Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kongemærkehipsternes ubehagelige krigsretorik

Johan Christian Nord, der er cand.mag. og valgmenighedspræst, har ret, når han i sin velskrevne kommentar 13. juli konstaterer, at det ikke længere er »en eksotisk højrefløjsbeskæftigelse at stille spørgsmål ved, om vores frihedsrettigheder fortsat skal beskytte de mennesker, som ønsker at omstøde dem.«

Tilstedeværelsen af en indre fjende i form af jihadistisk sindede islamister rejser det evige dilemma: Hvordan forsvarer demokratiet sig imod dem, der vil nedbryde det? Her et det tydeligt, hvor Nord selv står. Han ser frem til den dag, hvor »vi bare gør det.« Deporterer og internerer de mennesker, som hader os og længes efter at undertvinge os.

De seneste år er der på højrefløjen fremvokset en anti-liberal strømning af begavede unge kulturkonservative, inspireret af det franske Nouvelle Droite. Her længes man efter den rensende kartharsis. Revolutionen der skal rette op på det hele og indvarsle en ny guldalder. Ud med EU, ud med menneskerettigheder og ud med muslimer. Problemet med revolutioner er, at de har det med at ende i borgerkrig.

Nord har tidligere beskrevet migrationsbølgen mod Europa, »de vandrende masser«, som en fjendtlig flåde og citeret den franske højrenationalist Guillaume Fayes begreb om »mental AIDS«, der afholder de europæiske befolkninger fra at gå til modstand. Det gjorde han på »Folkefest For Frihed«, arrangeret af bl.a. Den Danske Forening. Det eneste, der kan ruske det dorske flertal op, er flere og mere blodige konfrontationer. Mere terror. Og som Nord siger »den glædelige nyhed er jo, at (...) Ilden har allerede fat.«

De konservative kongemærkehipstere såsom Nord lever i ideernes verden. Deres sprog er tungt med svulstige allegorier og socialdarwinisme, men for de mere praktisk anlagte er konteksten åbenlys. De bruger en krigsretorik, der i hvert fald for undertegnede fremstår stærkt ubehageligt.

Når jeg er en af dem, der hylder de »abstrakte værdier«, der er så naturstridige, at de må kaldes »syge«, skyldes det bl.a. at jeg som udsendt soldat har set det barbari, mennesker udsætter hinanden for. Det sker i den naturtilstand, som Nord og de andre højremænd længes efter.

For hvad er den logiske konsekvens af det unge højres verdensbillede? Hvis de vandrende masser er fjenden, hvad er så de danskere, der hjælper dem? Hvad gør man med landsforrædere i krigstid? Hvis terrorangrebene skal vække danskerne, hvordan skal patrioter i politi og forsvar så forholde sig? Det er vel bedst at tage konfrontationen, før fjenden får udvidet sit brohoved?

En virus er noget, man udrydder, og en ledingsflåde er noget, man møder med sværdet i hånd. Det nye højre dyrker ven-fjende-dikotomien og sværmer for voldsom dåd. Det lyder dragende i sammenligning med teknokratsproget fra vores politikerklasse, men det er ikke en gratis omgang at påkalde sig krigsguden Mars. Han forventer også et offer.

Ved at brutalisere sproget er det nye højre med til at underminere de liberale værdier, der bærer en stor del af æren for, at de vestlige samfund har udviklet sig til verdens mest succesfulde. Ironien er, at deres revolutionære opvigleri lyder som et ekko fra 1970ernes ekstreme venstrefløj, og deres reaktionære livssyn spejler de selvsamme islamister, de ønsker at bekæmpe.

Kampen mod islamismen har en militær dimension, men den vigtigste indsats er økonomisk og intellektuel. Ligesom det var tilfældet med kommunismen, skal islamismen besejres i massernes sind. Islamisterne har kulturen på deres side, men tilbyder masserne et endnu ringere produkt end kommunisterne. Vi skal holde hovedet koldt og undlade at overreagere. Især er det vigtigt, at vi fastholder, at muslimske borgere i Vesten er en del af nationen, nyder beskyttelse, rettigheder og privilegier som nationens borgere, og skylder nationen deres loyalitet.

Men vi skal heller ikke bilde os ind, at vi kan undgå terror med diplomati og udviklingsbistand. Her har højremændene bedre fat end mange europæiske regeringsledere.

Begivenhederne i Mellemøsten har deres egen logik. De er drevet af voksne menneskers bevidste valg, og der er meget lidt, vi kan gøre fra eller til. Vi kan ikke finde et kompromis med den islamistiske revolutions avantgarde. Det er ikke en konflikt mellem enkelte frustrerede tosser og så os »ytringsfrihedsfundamentalister«, som flertallet kan melde sig ud af.

Her står vi rigtigt nok over for en ondskabsfuld fjende. De, der bærer våben mod os, må dø. De, der hjælper dem, der bærer våben, må vælge mellem overgivelse, indespærring eller døden. Her er det passende at ihukomme Homers ord fra vores barbariske fortid om, hvordan der ikke kan være nogen forståelse imellem løven og ulven, kun kamp, til den ene falder.

Den islamistiske vækkelse er muligvis den begivenhed, der kommer til at kendetegne vores tidsalder, men det er vigtigt at fastholde, at det er et mikroskopisk mindretal, der griber til vold. Som samfund har vi gennemgået større kriser uden at gå på kompromis med vores idealer. Når vi står fast på retsstaten, menneskerettighederne og krigens love, er det ikke for deres skyld, men af hensyn til vores egen karakter.

Niels Jespersen er cand.mag. og skribent.