Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kompetencer, ikke kromosomer

Lea Stentoft:Britta Thomsen (S) skriver i Berlingske Tidende 02.11, at et nej til kønskvoter er et nej til reel ligestilling.

Lea Stentoft Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Intet kunne være mere forkert. Reel ligestilling indebærer en ligestillingspolitik uden nogen form for positiv særbehandling eller diskrimination, og hvor der findes lige muligheder for mænd såvel som kvinder i form af individuelle rettigheder til borgeren.

En indførelse af kønskvoter, for eksempel i børsnoterede selskaber, som Britta Thomsen foreslår, vil netop medføre både diskrimination og positiv særbehandling, samt undergrave de individuelle rettigheder. Det vil medføre, at det er i orden at fyre en mand, fordi han er mand, og derefter ansætte en kvinde, netop fordi hun er kvinde. Vi tager den lige igen! Man fyrer en mand, fordi han er mand, og man ansætter en kvinde, fordi hun er kvinde! Med indførelse af kønskvoter diskriminerer man altså manden, og skaber positiv særbehandling for kvinden.

Desuden finder jeg det paradoksalt, at kvinder som Britta Thomsen vil bruge så stærke magtmidler mod den private sektor, når man ikke vil gøre det samme i den offentlige sektor, hvor der findes en overrepræsentation af kvinder. Hvis man virkelig mener, at kvoter er sådan et fantastisk redskab, hvorfor er det så kun kvinder i lederstillinger man fokuserer på? Hvorfor stoppe her? Skal vi så ikke fortsætte og begynde at kvotere rødhårede, allergikere eller mørkhudede? Der er jo ingen grænser for kvotering, hvis man først har sat sig for, at den perfekte verden har den perfekte repræsentation af alle grupper.

Det burde i et demokratisk samfund som det danske være langt mere ønskværdigt, at borgerne har muligheden for at stræbe efter netop det, de ønsker, og ikke, hvad nogle politikere mener, er den korrekte repræsentation af køn i samfundet.

Britta Thomsen fremhæver også loven i Norge, der har medført et større fokus på kvinderne i jagten på bestyrelsesposterne. Det er da ikke så underligt, når staten tvinger private virksomheder til at besætte mindst 40 procent kvinder i deres bestyrelse, og ellers vil selskabet blive opløst. Det viser jo intet om reel ligestilling, men derimod blot, at virksomhederne selvfølgelig overholder loven! Det betyder ikke, at et større fokus på kvinder til bestyrelsesposter i sig selv er et onde, tværtimod, men jeg mener ikke, at kønskvoter er et legitimt middel at bruge, for at fremme en bestemt repræsentation i samfundet.

Man må i stedet spørge sig selv, om man i et demokrati som det danske kan ty til hvilket som helst magtmiddel for at opnå et mål, som nogle politikere mener, er det rigtige for samfundet. Ligestillingsdebatten handler pludselig ikke om ligestilling, men om vigtigheden af, at kvinder skal kopiere det liv, som de kvindelige politikere mener, er bedst.

Det er på tide, at danske politikere lægger de moraliserende argumenter på hylden og holder fokus på de overordnede rammer for samfundet. De overordnede rammer skal være indrettet således, at der i lovgivningen ingen form for positiv særbehandling eller diskrimination finder sted. Hvad er formålet med at have lige så mange kvindelig som mandlige software-ingeniører, hvis man ikke har lyst? Det burde i stedet være sådan, at alle har en lige chance for at udfolde sig der, hvor de har lyst, og hvor det er kvaliteter og kompetencer frem for kromosomsammensætningen, der afgør udfaldet.