Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Konservatisme er mere end “liv og stil”

Anders Frandsen, cand.jur. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der skrives i disse dage om forholdet mellem konservatisme og liberalisme. Bl.a. har antropolog Dennis Nørmark her i Berlingske gjort sig til talsmand for, at liberalismen, når den blev herningensisk, kom til at fremstå fattig og åndløs, og debattør Mads Holgers indlæg kan vel sammenfattes til, at ungdommens liberalisme ikke stikker dybere end kavalergangen i et par silikonebryster.

Fælles for de to kronikører er, at deres indlæg fokuserer bedrøvelig meget på form- og livsstilsbetragtninger, og dermed bliver de ironisk nok repræsentanter for det dannelsestab, de selv begræder.

Edmund Burke var ikke fjende af liberalismen. Dels var han barn af oplysningstiden, dels delte han på lange stræk – ikke mindst det økonomiske – et åndsfællesskab med Adam Smith. Jeg tror sådan set, at Burke ville betragte den driftighed og entreprenance, Nørmark betegner som »ånden fra Herning«, som noget yderst positivt. Førstepræmie i æstetik eller ej.

Den grundlæggende forskel på konservatisme og liberalisme er, at de spreder magten forskelligt. Liberalismen balancerer magten mellem nuværende institutioner og nulevende individer. Heroverfor står konservatismen, som ønsker at sprede magten og de samfundsmæssige bindinger i tid.

Liberalismen tillader principielt hver generation at bygge samfundet på ny, mens konservatismen forpligter til at værne om det, man har fået i arv for at give videre. Heri ligger en respekt for historie, normer og nationale værdier, men også en social forpligtelse. Det er indlejret i det nationale fællesskab, at vi tager vare på hinanden.

Af samme grund vil en konservativ være skeptisk over for eksperimenter a la »ansvar for egen læring« i folkeskolen, hvor hele årgange spændes for en ideologisk vogn. Ligeledes på udlændingeområdet, hvor de Radikales tro på, at det ikke handler om antal, men om bedre integration, eller LAs »åbne grænser og lukkede kasser«, ligger en konservativ fjernt. Dels fordi denne integrationsproces ikke har været vellykket i noget andet vestligt land, dels fordi massiv indvandring fra andre kulturkredse vil medføre, at Danmark bliver et andet land.

Et tredje eksempel er kulturpolitik, hvor den liberale grundlæggende vil mene, at markedet og mæcener må løfte opgaven, socialismen, at kunsten har en politisk opgave, og den elbækske kulturradikale variant, hvor gøgl – skabt i nuet og glemt derefter – også er kunst. Heroverfor vil den konservative mene, at noget kunst er kvalitativt bedre end andet, at kunsten ikke »skal« noget udover samlet set at forædle og kultivere og, at dens fremme er en national forpligtelse.

Der er således masser af punkter, hvor konservative kan strides med liberale, socialister og kulturradikale uden at være nødt til at fordumme deres synspunkter og uden, at man behøver ende i æstetik- eller vulgærkonservative livsstilsbetragtninger, som mestendels leder tanken hen på socialismens trang til at gøre alle afkroge af hverdagslivet til politik.