Rusland opfører sig aggressivt over for sine naboer. Det må være synligt for enhver. Men for Marie Krarup (DF) er det åbenbart vigtigere at se tingene fra Putins perspektiv.

»Rusland handlede rationelt i forlængelse af deres nationale interesser forstået i geopolitiske og nationale termer,« skriver Marie Krarup i Berlingske 12. september om Putins aggression mod Ukraine. Og hvad så, hvis det var rationelt?

Selvfølgelig skal vi overveje, hvorfor stater handler, som de gør. Men vi skal ikke sammenblande analyse med accept. Og det er her, jeg er bange for, at Marie Krarups kæde hopper af. Hun virker mere opsat på at forstå Putin, end på at forstå Ruslands nabolande, der lider under Putins linje.

Det kan godt være, at det er rationelt for Putin at sikre sig en stødpude i forhold til Vesten ved at destabilisere Ruslands nabolande. Men hvorfor spørger Marie Krarup ikke, hvad Ukraine eller Estland, Letland og Litauen mener om den sag? Skal deres velstand, nationale interesser og frivillige valg tilsidesættes for Ruslands stormagtsdrømme? Hvad ville det betyde for Danmarks handlefrihed?

Marie Krarup beskylder Udenrigsministeriet for at se verden gennem en »ideologisk prisme«. Og konkret fremhæver hun nogle passager fra en af ministeriets analyser. I disse passager er det påstanden, at Ruslands ledere er bekymrede over, at Ukraine kan blive en liberal, demokratisk succes. Det er ikke et spørgsmål om »ideologisk prisme«. Det er en påstand, som kan efterprøves.

Marie Krarup har ret i, at Rusland næppe bliver et liberalt demokrati efter vestligt mønster i en overskuelig fremtid. Det er en generel erkendelse og faktisk også en rød tråd i den pågældende analyse, som hun vælger at fejllæse. Den danske regering arbejder da heller ikke på et regimeskift i Rusland.

Men når man som Marie Krarup prøver at sætte sig i de russiske lederes sted, kan man også se, at demokratiske fremskridt i Ukraine kan blive et problem. Får Ukraine gjort op med negativt arvegods fra sovjettiden som korruption og kleptokrati, risikerer de russiske ledere at blive stillet en række ubehagelige spørgsmål fra deres borgere: Hvorfor påstår I, at russisk kultur kræver et autoritært styre? Hvorfor ses individuel frihed som farlig for nationens sammenhængskraft?

Helt grundlæggende handler det om simpel magt og leveregler for store og små lande. Jeg undrer mig over, at Marie Krarup ikke ser verden lidt mere ud fra det perspektiv. Hvorfor føler hun ikke bare en lille smule mere for små lande, der risikerer at blive trynet af en stor nabo? Hun kan jo bare se på Danmarks historiske situation. Man kan da godt »forstå«, at Tyskland ville bestemme over os under besættelsen. Man kan da også godt »forstå«, at Sverige i århundreder ville kontrollere indsejlingen til Øresund, hvorfor Danmark var lige ved at gå under. Ligesom man godt kan »forstå«, at Rusland griber ind i Ukraine. Det er bare ikke på nogen måde acceptabelt i en verden, hvor nationernes selvbestemmelse trods alt må betyde lidt – og hvor Rusland har forbrudt sig mod den internationale retsorden og flyttet grænser ensidigt.

Russisk propaganda skal afsløres

Marie Krarup har helt ret i, at det ville være rart, om danske landmænd kunne eksportere noget mere til Rusland. Det kan de ikke som følge af Putins modsanktioner mod Vesten, men også på grund af en russisk nyprotektionisme i strid med WTOs regler om frihandel. Den danske regering lægger ingen hindringer i vejen for dansk landbrugseksport til Rusland. De danske landmænd er blevet ramt af et magtspil.

Marie Krarup skriver, at »Putins system i Rusland er ubehageligt, udemokratisk og autoritært«, men er det en grund til at lægge sig ned og acceptere et sådant systems spilleregler? At give indrømmelser for, at de fjerner barrierer, de selv kunstigt har stillet op? Tværtimod. En af de store opgaver i forhold til Rusland består i at vise fasthed. Jeg tror ikke, at Putin har respekt for dem, der vakler. Jeg tror heller ikke, at danskerne har noget langsigtet at vinde på at være Putins nyttige idioter. Vi bør derimod hjælpe med at pille russisk propaganda fra hinanden. Og derfor støtter jeg gladelig den strategiske kommunikation, der bliver gennemført – også af danske eksperter – i regi af EUs Fælles Udenrigstjeneste. Jeg kan konstatere, at Marie Krarup er skeptisk over for den indsats. Det burde hun ikke være. Den handler netop om at dræbe de myter, som de russiske statsstyrede medier forsøger at udbrede – både om krigen i Ukraine og om den vestlige verdens aggressive hensigter.

Rusland lever højt på misinformation. Men det er naturligvis også i deres interesse. Det kunne jo være, at de kunne svække den vestlige verden ved at overbevise vestlige politikere og meningsdannere om, at deres aggressioner ikke er så slemme endda. Det virker øjensynlig på nogle.

Danmark skal søge et bedre forhold til Rusland. Der er fælles interesser, som vi skal forfølge. Men det skal ikke ske ved at lægge sig ned.

Kristian Jensen er udenrigsminister (V)