening til millioner af menneskers liv i en meget lang årrække. En sådan kultur rummer dybe traditioner og ideer om det gode, det hellige og det beundringsværdige, som gør den fortjent til vores anerkendelse. Alt andet ville være arrogance. Personligt har jeg forståelse for islam, hvilket ikke i alle henseender og nødvendigvis betyder respekt. Men så længe vi kan leve i fred med hinanden og handle sammen, ser jeg ingen grund til, at vi blander os i de muslimske lande.

I stedet for at vurdere forskellige kulturer ud fra fremskridtets, humanismens og kristendommens idealer, gør vi klogt i at se på noget mere elementært. Nemlig, om det er naturligt og meningsfuldt for mennesker at leve på den måde, de gør. Eller om de tværtimod er fremmedgjorte. Kulturrelativisme er også et værktøj til at forstå, hvorfor andre foretrækker deres egen livsform; for det gør de jo kun, hvis de synes, den er god.

Kulturer er en slags organisme, der udvikler sig gradvist, og hvor det, der ikke er levedygtigt, med tiden bliver udskilt. Hvis denne naturlige udskillelse hæmmes, går kulturen i forfald. På min blog har jeg således spurgt, om islam er i vækst eller i forfald. Det samme kunne man spørge om Vesten. Indtil videre må man dog anerkende islam som en 1400-årig kulturtradition; den har næppe været i forfald, selv om afarter i form af den radikale islamisme kan vidne om det i dag. Kommunismen var derimod en dødskult. Den havde også en relativ kort levetid og formåede kun at opretholde sig selv i kraft af en voldelig statsmagt. Kommunismen var dog også en ideologi snarere end en kultur.

Katrine Winkel Holm mener, at jeg forsvarer Vesten ved en »tilfældighed«, fordi jeg ikke griber til universelle og absolutte målestokke, når jeg vurderer værdien af forskellige kulturer. Teologer finder den slags målestokke i kristendommen og budskabet om alle menneskers ligeværd over for Gud; humanister finder dem i menneskets naturlige rettigheder.

Men når jeg som konservativ bekender mig til Vesten ud fra traditionens og dermed kulturens bedrifter, er det hverken »tilfældigt« eller »goldt«. At noget er historisk levedygtigt, er ikke et svagt argument for dets værdi. Det er tværtimod et stærkt argument. Det beror nemlig ikke på en livsfjern utopisme eller abstrakt teori, men derimod på en erfaringsbaseret indsigt.

Også Vestens kultur har bevist sit værd igennem en meget lang årrække.