Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kongehuset er ikke staffage og bladguld - det er nationens dybeste natur

Læs mere
Fold sammen

Den østrigske forfatter Joseph Roth skrev i sin store roman »Radetzkymarch« fra 1932 om det østrig-ungarske riges fald, at det dengang i Wien var almindeligt i konservative kredse at råbe skældsord efter dem, der ville det vertikalt sammenhængende samfund til livs. Og skældsordet, man råbte? Det var såmænd »demokrat«!

Scenen vendte tilbage, da jeg læste cand.mag. Niels Jespersens velturnerede kommentar forleden. I den belæste tekst angriber Jespersen min og Caspar Stefanis hyldest til Danmark som kongerige.

Selv prøvede jeg i nærværende avis 14. januar at vise, hvorfor et kongehus giver sammenhængskraft. Og jeg mener ikke, at Jespersen kommer med overbevisende modargumenter. For når han trækker på historien og viser os, at den danske adel i 1440 lod en tysker styre landet, og samtidig mener, at det netop var for udemokratisk, så er der jo kun tilbage at følge logikken: I vikingetiden har det formentlig stået endnu værre til med medbestemmelsen. Og mon ikke folk bare opførte sig som vilde dyr i stenalderen?

Disney-konservatisme

Kort sagt, når jeg taler om kongehuset, så taler jeg naturligvis ikke om Gorm den Gamle, men om det nuværende konstitutionelle monarki. Og om, at vi nu har den perfekte balance – vi er indsat i et hierarki bestående af Gud, konge og fædreland, skønt vi demokratisk kan påvirke det som folk.

Det er jo netop heri, at den raffinerede forskel mellem republik og monarki ligger. Det er hierarkiet, der er forskellen, og det er så vigtigt, fordi det er en ramme om demokratiet, som derigennem så at sige adles.

Derfor er det en lovlig flot stråmand, når Jespersen påstår, at jeg skulle være fortaler for enevælde. Jeg har aldrig forlangt skamstraf og kirketugt genindført.

Men jeg er fortaler for, at vi konstant må leve os ind i vort samfunds historiske kontekst. Kongehuset er ikke staffage og bladguld, som Jespersen vil gøre det til. Det er et udtryk for nationens dybeste natur. Et vigtigt og kraftfuldt symbol, som minder os om, hvad vi kommer fra – og dermed hvem vi er.

Jespersen kammer over, da han beskylder Stefani og mig for at dyrke det, han frækt kalder for »Disney-konservatisme«. Vi er løjerlige, fordi vi skulle være udtryk for en eller anden tegneserieudgave af wannabe-adel. »Højborgerligheden er« ifølge Jespersen – som i øvrigt skrev det helt tilbage i 2013 i Information – »i sin terminale fase«.

Det kan han selv være.

Og det samme de mest nulstillede liberalister. Altså de liberalister, der – uanset hvor mange bøger, de sætter til livs – stadig ikke magter overblikket og derfor bliver ved og ved med at insistere på, at alle de værdier og hele den samfundsstruktur, som Danmark stadig vitterligt hviler tungt på – kirke, kongerige og indfødsret – for længst må være død og borte.

For den mest forfladigede type republikanere kan da i hvert fald ikke se dem.

Kristian Ditlev Jensen er forfatter.