Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Konservative er ikke kun for de rige og de rædselsslagne

Foto: Ida Marie Odgaard.
Læs mere
Fold sammen

I år vandt Andreas Weidinger, formand for Konservativ Ungdom, DM i debat på Folkemødet. Skal man tro ham, burde der være nye – eller rettere sagt ældgamle – vinde på vej i Det Konservative Folkeparti. Dommerne i konkurrencen på Bornholm var i hvert fald ikke i tvivl. Politiken rapporterede det hele her i weekenden.

»Du overhaler venstre om. Du lader dig ikke frame som en ond konservativ, men vil hele tiden jævne mennesker det godt,« sagde dommer Rasmus Meyer i en af finalerunderne.

Den kamp for de elendige – og samtidig et opgør mod højreekstremismen, som følger af kampen for sammenhængskraft – er vi mange konservative, som længe har taget. For nej, Det Konservative Folkeparti er ikke kun et parti for de rige og for de rædselsslagne. Andreas Weidinger forklarede problemet i Politiken.

»Vi har,« sagde han, »været erhvervslivets parti i rigtig mange år. Det var den linje, Bendt Bendtsen lagde, og som han havde rigtig stor succes med, men man glemte ligesom at få den sociale indignation med. Det har ganske vist altid stået i partiprogrammet, men man har ikke fulgt det til dørs. Det at gøre noget for socialt udsatte medborgere er ikke bare noget, der skal stå i en folder – det er noget, vi skal kæmpe helhjertet for hver eneste dag, og det gjorde vi ikke i 00erne.«

For nogle er konservatismens sociale indignation uventet og forbløffende. Men hvis man kender til konservatismens inderste, har man hørt dens hjertelyd. Konservatisme er andet og mere end kold liberalisme og hidsig nationalisme. Det er også andet og mere end de fattiges kamp mod de rige – eller de riges undertrykkelse af de svage. Konservatismens grundtanke er et totalopgør med klassetænkningen. En insisteren på, at vi alle skal være her – på lige vilkår.

Det er klart, at den slags borgerlige mangfoldighedstanker leder til intolerance over for asociale fæ og selvretfærdige farisæere. Konservative finder sig simpelthen ikke i dovenskab eller i, at kongeriget invaderes af folk, der ikke vil indordne sig ligesom alle andre. Men konservative hjælper samtidig altid de værdigt trængende og samler flokken. Det er jo hele pointen.

Interessant nok er unge Andreas Weidinger ikke alene. Socialkonservatismen er i sund vækst i Det Konservative Folkeparti. Senest har Ole Stephensen meldt sig under fanerne med samme dagsorden. Folk som han og Weidinger vil have mere dannelse. De vil have ægte omsorg for ældre. De vil have ro og ambition i skolerne. De vil have kristne grundværdier i et tolerant samfund. For når socialkonservative ønsker et opgør med for eksempel ghettoer, skyldes det ikke fremmedhad, men tværtimod en erfaring, der siger, at samfundet ikke hænger sammen, når det er delt i paralleluniverser.

Fremtidens konservatisme er fortidens konservatisme. En storladen samfundstænkning med dybde, nerve og overblik. Den klassiske konservatisme er højborgerlig. Borgerlighed opfattes sommetider som plat højreorienterethed. Det er den slet ikke.

Borgerligheden er den enkle tanke, at vi alle er ligeværdige borgere i et retfærdigt og rummeligt samfund med plads til og respekt for både dem, der endnu har behov, og dem, der allerede har overskud at give af.

Det er den konservatisme, der lever hos Andreas Weidinger, mange af nutidens konservative folketingskandidater, men faktisk også hos en lang række af de skuffede konservative vælgere, som slet ikke kan se sig selv i en grå småborgerlighed uden hverken social ambition, kulturel dannelse eller hjertelig næstekærlighed.