Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Konservatisme uden Gud

Christian H. Skov: Debatten mellem den konservative Katrine Winkel Holm og den ligeledes konservative Kasper Støvring afspejler en indre splittelse i konservatismens idéer mellem nationalisme og kristendom.

I Danmark har der traditionelt været et tæt bånd mellem luthersk kristendom og dansk konservatisme. I gamle dage gav det sig udtryk i, at Det Konservative Folkeparti var et udpræget kristeligt parti. I dag er det mindre tydeligt. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ligesom kristendommen generelt er på retur i samfundet, er også dens betydning for konservatismen aftagende. Debatten mellem den konservative Katrine Winkel Holm og den ligeledes konservative Kasper Støvring er nemlig i virkeligheden en debat om forholdet mellem to konservative grundbegreber, nemlig »Gud« og »Fædreland«.

Forleden kritiserede Winkel Holm Kasper Støvring her i avisen. Støvring havde på sin blog skrevet, at han nok ville forsvare vestlige og danske værdier her til lands, fordi de nu engang er vores, mens han vil lade andre kulturer indrette sig, som de nu finder rigtigt, der hvor de hører til. Islam havde som en tradition med 1.400 år på bagen sin egen værdi. Dette fik Winkel til at beskylde Støvring for at forveksle konservatisme med en gold traditionalisme, der hævdede »at alt hvad der er gammelt, religiøst og traditionelt er værdifuldt«. På den måde er Støvring allerhøjst tilfældigvis konservativ.

Winkel Holms indvending mod kulturrelativismen er principiel, for mellem linjerne peger hun på, at konservatisme i modsætning til traditionalisme forsvarer noget andet end det, der tilfældigvis er vort. Konservatismen forsvarer nogle specifikke grundlæggende vestlige værdier, ikke fordi de er vores, men fordi de er sande eller bedre end eksempelvis islams. Debatten mellem Støvring og Winkel Holm skal forstås som en debat, der foregår mellem kampfæller. Det er ikke så meget en praktisk debat, men en politisk filosofisk debat om ikke hvad konservatismen gør, men hvorfor den gør det. At denne debat så i anden række kan have nogle praktiske konsekvenser, er en anden sag.

Grundlæggende afspejler debatten en indre splittelse i konservatismens idéer mellem nationalisme og kristendom. For når Støvring taler kulturrelativistisk, gør han det fordi han er nationalist. Han opfatter værdier som noget, der kun giver mening inden for begrænsede og afgrænsede kulturelle fællesskaber. Når Winkel Holm siger noget andet, skyldes det først og fremmest kristendommen.

Kristendommen rummer en universalitet, som er nationalismen helt fremmed. Den hævder at være sand for alle, alle steder og til alle tider. En partikularistisk nationalisme må afvise, at noget sådant overhovedet er muligt. Har kristendommen en værdi, er det allerhøjst som en kulturel komponent, der skaber gode værdier, fælles traditioner og sammenhængskraft. Når nationalkonservative forsvarer kristendommen gør de det med andre ord ikke fordi den er sand, men fordi den er en sociologisk bekvemmelighed. Eller slet og ret, fordi det nu engang er den tro, som vi herhjemme har.

 Modsætningen mellem det nationale og kristendommen er en af årsagerne til, at så mange europæiske højretænkere har afvist den fuldstændigt. Mange af dem mente, at kristendommen ikke alene var ikke-national, den var også en forløber til de moderne ideologier liberalisme og socialisme. For var det ikke netop kristendommen, der talte om de sidste tider, om frelsen og hævdede både menneskets frihed og lighed? Med udgangspunkt i disse tanker blev den mellemkrigstidens radikale konservatisme både et angreb på de moderne ideologier såvel som kristendommen.

Den konservatisme, der ikke tog afstand fra kristendommen, men tværtimod i denne så en kritik af det moderne samfunds udartninger, drog en anden konklusion. De sagde som den britiske katolske konservative Chesterton, at den moderne verden var fyldt med kristne dyder, der var blevet vanvittige. Dette vanvid skyldtes, at dyderne var blevet afkoblet kristendommen. Med andre ord: for at bremse vanviddet, måtte konservatismens opgave blive at fastholde samfundet på kristendommen. Herhjemme kendes denne konservatisme særligt fra Søren Krarup, der har peget på, at kristendommen er ideologiernes modsætning, som indebærer at »være jorden tro« som det hedder.

I Danmark har der traditionelt været et tæt bånd mellem luthersk kristendom og dansk konservatisme. I gamle dage gav det sig udtryk i, at Det Konservative Folkeparti var et udpræget kristeligt parti, som eksempelvis nød stor opbakning i Indre Mission. I dag er det mindre tydeligt. Dansk konservatisme er ofte er blevet revitaliseret gennem mødet med kristendommen og at den selvbevidste konservatisme ofte har haft et udpræget kristeligt udtryk. I mellemkrigstiden kom det til udtryk gennem den kristeligt-nationale bevægelse Det Unge Danmark og i efterkrigstiden er det særligt Tidehvervskredsen, der har gjort sig gældende med et luthersk inspireret opgør mod velfærdsstaten og multi-kulturalismen.

At der nu er debat inden for dansk konservatisme om kulturrelativisme er tegn på, at denne forbindelse til kristendommen ikke er så selvfølgelig som tidligere. Den generation af national-konservative, som særligt har gjort sig gældende i nullerne, er inspireret af en bredere europæisk højredebat, hvor kristendommens rolle er blevet sekundær i forhold til sociologi, nationalisme og kultur. De har stået for en ideologisk nyorientering af konservatismen og i den proces har de samtidig fastslået muligheden af en konservatisme uden Gud.