Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kongelige kunstnere med sans for tal

Helle Hedegaard Hein: Det er et fromt håb, at ledelsen på Det Kongelige Teater har involveret deres ekstremt økonomistyringskompetente medarbejdere »på gulvet« i en dialog om, hvor man kan spare penge, inden man er tyet til fyringer.

Medarbejderne ved Det Kongelige Teater besidder foruden deres kunstneriske talent store kompetencer i økonomistyring,skriver Helle Hedegaard Hein, der i knap fire år som forsker har fulgt arbejdet på teatret. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det Kongelige Teater skal spare 100 mio. kr. over fire år, og det kan ifølge teaterchefen kun ske gennem fyring af 100 medarbejdere, hvilket i øvrigt vil medføre forringelser i det kunstneriske niveau og ringere variation i repertoiret.

Nu har jeg selvsagt ikke været en del af besparelsesprocessen, men alligevel må ovenstående siges at være en sandhed med modifikationer. Igennem næsten fire år har jeg i forbindelse med et forskningsprojekt haft min gang på Det Kongelige Teater. I lyset af den forestående fyringsrunde er der især to observationer, der træder frem.

Den første - og vigtigste - observation er, at jeg som forsker har fulgt sparediskussioner på mange forskellige arbejdspladser, ikke mindst offentlige arbejdspladser. På dette punkt skiller Det Kongelige Teater sig ualmindeligt positivt ud. Jeg har aldrig været på en arbejdsplads, hvor man besad så høje økonomistyringskompetencer. Vel at mærke blandt medarbejderne, og især blandt det tekniske personale.

Især én oplevelse tjener som eksempel herpå. I forbindelse med en stor produktion blev der afholdt produktionsmøde. En af de kunstneriske chefer, som også var instruktør på forestillingen, indledte mødet med at sige, at der skulle spares 872.000 kr. ud af et budget på i alt 20,6 mio. kr.

Den besparelse skulle findes på det pågældende møde, hvoraf der nu var 52 minutter tilbage. Herefter begyndte den mest kompetente økonomistyringsdiskussion, jeg som forsker har været vidne til. Teknikere og ledere for hver deres område diskuterede, hvor der kunne spares. De diskuterede ud fra kunstneriske hensyn, og de diskuterede sammenhænge. »Hvis vi sparer den bro der, så sparer jeg nogle røgbomber her« osv. Og ikke nok med det. Der skulle ikke nedsættes et udvalg, der skulle gå tilbage og regne lidt på, hvad det ville beløbe sig til.

Nej, alle vidste præcis, hvad hver enkelt ting kostede, og hvilke afledte både økonomiske og kunstneriske effekter det ville have at spare lige præcis dér. Det tog ikke 52 minutter at finde ud af, hvor de 872.000 kr. skulle spares. Det tog 37 minutter!

Den anden observation er, at argumentet om, at besparelser pr. automatik fører til ringere kunst eller lavere variation ikke er et argument, jeg på noget tidspunkt har hørt fra det kunstneriske eller tekniske personale på Det Kongelige Teater. Alle, der er direkte beskæftiget med kunstproduktion ved, at kreativitet ikke kommer af ubegrænsede midler, men af begrænsninger. Og det forholder sig ikke sådan, at hvis man skal spare 100 mio. kr., så får man for 100 mio. kr. ringere kunst.

Det er klart, at man på et tidspunkt må sige, at man har skåret så meget ind til benet, at det uvægerligt vil gå ud over kvaliteten, men der er ofte langt ind til benet. I øvrigt er det noget af en hån mod andre, der producerer kunst af høj kvalitet på et - selv når der korrigeret for Det Kongelige Teaters størrelse og særlige forpligtelse - langt lavere budget. Kunst kommer af begrænsninger. Malerier fra Picassos blå periode er jo ikke ringere end malerier, hvor den fulde farvepalet er brugt.

Forestillinger på små teatre på lave budgetter er jo pr. automatik af ringere kvalitet. Nogle af Det Kongelige Teaters mest interessante satsninger igennem de senere år er ikke udsprunget af store budgetter. Tænk blot på, hvor meget fantastisk - og varieret - teater, der blev lavet i Turbinehallerne på for Det Kongelige Teater relativt lave budgetter.

At fremføre, at ringere økonomi pr. automatik vil føre til ringere kunst eller ringere variation i repertoiret, får alarmklokkerne til at ringe - for det er ikke et argument, man hyppigt hører fra folk, der fingrene direkte nede i den kreative arbejdsproces. Det kommer ofte fra dem, der er længst væk fra processen.

Det Kongelige Teater er en stor organisation, som kræver styring, men ikke nødvendigvis topstyring. Og det ville være ualmindeligt dumt som ledelse ikke at benytte sig af en økonomistyringskompentence på medarbejderniveau, som efter min bedste opfattelse er i verdensklasse. Derfor er det et fromt håb, at ledelsen på Det Kongelige Teater har involveret deres ekstremt økonomistyringskompetente medarbejdere »på gulvet« i en dialog om, hvor man kan spare penge, inden man er tyet til massefyringer.

Det er også et fromt håb, at ledelsen i hele processen skaber en høj grad af gennemsigtighed i spareprocessen.

Hvis medarbejderne går rundt med en fornemmelse af, at de er dårligt informeret, og at ikke alle sten er blevet vendt, og at i hvert fald en del af fy-ringerne kunne være undgået, hvis de var blevet taget med på råd, så har man skabt en fundamental mistillid til ledelsen, som kan risikere at have langt større indflydelse på den kunstneriske kvalitet end besparelsen i sig selv.