Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kommer russerne?

Foto: YURI KOCHETKOV og Steen Brogaard.
Læs mere
Fold sammen

Berlingske har rejst det vigtige spørgsmål, om vi danskere – igen – bør frygte den russiske bjørn? Her er Socialdemokratiets vurdering af det spørgsmål.

Under den kolde krig forberedte vi os så godt vi kunne på, at russerne skulle komme og det ragnarok, der ville følge. Mange tusinde russiske atomsprænghoveder stod klar til at udslette ikke bare Danmark, men hele den vestlige verden. Og tilsvarende pegede de vestlige atomvåben mod Rusland.

Det blev heldigvis ikke atomvåbnene, der kom til at afgøre konflikten. Afgørelsen kom, fordi Sovjetunionens kommunistiske økonomi brød sammen. De tidligere østeuropæiske lande vendte sig mod NATO og EU. Rusland slikkede sine sår, mens rangen som supermagt, selv stormagt, forsvandt. Tilbage var kun et brændemærke på den russiske stolthed.

Nu har Rusland, under ledelse af Putin, fået appetit på igen at blive en stormagt. Det har ført til en ny mere aggressiv og mere selvbevidst russisk udenrigspolitik. Kernen i den er tilbagevenden til en opfattelse af verden som opdelt i forskellige interessesfærer.

Vi andre skal blande os udenom det, russerne opfatter som deres interessesfære, og hvor de i øvrigt opfatter det som helt legitimt at blande sig ikke bare i andre landes sikkerhedspolitik, men også i deres økonomiske og politiske forhold. En sfære der f.eks. omfatter Hviderusland og Armenien, men også Georgien, Ukraine og Moldova.

Den politik blev levet ud i 2014 med annekteringen af Krim-halvøen og russernes støtte – dengang og i dag – til de separatistiske grupper i det østlige Ukraine. Den russiske stormagtsambition rækker ud over Europa. I Syrien er Rusland blevet en central og uomgængelig part.

Missiler kan nå København

Også i vores eget nærområde har vi fået den nye russiske udenrigspolitik at mærke.

Russerne flytter orlogsfartøjer fra Sortehavet til Østersøen, landtropper rykkes til den østlige del af det store land, og der opsættes nye Iskander M missiler i Kalinin-grad – missiler som kan bevæbnes med atomvåben, og som kan nå ikke alene København, men også Stockholm og Berlin. Med stigende hyppighed prøves territorialgrænserne af i luftrummet, skibe er blevet overfløjet i meget lav højde, og retorikken er blevet slebet.

Således sagde den russiske ambassadør i Danmark om Danmarks eventuelle deltagelse i missilforsvaret: »Jeg tror ikke, at danskerne helt forstår konsekvenserne af, hvad der sker, hvis Danmark tilslutter sig det amerikansk-styrede missilforsvar. Sker det, bliver danske krigsskibe mål for russiske atommissiler«.

Putins mere aggressive udenrigspolitik står på drømmen om igen at være stormagt, men den er også næret af krisen i den russiske økonomi. Hvor Rusland i Putins første præsidentperiode fra 2000 og frem oplevede ganske pæne vækstrater i økonomien, som betød, at den almindelige russer oplevede stigende levestandard, er billedet nu vendt – og det så det kan mærkes.

Andelen af befolkningen, der lever under fattigdomsgrænsen, stiger, og økonomien er i recession. Så den nye russiske udenrigspolitik handler også om at aflede opmærksomheden fra de hjemlige problemer og finde den ydre fjende, som gør, at befolkningen vil samles om lederen: Putin.

Med til det samlede billede hører imidlertid, at Rusland sammenlignet med USA er en militær dværg. Det russiske forsvarsbudget var således på 66 mia. US $ i 2016, mens det tilsvarende amerikanske alene var på 569 mia. US $, og for de øvrige europæiske NATO-lande var det 235 mia. US $.

Og mens russerne forventes at være nødt til at spare på forsvarsbudgettet, vil en række vesteuropæiske forsvarsbudgetter, herunder det danske, vokse de kommende år. Det er forhold, som russerne selvfølgelig er pinligt opmærksomme på, og derfor er den samstemmende vurdering også, at russerne kommer til at drille og provokere de kommende år, men at Rusland ikke ønsker en direkte militær konfrontation med et NATO-land.

På den anden side er det klart, at den nye russiske udenrigspolitik øger risikoen for misforståelser og fejltagelser. Også nogle, der kan få fatale konsekvenser.

Tosidet vej til fortsat fred

For Socialdemokratiet er vejen til fortsat fred, sikkerhed og tryghed tosidet. Rusland skal behandles med dels en invitation til dialog og dels et utvetydigt signal om vores vilje og evne til at forsvare os selv. Eller som NATOs generalsekretær, den tidligere socialdemokratiske statsminister i Norge, Jens Stoltenberg, for nylig udtrykte det på et møde, hvor jeg deltog: Så længe ingen er i tvivl om, at NATO kan og vil forsvare sig selv, så får vi ikke krig.

Dialogsporet kører ikke så effektivt, som man kunne ønske sig. Ikke mindst Polen hænger noget i bremsen, men det er afgørende vigtigt, at dialogen kommer i gang, så misforståelser, fejllæsninger af motiver og fejltagelser kan undgås.