Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Konservativ er ikke det samme som liberal

Rasmus Brygger benytter sig i en kronik af falsk beskrivelse af modparten – konservative – som det derefter er let at nedgøre. Det er ikke rimeligt.

Danske konservative var med til allerede i slutningen af 1700-tallet at indføre jordreformer. Arkivfoto: Torben Christensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I en kronik 3. juli blæser superliberalisten Rasmus Brygger til kamp mod den politiske alliance mellem liberale og konservative. Til den ende bruger han et gammelt kneb, nemlig en falsk beskrivelse af modparten, som det derefter er let at nedgøre. Om RB virkelig er i ond tro eller blot uvidende, får stå hen. Indtil andet er bevist, vil jeg lade tvivlen komme ham til gode og tro på uvidenhed; i så fald en pyramidalsk en af slagsen.

Læs kronik: Behov for liberalt brud med konservative

For at bøje det i neon. Selv om man normalt skelner mellem ideologi og religion, er de i det store og hele identiske. Tilhængerne er troende, og bliver derfor ofte(st?) fanatiske. Dog har de tre såkaldt monoteistiske religioner som udgangspunkt, at mennesket grundlæggende er ondt (syndigt). Syndefaldet og uddrivelsen af paradiset har til alle tider været de religiøse lederes masseødelæggelsesvåben. I nogle årtusinder har millioner af mennesker måttet lide herunder samt under den dertil knyttede krops- og sexforskrækkelse.

Liberalismen og socialismen går derimod ud fra, at mennesket grundlæggende er godt. Socialismen prædiker, at den ondskab og dårligdom, som uomtvisteligt eksisterer, skyldes, at samfundet er forkert indrettet, at det er for ulige. Liberalismen tilskriver dette den manglende frihed.

Fælles for disse religioner og ideologier er, at de prædiker, at alt bliver godt, når blot disse bliver anvendt og accepteret. Så kan tusindårsriget begynde. De er altså utopier. Det er ikke så sært, at de har så mange liv og ulykker på samvittigheden. Når man selv er så god og kun vil det gode, er det alt for let at acceptere ofre på vejen mod idealet.

I modsætning hertil er konservatismen faktisk ingen -isme. Den har ingen endegyldige svar på alt, faktisk ikke på noget som helst. Dens udgangspunkt er, at mennesket hverken er godt eller ondt, men egoistisk. Det vil derfor arbejde for sin egen overlevelse og for sit eget bedste. Det er desuden forsynet med intelligens og sund fornuft. Derfor vil det ikke altid mele sin egen kage, da det kan være en kortsynet strategi, men indgå alliancer med andre, hvis det kan optimere dets egne forehavender, og det kan det jo som regel.

Konservative vil derfor give egoismen stor frihed, da det er i hele samfundets interesse, at der bliver skabt værdier. Konservative ønsker altså ikke at dirigere.

Til gengæld har konservative ingen problemer med at gribe regulerende ind, hvis egoismen tager overhånd på den ene eller den anden måde. Den konservative frihed er altid en torn i øjet på socialisterne, og regulering det samme i liberalisternes. Derfor kan det ofte se ud, som om konservatisme er en middelvej mellem socialisme og liberalisme. Det er imidlertid en historisk tilfældighed.

HVAD ER SÅ konservatisme, en konservativ? Lad mig sætte det på en enkel formel: En konservativ er en frihedselskende skeptiker. Hans valgsprog kunne være: »Naahh! Kan det nu også være rigtigt?« Det kan det jo så som regel ikke, som det også fremgår af TV-programmet Detektor.

Konservatismen kan i europæisk og mere eller mindre politisk sammenhæng mindst føres tilbage til libertinerne, som tillod sig at sætte spørgsmålstegn ved en række vedtagne sandheder, som f.eks. kirkens dogmer, adelens privilegier og Jordens fladhed. Når ordet libertiner i vore dage har mistet sin oprindelige betydning af fritænker, skyldes det magthavernes og navnlig kirkens smudskampagner mod dem. En del af oplysningstidens filosoffer som f.eks. Voltaire hører også med blandt konservatismens aner.

Efter at disse prækonservative skeptikere havde sat gang i videnskabens frigørelse fra kirkens dogmer og menneskenes frigørelse fra magthavernes åg, ser man i det 19. århundrede liberalismens fremmarch med forbud mod laug og gilder samt senere mod fagforeninger, idet sådanne ansås for at være frihedens fjender, hvilket da også var korrekt, i hvert fald for de to førstnævntes vedkommende. I den sammenhæng var det naturligt for konservative at stille sig skeptiske til den hensynsløse liberalisme, og det er da også rent faktisk superkonservative kræfter som Bismarck, der indfører sociale foranstaltninger som f.eks. alderspension.

I Danmark er det også konservative og fremsynede kræfter, der allerede i slutningen af 1700-tallet indfører de jordreformer, som er den væsentligste grund til, at Danmark i dag er et rigt land.

I DET 20. århundrede, det socialistiske, er det naturligt for konservative at stille sig skeptiske over for denne ufrihedens ideologi. Således er det konservatives skæbne at bidrage med sund fornuft, når de hensynsløse ideologer hærger. Da de ikke er tynget af ideologiske fordomme, er de i højere grad i stand til at udtænke rimelige og praktiske løsninger på de problemer, som ikke mindst ideologerne forårsager.

Det er altid tiltag, som er tilpasset de faktiske omstændigheder og ikke noget, som er dikteret af en eller anden utopi. Det er samtidig løsninger, der er præget af almindelig menneskelig anstændighed og social ansvarlighed. Samfundets sammenhængskraft prioriteres højt af konservative, fordi det er sund fornuft.

Læs kronik: Liberalismen er frihedens fjende

RB BENYTTER I sin kronik endnu et kneb. Ordet konservativ har mange betydninger såvel på forskellige sprog som i forskellige lande – samt såmænd også på samme sprog. RB udnytter behændigt dette til at putte danske politiske konservative i samme gryde som konservative religiøse fanatikere i USA. Intet kunne være mere forkert. Disse to grupper er tværtimod diametrale modsætninger. Disse sidste er lige så fanatiske religiøse, som RB er fanatisk ideolog. Altså er der derimod slægtskab mellem ham og dem. Hvis RB foretager denne sammenstilling i ond tro, er det direkte usselt.

I den konkrete danske sammenhæng tillader RB sig også at kalde Dansk Folkeparti for konservativt. Det er ganske vist blevet almindeligt at kalde det nationalkonservativt, men ideologisk hører det snarere til i en ideologi, som ikke er blevet nævnt i denne sammenhæng. I økonomisk sammenhæng er DF socialistisk. Så kan man selv finde en passende betegnelse for dette parti.