Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kongens krise vil fortsætte

Lars Hovbakke Sørensen: Det svenske kongehus’ krise er ikke overstået.

Foto: PETER KLAUNZER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den vil formentlig fortsætte og udvikle sig yderligere i den kommende tid.

En væsentlig grund er, at kredsen omkring Mille Markovic, som siger, at de ligger inde med billeddokumentation af kongens stripklubbesøg mv., har annonceret, at de vil offentliggøre billederne i løbet af nogle få måneder. Når det sker, vil sagen igen blusse op, og med meget større styrke end hidtil.

En anden vigtig årsag er, at en del svenskere i forvejen ikke har så meget sympati for kongen. Mange vil derfor også se med en vis ligegyldighed på, om han eventuelt kommer i yderligere vanskeligheder. Den relativt lille forhåndssympati for kongen skyldes dels den svenske venstrefløjs (inkl. Socialdemokraternas) lange tradition for skepsis over for monarkiet, dels kongens mange politiske udtalelser i tidens løb (om kvindelig arvefølge, atomkraft, ulvejagt, diktaturet i Brunei osv.), som har gjort ham til en person, som i højere grad splitter end samler nationen.

Men en tredje meget væsentlig grund til, at kongens krise vil udvikle sig yderligere i de kommende måneder er, at Socialdemokraterna og venstrefløjen vil bruge krisen indenrigspolitisk. Til at forsøge at erobre stemmer fra de borgerlige regeringspartier. Socialdemokraterna, som ellers har regeret Sverige i størstedelen af 1900-tallet og de første år af 2000-tallet, har nu helt usædvanligt været i opposition i fem år i træk. Og ifølge de seneste meningsmålinger ville de borgerlige partier stadig vinde, hvis der var valg i dag. Socialdemokraterne leder derfor i disse år med lys og lygte efter en vindersag, som kan trække stemmer hen over midten. Og i Sverige er kritik af kongehuset, i modsætning til i Danmark, en potentiel vindersag, på grund af den store skepsis, som allerede findes over for kongen. Derfor vil Socialdemokraterna og de øvrige oppositionspartier til venstre for regeringen forsøge at holde liv i Carl Gustaf-sagen i de kommende måneder.

Socialdemokraterna har allerede nu foreslået, at man skal nedsætte en »sandhedskommission« til at se på kongens samspil med det omgivende samfund, og både Vänsterpartiet (svarende til SF herhjemme) og Miljöpartiet har bakket op.

Det er ikke noget tilfælde, at netop disse partier er så hurtigt ude med kritik. Der er gået indenrigspolitik i kongehuset. Og dette kan i virkeligheden blive den største bombe under Carl Gustafs trone.

INFOshop: Danskernes holdning til Kongehuset gennem 20 år