Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Konservative er ikke døde

Kommunalvalget var en succes for Det Konservative Folkeparti. Den dårlige nyhed er, at krisen ikke er afblæst. Den gode nyhed er, at partiet nu har vundet sig tid til at løse sine problemer og har fået bevist, at der er folkelig appel i konservativ politik. Nu må partiets ledelse begynde at føre en sådan politik.

»Facit er, at Det Konservative Folkeparti stadig er landets tredjestørste kommunalparti målt på antallet af borgmesterposter; alle højborgene holdt, det konservative blodbad udeblev og fremmed område som f.eks. Køge kom under konservativt styre.« Her er det Jørgen Glenthøj genvalgt borgmester i en af højborgene, nemlig Frederiksberg. Foto: Andreas Hagemann Bro Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rygterne om konservatismens død har vist sig at være stærkt overdrevne. Kommunalvalget havde potentiale til at være skæbnesvangert for Det Konservative Folkeparti. Havde valget været et konservativt blodbad med stærk tilbagegang, og var digerne brudt sammen i højborge som Frederiksberg og Gentofte, havde det sikkert været begyndelsen til enden. Det skortede da heller ikke på pessimisme op til valget. Mange spåede partiet et dårligt valg, der ville afspejle dets pressede situation i landspolitik. Set i det lys er valgresultatet en sejr til et ellers trængt parti. Godt nok gik partiet tilbage, men det var ventet. Det er det uventede, som vi her skal fæstne os ved. For facit er, at Det Konservative Folkeparti stadig er landets tredjestørste kommunalparti målt på antallet af borgmesterposter; alle højborgene holdt, det konservative blodbad udeblev og fremmed område som f.eks. Køge kom under konservativt styre.

Hvad er læren af kommunalvalget for Det Konservative Folkeparti? Svaret ligger i det faktum, at der helt åbenlyst fortsat er bede i den danske have, hvor konservatismen kan blomstre – under de rette omstændigheder vel at mærke. Det havde der vist været nogen tvivl om. Der blev i hvert fald fra Det konservative Folkepartis ledelse gjort, hvad man kunne, for at få kandidaterne til at aflægge deres konservative udtryk. Dette til trods forestillede en række af Hans Tofts valgplakater en pæn gammel dame, og Jørgen Glenthøj er flere gange blevet set på Frederiksberg med slips, hvilket partiets ledelse ellers har frabedt sig. Der var endda en lokal kandidat på Frederiksberg, der stillede op med den mærkesag at »bevare og styrke det klassiske Frederiksberg«. Selvom pressetjenesten sikkert har slået syv kors for sig, så har disse indslag af konservatisme tilsyneladende ikke skræmt konservative vælgere væk.

En tanke, Det Konservative Folkepartis ledelse derfor må gøre sig, er, at folk måske godt ved, hvad ordet ’konservativ’ betyder – ja, endda at der faktisk er en større gruppe mennesker, der betragter sig selv som sådan. Historisk vil man netop kunne se, at der til alle tider har været konservative kræfter i samfundet, som har hæget om det bestående og haft skepsis til overs for eksperimenterende politiske projekter, og som har sat den gældende orden over ideologisk projektmageri. Konservative er drevet af kærligheden til den dybe, historiske kontinuitet, der definerer den givne sammenhæng, som mennesket er sat i. Konservative mennesker udtrykker sig ikke nødvendigvis så teoretisk, og de stemmer heller ikke nødvendigvis på Det Konservative Folkeparti, men det er denne folkelige konservatisme, man som konservativt parti må bygge på. Kommunalvalget understreger, at Det Konservative Folkeparti mange steder faktisk har formået at repræsentere dette konservative sentiment.

For De Konservative er valgresultatet både en gave og en opgave. Valget understreger, at partiet har noget at bygge på. Det giver også et pusterum til en presset partiledelse. Det er en gave. Men det er også en opgave, fordi det peger på en række problemer for partiet. Kommunalvalget har nemlig efterladt partiet med mange sorte pletter på landkortet, hvor man slet ikke er repræsenteret. Det forstærker en allerede stærk tendens til en regionalisering af partiet, hvor det står stærkt i Nordsjælland, men meget svagt i det meste af resten af landet og ikke mindst i Jylland.

Hvis partiet bliver et regionalt, liberalt parti for velhavere i Storkøbenhavn, er det ikke længere et folkeparti.

Derfor må partiets uventede sejr ikke blive en sovepude, for i virkeligheden er der langt fra Frederiksberg og Gentofte til Christiansborg og endnu længere til de sorte pletter i Jylland. Partiets situation på landsplan er en helt andet end i de konservative højborge. Derfor er opgaven en anden. Det er nødvendigt her at markere sig skarpere – ikke kun sige, hvad man vil, men også hvad man ikke vil. Det Konservative Folkeparti skal være et tydeligt og markeret borgerligt parti, der tager udgangspunkt i forsvaret for det frie samfund i erkendelse af frihedens fundament i kultur og historie. Partiet skal ikke være glat og uden kanter, men netop have kant. Og denne kant kan partiet kun have som konservativt parti. Det skal hverken famle sig frem fra enkeltsag til enkeltsag eller ideligt rebrande sig i forsøget på at opfinde en ny og mere hip konservatisme, der mest er hip, fordi den netop ikke er konservativ. Partiet skal ikke genopfinde konservatismen, men finde den. Her må partiet dels kigge mod sit stærke kommunale bagland, hvor det er lykkedes at betone konservatismens folkelighed, dels lytte til de konservative samfundsdebattører, der kritiserer partiet for at mangle kant. Folkelighed er ikke at lefle for tidsånden eller den politiske korrekthed, men derimod at være et udtryk for den brede befolknings konservative sentimenter.

Dette er ikke en enkel proces, for det nytter ikke at blive på partikontorerne, eller drøfte fremtiden med de altid velvillige rygklappere, der altid flokkes om et parti. Opgaven er at fange, hvordan konservatismen tænkes og leves. At være konservativ er ikke som at støtte et fodboldhold. Det er en tilgang til verden, mennesket og livet, som altid vil være til stede i et samfund. Det konservative partis opgave er til enhver tid at bestræbe sig på at finde, tolke og repræsentere denne tilgang.

Kommunalvalget var en konservativ succes. Den dårlige nyhed er, at krisen ikke er afblæst. Den gode nyhed for Det Konservative Folkeparti er, at det har vundet sig tid til at løse sine problemer og har fået bevist, at der er folkelig appel i konservativ politik. For partiets ledelse handler det nu om at begynde at føre en sådan politik.