Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kommer det danske forår?

Asger Aamund: Både V og K brugte deres ti år lange regeringsperiode på at skabe et samfund, hvor halvdelen lever af at administrere den anden halvdel, som er på støtten. Inden V kan generobre magten med god samvittighed, er det således nødvendigt, at partiet genfinder de liberale dødehavsruller og bringer Danmark tilbage på vækstsporet.

Daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holdt kursen under Merida MTB Marathon i 2010. Hjemme på Christiansborg kneb det til gengæld med at holde en liberal kurs, og den går ikke, hvis Løkke og co skal generobre magten med en god borgerlig smag i munden. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det arabiske forår blev noget af en fuser. Mere vinter end vår. Demokrati-romantikerne i politik og medier fablede henført om ungdommens retfærdige kamp, der nu skulle krones med folkestyre og retsstat, som afløser for århundreders klanvælde, kolonistyre og tyranni. Det blev der ikke noget af. I stedet fik vi bare en række formynderstater efter tyrkisk forbillede: en koranstat light med markedsøkonomi indfattet i et monokrati, der nok tillader visse borgerrettigheder, men som absolut ikke er en retsstat efter vestlig, demokratisk målestok.

Herhjemme i Danmark er vi stadig en hel del friske optimister, der håber på, at fædrelandet endnu kan reddes fra den voksende formynderstats tiltagende mørke. Dette kræver dog, at vore toneangivende politiske kræfter mobiliserer modet til at erkende, at borgernes frihed og selvbestemmelse er under gradvis afvikling til fordel for en venlig og hensynsfuld udgave af DDR. De røde partier gør intet forsøg på at skjule, at de har den fælles grundholdning, at alle indkomster i samfundet i princippet er fælleseje, og at den politiske kamp afgør, hvor stor en del af statens værdier skal fordeles til de borgere og virksomheder, der har skabt dem. På samme måde som når faderen siger til sin søn: »Vi har ikke råd til at forhøje dine lommepenge«, siger statsmagten: »Vi har ikke råd til at give borgerne skattelettelser«. Det er her underforstået, at der er ikke noget, der hedder dine penge og mine penge, men kun vores penge, og vores er dem, der sidder på regeringsmagten.

Nu ville det jo være skønt, hvis vi kunne mønstre en stærk liberal, frihedsbevidst borgerlig front, der solidarisk ville kæmpe for borgernes frihed og individuelle rettigheder. Men både Venstre og de Konservative havde i deres ti år lange regeringsperiode travlt med at skabe et samfund, hvor halvdelen af vælgerne lever af at administrere den anden halvdel, der er på støtten. VKO-aksen afleverede til Helle Thorning et Danmark med verdens højeste skattetryk, en gigantisk offentlig sektor og med 900 000 danskere i den arbejdsdygtige alder uden for arbejdsmarkedet. Tilmed et fedt underskud på statsfinanserne og et samfund, der var kemisk renset for politiske vækststrategier, der kunne stimulere den nationale velstand, som jo er al velfærds forudsætning.

Sådan går det jo, når borgerlige, liberale politikere ofrer principper og holdninger for at bevare magten for enhver pris. Den magt, man kun kan vinde, hvis man bestikker vælgerflertallet, som I Danmark udgøres af borgere uden for arbejdsmarkedet. I dag har det således ikke nogen mening at tale om socialistiske og borgerlige partier. I stedet kan vi definere partierne som enten fordelingspartier eller vækstpartier. Venstre og de Konservative har i deres regeringstid ført en praktisk politik, der ligger milevidt fra deres partiprogrammer. Enhver kommissionsrapport - og der var mange - der anbefalede strategiske vækstinitiativer for det danske samfund blev omgående likvideret af først Anders Fogh og siden Lars Løkke.

Den pseudo-borgerlige regerings lavpunkter var indførelsen af iværksætterskatten og frem for alt den offentlige afstraffelse af Eva Kjer Hansen, der både liberalt og fornuftigt havde udtalt, at hvis alle blev mere velhavende, gjorde det vel ikke så meget, at nogle blev mere velhavende end andre. Hendes udsagn dækker formodentlig de fleste danskeres holdning: Hvis vi har råd til at give kontanthjælpsmodtageren tusind kroner mere om måneden, kan det jo være lige meget, at fabrikanten tjener femtusinde kroner mere. Men alligevel fik hun en tur foran Venstres inkvisitionsdomstol, fordi hun havde forbrudt sig mod partiets nye trosbekendelse: »kampen mod uligheden« og »bevarelsen af sammenhængskraften«. I 1993 skrev Anders Fogh Rasmussen de vise ord, at da Socialdemokratiet måtte sande, at en socialisering af erhvervslivet ikke kunne gennemføres, valgte man i stedet at socialisere vælgerkorpset. Anders Fogh sørgede selv for, at denne proces blev ført til ende.

Både Venstre og de Konservative har således afsløret sig som renlivede fordelingspartier, der behændigt gelejder ressourcerne derhen, hvor der er flest stemmer at hente. Ligesom Erich Honeckers slyngveninde, den hårdnakkede benægter Ole Sohn, må lægge ryg til blå bloks aldrig ophørende rotting, indtil han bryder sammen og tilstår, er det også nødvendigt med et borgerligt, liberalt opgør med fortidens synder, hvis vi med god samvittighed atter skal overlade Venstre regeringsmagten. Liberal Alliance har påtaget sig opgaven at puffe det ansvarlige Danmark tilbage på sporet igen, men har hidtil hun høstet utak samt hån, spot og latterliggørelse.

Ekstra Bladet omtaler partiet som de »selvudnævnte superliberalister«. Politiken betegner partiet som en filial af Saxo Bank med Anders Samuelsen, som afdelingsdirektør iført mørk bankhabit. Og de tidligere regeringspartier har travlt med at udstille Liberal Alliance som ekstreme ultraliberalister, kompromisløse fanatikere, der er uegnede til det samarbejdende folkestyre.

Hvis man ellers gider studere, hvad EUs liberale partier står for, vil man erfare, at LA ligger lige nøjagtig på midteraksen af europæisk liberal politik. Hvad enten vi ser på liberale partier i Finland, Polen, Luxembourg eller Italien, er der et dækkende værdifællesskab med Liberal Alliance: konkurrence­dygtige indkomst- og erhvervsskatter, rigelig tilgang til risikovillig kapital for iværksættere, høje krav til uddannelse og forskning, kun kompetent indvandring, lav skat på pensioner, længere tid på arbejdsmarkedet.

De liberale EU-partier bekender sig til maksimal frihed for borgerne, der må tage ansvar for eget liv og levned. De arbejder for et samfund, der fremmer initiativ, virkelyst og konkurrenceevne og bekæmper formynderstaten, bureaukrati og forbudssamfundet. Hvis sådanne liberale holdninger i Danmark anses som ekstremisme, er vi som nation kommet langt med at afskaffe demokratiets grundværdier. Så er vi blevet et folk af livegne, der kompromisløst opretholder illusionen om, at vi er frie. Det er på tide at fordelingspartiet Venstre vender kajakken, genopliver de liberale dødehavsruller og bringer Danmark tilbage på sporet til vækst og velstand.