Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Konservative abonnerer i dag på liberalismen

»Når konservative kræfter derfor angriber liberale og deres projekt, burde de tværtimod hylde det.«

Debatten om borgerlighed raser i Berlingske, og det er et fantastisk syn. Som altid er debatten mellem konservative og liberale den mest fremtrædende, hvor mange selverklærede konservative gerne tager afstand fra liberalismen og dets frigørelsesprojekt. Det burde de dog ikke, for i dag forsvarer konservative kræfter de farlige liberale grundprincipper med næb og klør.

Mange konservative fremhæver principløshed som konservatismens største styrke, da dets grundlag dermed er partikulær og ikke universel. Det er dog i virkeligheden netop konservatismens største svaghed. For til forskel fra liberalismen, der bekæmper f.eks. socialismen på principper og idéer, så står konservative kun imod grundet ideologiens revolutionære islæt.

Hvis udgangspunktet for vor samfundsopbygning var en autoritær, totalitær statsmagt, kunne konservative dermed forsvare denne mod det liberale tankegods, såfremt de var den revolutionære dreng i klassen. Den opmærksomme læser vil hurtigt bemærke, at dette netop var realiteten under Oplysningstiden og inden Den Franske Revolution. Dengang hvor konservative kræfter forsvarede enevælden og privilegier til adelen.

Konservatismens principløshed

Som vi nok, ved endte de konservative heldigvis med nederlag, og herefter begyndte demokratiets gennembrud i Europa.

Når det handler om at udvide frihedsrettigheder og borgerroller til udsatte grupper, gælder samme historie. Konservative kræfter var hårdnakket modstandere af at afskaffe slaveriet, mens liberale kæmpede for alles frihed fra de bundne lænker. Samme mønster kan vi se, når det angår kvinders stemmeret, hvor den liberale John Stuart Mill var den første i det britiske parlament, der foreslog, at kvinder skulle have stemmeret.

Konservatismens principløshed har fået dem på glatis adskillige gange, eftersom man ikke har andet at knytte sig til end en kontinuerlig samfundsudvikling og læren af historien. Konservative kræfter har derfor gennem historien hyppigt stået på den forkerte side af, hvad der bredt anerkendes som værende rigtigt og forkert i dag.

Ideologisk er liberale og konservative lige så store modstandere, som liberale og socialister er det. Grunden til, at de på mange områder står på samme fløj i dag, er på grund af konservatives status quo-søgen, hvor status quo i Vesten er det liberale demokrati og dets principper. Og det blev til status quo på grund af de liberales ideologiske sejre.

Når konservative kræfter derfor angriber liberale og deres projekt, burde de tværtimod hylde det. Det er det projekt, de gennem historien har kæmpet imod, mens de samtidig forsvarer hele fundamentet for det i dag. Når de i dag ser sig selv som den vestlige civilisations forkæmpere, abonnerer de ikke på en selvopfunden konservatisme, men blot den klassiske liberalisme. Og tak for det.